Anmeldelse: Forplantning – En fucking slagmark, Teatret Svalegangen
Af Anne Sophie Parsons
Spørgsmålet om at få børn – ligegyldigt alder, køn, seksualitet og social baggrund – er et menneskeligt livsspørgsmål, der kan medføre alverdens problemstillinger. For hvad gør man, hvis partneren ikke deler de samme holdninger omkring jeres barns overlevelse, hvis det skulle vise sig at have Downs syndrom? Eller du står alene med valget omkring at få foretaget en abort eller ej?
Teatret Svalegangens egenproduktion Forplantning – En fucking slagmark tager fat i området med humoristisk sprudlende energi, men lader også alvoren skinne igennem i enkelte momenter, som klæder forestilling i sin bearbejdelse af det moderne valg af eller manglen på menneskelige afkom.
Forestillingen Forplantning – En fucking slagmark understreger i selve sin titel sin legende og skæve humoristiske tilgangsvinkel; igennem en række scenarier kurateret af en tweed-klædt fortæller i form af Holger Østergaard med par og single-individer i diverse dialoger kaster forestillingen et blik på, hvor problematisk og ikke ligetil spørgsmålet om at forøge sin familie kan være. Publikum møder alt fra et lesbisk par, der afsøger bestillingsmulighederne for spermbank, til sygeplejerskens, der efter én for mange forfejlede Tinder-dates begiver sig ind i solo-mor-projektet. Derudover møder vi en affære, hvor en uønsket graviditet gør forholdet endnu mere problematisk og endda et bud på et dystopisk drømmescenarie, hvor området flytter sig hen i fremtiden.
Teksten af Linda Klein changerer imellem humoristiske dialoger – hvor forestillingens styrke også består – til mere alvorlige pointeringer omkring tab og ensomhed i Projekt Baby, mens instruktion af Anders Lundorph sørger for at alle enderne mødes til en højere sjov enhed.
Scenografi af Mikkel Sebastian Rostrup har leget spændende med formatet med en skråvendt naturmark, hvor skuespillerne må bevæge sig rundt med sikkerhedsreb, hvor der skabes dynamik. Lysdesignet af Henrik Sloth skaber fine stemningsskift fra humor til mere fokuseret alvor og scenariet for en kommende dystopisk verden i 2055, hvor der hersker en Handmaid’s Tale-stemning, med lyddesign af Anton Bast til gode komiske resultater.
Forplantning – En fucking slagmark byder på et mindre cast, bestående af Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Peter Pramanik, Jonas Kriegbaum og Josefine Tvermoes, som har god synergi, der skaber det humoristiske grundlag for forestillingens succes. F.eks. ses det igennem en akavet familiefest, der bevæger sig i farce-området, men derfor får store grin ud af publikum. I sin overdrivelse er der alligevel genkendelighed i replikkerne, der i samme åndedrag peger hen imod de absurde møder, folk kan have, på deres vej mod at få et barn.
Forestillingen Forplantning – En fucking slagmark er en humoristisk bearbejdelse af spørgsmålet omkring de valg, som kan knytte sig til at få et barn, som selv sætter tanker i gang i forhold til de begrundelser, der kan lægge til grund for dette. Det kunstneriske greb ved at lade teaterstykket fungere som en form for naturprogram, hvor den barske slagmark med bregner og voksende vildt som scenografi understreger de forskellige karakterers fortællinger, er med til at sætte prikke over i’et for en forestilling, der behandler emnet med forfriskende overskud.
Teatret Svalegangen, Store Sal, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 30. oktober-27. november 2021
Set den 9. november 2021
Fotos: Montgomery
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Peter Pramanik, Jonas Kriegbaum og Josefine Tvermoes
Tekst: Linda Klein
Instruktion: Anders Lundorph
Scenografi: Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign: Henrik Sloth
Lyddesign: Anton Bast
Sceneproduktion: Folkes Garage
Instruktørassistent: Matilde Bregnhøj
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod