Anmeldelse: FLUGT, Teater Bæst

Af Emil Samaras Eriksen

På en strand i Helsingør, uden for den livlige indre by, står to vindblæste asyltelte fastspændt til sandet. Der er en aura af mystik omkring teltene, hvor enkelte mennesker hentes udenfor og trækkes ind i det ukendte.

Nysgerrige forbipasserende skal dog ikke regne med at opleve teltenes indhold. Der lukkes nemlig kun fire mennesker ind af gangen, og man kommer først ud igen efter 120 minutters tid. Således får kun 50-60 mennesker oplevet Teater Bæsts forestilling FLUGT, som dog forventes at tage på tour og vises senere på året.

Da jeg stod uden for teltet i den kolde aftenvind, vidste jeg ikke, om FLUGT var et traditionelt teaterstykke eller nærmere en slags installationskunst. På hjemmesiden beskrives det som en ”interaktiv og stedspecifik scenekunst”. Derudover er fokus på at udforske individers personlige flugt – om det er flugt fra følelser, oplevelser eller flugt i et større perspektiv, som flygtninges flugt fra krig. Men hvordan sammenfattes disse forskellige følelser i én oplevelse?

Svaret kom gradvist. En dame hentede os og gav os høretelefoner på, hvorefter vi blev guidet ind i teltet. I en bunke sand på jorden skulle vi tegne et hus af minder, hvor vi igennem simple aktiviteter skulle snakke om personlige oplevelser. Inden da havde vi fundet en sten udenfor teltet, som skulle repræsentere dét, man personligt flygter fra.

Jeg valgte ordet ”forventninger”. Både mine egne svære forventninger til mig selv, og andres forventninger til, hvem jeg er. Den sten jeg valgte, var rund og glat, lidt som en overfladisk samtale, hvor man ikke får uddybet sin holdning, fordi svarene er givet på forhånd. Den slags vil jeg gerne flygte fra.

Indersiden af teltene gav heldigvis ikke sådan en stemning fra sig. Teltenes indre var halvmørkt og mystisk, og simple virkemidler som en lille pære, eller blot halvmørke, hjalp til at gøre rummene intime. Det føltes som et sted, hvor man kan dele hemmeligheder. Det skulle vi også – selvom det meste ganske vidst foregik i min egen hjerne og krop. I den næste 1,5 time skulle vi nemlig overveje vores svære følelser, vores glemte minder, og vores fælles, uudtalte frygt for fremtiden, som alle mennesker vel på en eller anden måde deler.

Eja Due, som er performer, sad inde i teltet foran bunken af sand. Hendes udtryk var blidt, men samtidig insisterende, og hendes stemme var endnu mere nær, idet den kunne høres igennem vores høretelefoner. Det gav en intim forbindelse, hvor vi – de fire gæster i teltet – blev inviteret til at reflektere over vores egne liv, med udgangspunkt i Dues flugt. Flugten fra at blive forladt. Frygten for at lukke sig ind i sig selv. Tanken om at være apatisk over for folk, som lider. Det skabte en forbindelse både til Due, men også til de tre andre deltagere. En deltager på mit hold fortalte eksempelvis et bestemt barndomsminde, hvilket på sær vis passede så godt med stemningen og de minder, jeg selv husker fra min barndom.

Bagefter blev vi guidet ind i det andet telt, hvor vi mødte Tin Soheili, som fortalte om sin baggrund som iransk flygtning. Vi fik udpenslet, hvordan hans liv og flugt har været skabt af voldelige begivenheder. Det gav en spændende kontrast til Dues personlige følelsesmæssige udfoldelse. Historien blev udfoldet med enkle, effektive virkemidler – eksempelvis som tegninger på teltet, eller en lille film med lydklip fra Soheilis far, der fortæller om deres oplevelser i Iran.

Den røde tråd mellem de to narrativer blev tydelig for mig, da jeg fik at vide, at jeg skulle sætte mig ned i et område mellem de to telte. En af de andre deltagere sad bag mig, og vi var begge omgivet af spejle. Således kunne jeg se min meddeltager igennem spejlinger, og jeg kunne se mig selv – og i denne position blev jeg bedt om at forholde sig til, hvordan jeg tænker om andre mennesker. Ser jeg på fremmede med frygt? Og hvordan har jeg det med flygtninge, der på brutal vis drukner?

