Anmeldelse: Richard III, Kronborg (HamletScenen)

Af Amalie Sloth de Fine Licht
Det bliver et stort ”ja
tak” til dette års Shakespeare-forestilling ”Richard III” på friluftsscenen
foran Kronborg. Endelig står scenen fri for bagtæppe og overdækning, så
publikum kan nyde udsigten til Kronborgs murer,
imens Richard myrder sig vej til tronen.
Richard er vred. Hans omgivelser har stemplet ham som anderledes pga. hans fysiske handicap, og nu vil han bryde med denne stigmatisering, og tilrane sig tronen for endelig at få den respekt, han synes han fortjener. En nådesløs plan bliver lagt, og langsomt men sikkert, manipulerer og dræber han alle omkring sig. På den måde bevæger Richard sig længere og længere ind i en labyrint af løgne og bedrag, indtil hans samvittighed til sidst begynder at indhenter ham.

Hvor HamletScenens friluftscene de foregående år har haft karakter af en kukkasse sat ud i naturen, har Catia Hauberg Engel, scenografen bag dette års forestilling, taget chancen, og ladet Kronborgs smukke mure agere bagtæppe. Det betyder ingen overdækning og ingen afskærmning fra vind og vejr, men det betyder også, at fordelen ved scenens placering endelig kommer til udtryk.
Solens sidste stråler kigger nu ind imellem de høje lystårne, der spiller elegant sammen med scenografien: En stor cirkulær labyrint bestående af store metalsejl, der kan køres frem og tilbage via skinner i gulvet. Centreret over metalkonstruktionen hænger skærmen, som hjælper med at oversætte Shakespeares kringlede sætninger fra engelsk til dansk. Men ydermere bruges den også til korte videoer, hvor Richards brevkorrespondenser får karakter af Facetimeopkald.
Denne måde at bruge den ellers så tarvelige skærm til undertekster på er rigtig godt tænkt. Og den udnyttes yderligere, da Richards svigerinde, dronning Elisabeth, der spilles af en døv skuespiller, får sit tegnesprog oversat på skærmen. Man skal lige vænne sig til de stille perioder i dialogerne, hvor hun taler med sine hænder, men så fungerer det fint.

Måske er et handikap først et handikap, når andre mennesker stempler én som anderledes? I denne opsætning af Richard III kommer Ricards fysiske handikap i hvert fald kun til udtryk, når han selv eller andre omtaler det. Richard springer vitalt og kraftfuldt rundt i metallabyrinten, for dernæst at krympe og krølle sig sammen, når samtalen falder på hans handikap. En god måde at håndterer hans handikap på, da det giver skuespiller Casper Crump mulighed for at udfolde et stærkt fysisk spil.

I det hele taget leverer Casper Crump en solid og ekstremt nærværende præstation, godt akkompagneret af medspilleren Keith Dunphy, som nærmest får karakter af en ond spindoktor i sin rolle Buckingham, Richards partner in crime.
Men alle skuespillere leverer en flot præstation og gør det kringlede engelske sprog levende. Man godt kan høre, hvilke skuespillere, der er engelske, og hvem der er danske, men de har alle godt fat om sproget.
Richard III vinder både på det flotte scenografiske udtryk og på et alsidigt og dygtigt hold spillere. En forestilling som både fortjener at du går ind og ser den, og at vejret viser sig fra sin bedste side.
HamletScenen
Kronborg 13, 3000 Helsingør
Spilleperiode: 1.-23. august 2019
Set den: 1 august 2019
Fotos: Bo Nymann
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende:Casper Crump, Mads Knarreborg, Tony Bell, Keith Dunphy, Gerard McDermott, Jakob Femerling Andersen, Rikke Lylloff, Anne-Lise Gabold, Jean St Clair, Oscar Gries-Bourgouin, Benamy Shore-Heltoft m.fl.
Dramatiker: William Shakespeare
Instruktør: Lars Romann Engel
Scenograf: Catia Hauberg Engel
Musik: Mike Sheridan
Varighed: 2 timer og 30 min. inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod