Anmeldelse: Forbrydelse og straf, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Aalborg Teater og teaterdirektør Hans Henriksen har før nyfortolket klassikere, og denne gang har de kastet sig over Forbrydelse og straf, som er baseret på Fjodor Dostojevskijs store roman af samme navn fra 1866. Romanen er som en kriminalroman – men den er også meget mere end det! Det er også en roman om forbrydelsens psykologi; det er en roman om værdier, (klasse)forskelle, overlevelse og godhed og ondskab. Romanen kaldes også tit Rodion Raskolnikov efter romanens hovedperson. Hans navn ”Raskolnikov” viser også hans spaltede personlighed, da en ”raskolnik” er en, der skaber splid og splitter.

Vi er i 1860’ernes Sankt Petersborg. Studenten Rodon Raskolnikov er ludfattig, og han skal bruge penge. Alt er elendigt. Han har måttet afbryde studierne pga. hans sociale nedtur, og hans endnu mere fattige mor og søster opofrer sig for hans skyld.

Han hamrer derfor en økse i skallen på en gammel kvindelig pantelåner og stjæler hendes guld, så han kan hjælpe familien – og sig selv. Han mener, at han er sin gode ret til det, da Gud er død, så mennesket selv må agere gud og tage livets udfordringer i egen hånd. Men det er ikke hans elendighed, der er den egentlig årsag til, at han bliver morder – det er i stedet hans fornægtelse af værdier og et forvrænget forhold til godhed og ondskab. Han mener, at der er både almindelige og ualmindelige mennesker, og at han tilhører den sidste kategori, hvor netop ”overmennesket” også er.

Raskolnikovs splittede personlighed og det vanvid, hvor han tror, at han kan alt, og at han kan tillade sig alt, er opsætningens omdrejningspunkt. Det er her opsætningen fungerer bedst. Ferdinand Falsen Hiis’ Raskolnikov er både fremragende og fascinerende. Han formår at vise os alle Raskolnikovs mange personlighedsfacetter på en troværdig måde. Eneste minus ved ham er, at han ikke altid stemmemæssigt kommer helt ud over kanten, så man også længere nede i salen kan høre, hvad han siger.

Han forsøger at retfærdiggøre handlingerne i et åndeligt forsvar på ord overfor politimanden Porfirij, som i en stille, men intens nervekrig forsøger, at få Raskolnikov til at tilstå. Porfirij i skikkelse af Martin Ringsmose forsøger at bringe noget fornuft ind i Raskolnikovs hoved, og Ringsmose fænger os som Raskolnikovs modpol, men det er til tider som om, at iscenesættelsen begrænser ham i at folde sig helt ud; der er ganske enkelt ikke fokus nok på denne del. Resten af rollerne spilles udmærket og rammende af store dele af teatrets ensemble.

Romanen er på godt 700 sider i Jan Hansens fine nyoversættelse fra 2003. Det er derfor en omfangsrig tekst, som teatret skal formidle på de godt 2½ time – inkl. pause – som forestillingen varer. Man er derfor nødt til at gøre nogle fravalg og beskæringer – og det er ikke alle af disse, der fungerer lige godt.

Teaterdirektør Hans Henriksen har iscenesat – og det sker med skiftende held. Skildringen af Raskolnikovs splittede person og hans mareridt er fantastisk. Men andre dele bliver for fragmentarisk, hvor vi f.eks. ikke får nok fokus på spørgsmålet: ”Hvorfor?”, som Porfirij prøver at finde ud af. Raskolnikov indrømmer, men vel han angre? Nej! Andre dele bliver for hektiske, og man overvejer, hvad den vil vise os, når der f.eks. festes i og udenfor pølsevognen klædt i guld. Vi mangler det kit, der binder fortællingen sammen, hvor vi ser resten af samfundet, og hvor vi prøver at forstå symptomerne på Raskolnikovs tilstand.

Scenografien af Serge von Arx er gennem hele forestillingen mørk – ligesom Raskolnikovs sind. Trapperne og de forskellige niveauer leder fornemt tankerne hen på historiens mange niveauer, hvor ”overmennesket” kan agere som en Gud over det almindelige menneske, og hvor der kun er et forvrænget, splittet syn på virkeligheden. Til gengæld kan denne anmelder ikke gennemskue, hvad meningen er med, at gulvet er fyldt med, hvad der ligner, sorte fejr, og hvorfor en forgyldt pølsevogn indgår i scenografien, og Nina von Arx’ kostumer siger os ikke rigtigt noget i forhold til historien. Disse elementer kommer for mig til at virke mere forstyrrende end virkningsfulde.

Til gengæld er både Mia Willets dystre lysdesign og Jonas Hvids overvejende russiske lyddesign meget virkefulde, og de passer godt til den overordnede mørke tone i både scenografien og særligt i Raskolnikovs sind.

Aalborg Teater og Hans Henriksens version af Forbrydelse og straf er som Raskolnikov splittet. Dele af det visuelle og iscenesættelsen fungerer desværre ikke helt optimalt. Men se forestillingen for en række tankevækkende dilemmaer om verdenens værdier og menneskets overlevelse personificeret i Ferdinand Falsen Hiis’ fremragende Raskolnikov tilsat fine præstationer fra resten af ensemblet. Temaerne i Dostojevskijs er stadig aktuelle i dag, og vi går fra teatret med tanker om, hvilken splittelse – både i værdier, klasser og psykologi – som stadig præger verdenen i dag. Forbrydelsen er en protest over samfundet, men den kræver sin straf.

Aalborg Teater, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 12.-29. februar 2020

Set den 12. februar 2020

Fotos: Allan Toft

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Ferdinand Falsen Hiis, Kathrine Høj Andersen, Martin Ringsmose, Steffen Berenthz Eriksen, Camilla Gjelstrup, Nanna Skaarup Voss, Bolette Nørregaard Bang, Sebastian Henry Aagaard-Williams, Evrim Benli, Lars Topp Thomsen og Marcus Gad Johansen

Forfatter: Fjodor Dostojevskij

Iscenesættelse: Hans Henriksen

Dramatisering: Erik Uddenberg

Oversat fra svensk: Jens Christian Lauenstein Led

Scenograf: Serge von Arx

Kostumier: Nina von Arx

Lysdesigner: Mia Willet

Lyddesigner: Jonas Hvid

Varighed: Ca. 2 timer og 35 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Annie Get Your Gun, Det Ny Teater

Af Sofie Riis Endahl   Når jeg tænker på Det Ny Teater, tænker jeg ...

Anmeldelse: Momentet, Aarhus Teater

Af Caroline Schrøder   Aarhus Teaters lille, kælderlignende scene Studio, har med ’Momentet’ opført ...

Anmeldelse: Ungdom, Republique

Af Christian Skovgaard Hansen Se den, hvis du vil opleve et anderledes, nærværende og ...

Anmeldelse: Senses of Cities, Godsbanen (hvid støj sceneproduktion)

Af Lea Damgaard   Holdet bag sanseforestillingen ’Senses of Cities’ har lavet en virkelig ...

Anmeldelse: The Black Rider, Betty Nansen Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen Se forestillingen, hvis du kan lide Tom Waits’ glimrende musik, ...