Den del, der påvirkede mig mest var, da vi blev bedt om at tage et selfie af os selv, og bagefter kigge på det. Så simpelt, og alligevel effektivt – for jeg følte knap nok, jeg kunne genkende mit eget billede. Ansigtet var trist og sårbart, påvirket af historierne om flygtningene. Og alligevel ikke, for sådanne begivenheder virker verdensfjerne og fylder mig med apati, netop som Due også fortæller om. Men alligevel deler de fleste nok en solidarisk følelse med andre menneskers forfærdelige skæbner. Ingen ønsker en krig, der truer ens familie og bekendte – og på samme måde ønsker ingen en ubeboelig jordklode. Den frygt delte Due til sidst, og den kan jeg kun nikke genkendende til.

På trods af denne fremtidsfrygt, som også fylder en del i mig til hverdag, forlod jeg teltene med en overraskende ro. Efter et gensyn med vores sten (den føltes tungere end da jeg valgte den), gik vi alle ned til vandet. Her nød vi den smukke udsigt over mod Helsingborg. Under forestillingen havde jeg sat mit liv i perspektiv, og jeg havde tappet ind i mine ubehagelige følelser. Men i sidste ende healede naturen mig, og da jeg gik fra stranden med mine sko i hånden, følte jeg en berigelse i mit indre.

Det er nok tydeligt fra det ovenstående, at FLUGT ikke kan ses som et konventionelt teaterstykke. Det er snarere et slags terapeutisk værk, der tvinger dets publikum til at reflektere over tilstedeværelsen, følelserne og minderne. Derfor tror jeg også, det er ret forskelligt, hvordan det påvirker én, og det er fuldt forståeligt, hvis man ikke føler, at man kan forbinde sig til temaerne, der præsenteres, eller finde sig selv under forestillingen.

Det er et eksperimentalt teater, hvor deltagerne udvikler sig selv under stykket. FLUGT fortsætter, selvom – eller netop fordi – jeg forlader teltene og begiver mig hjemad, for ”teaterstykket” foregik nok mest inde i mig selv. Selvfølgelig med god vejledning af Soheili og Dues flotte fortællinger og udtryk, samt teltenes mystiske indretning, der skabte et rum for selvrefleksion og læring.

Har man prøvet terapi, meditationsøvelser eller lignende, vil man nok finde noget af FLUGTs indhold velkendt, men absolut ikke mindre effektfuldt og sat i et interessant samfundsperspektiv. Har man ikke, synes jeg helt klart at det er en oplevelse, man under sig selv. Selvfølgelig helt uden pres fra min side.

Teater Bæst

Passage Festival, Gummistranden i Helsingør

Spilleperiode: 31. juli-3. august 2019

Set den 31. juli 2019

Foto: Emil Samaras Eriksen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Eja Due og Tin Soheili

Koncept, iscenesætter og performer: Eja Due

Lydkoncept, komponist og performer: Tin Soheil

Lydkonsulent og tekniker: Janus Jensen

Installationskunstner og scenograf: Georg Jagunov

Regissør: Camilla Calundann

Dramaturg: Betina Rex

Producent: Sarah Sarina Rommedahl

Varighed: Ca. 2 timer uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Samfundsfags-gymnasieelev, årgang 15'-18'. 20 år gammel, interesseret i retorik, filosofi, politik og mærkelig kunst. Er fan af teater, drama og alle andre former for (lokal)kultur.

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Tre søstre, Teater Momentum og Den Danske Scenekunstskole, Odense

Af Thormod S. Kamban Det unge afgangshold fra Den Danske Scenekunstskole drister sig ud ...

Anmeldelse, DANSK, Teatret Svalegangen

Af Signe Birk Backs   Teatret Svalegangen opfører i øjeblikket integrationskomedien ’DANSK’ i deres ...

Anmeldelse: And over bord, Café Liva

Af Christian Skovgaard Hansen   I en lille båd, der gynger… Eller! Så lille ...

Anmeldelse: Jordens søjler, Østre Gasværk Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Jonas Gudmand    At se ’Jordens søjler’ er lidt ...