Anmeldelse: Frankly my dear I don’t give a damn, Aarhus Teater

Anmeldelse: Frankly my dear I don’t give a damn, Aarhus Teater

Af Anne Sophie Parsons

”One is not born a woman, but becomes one.” Citatet er måske lettere fortærsket, men den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoirs udsagn er siden sin ytring blevet bragt op i feministiske debatter i tide og utide. Hvad præmissen belyser, er præcis idéen omkring kønsnormers opfattelser af, hvad det vil sige at være en kvinde – en kvinde formes af samfundet, sociale cirkler og sin seksuelle valuta, før selve det biologiske køn bringes på banen.

Aarhus Teaters nye opsætning af Frankly my dear I don’t give a damn skrevet af husdramatiker Nanna Cecilie Bang kaster sig over den moderne portrættering af kvinden anno 2022 med Beauvoir svævende som et spøgelse i baggrunden. I form af det kvindelige (fiktive) band ”The Franklys” bliver tematikker såsom liderlighed, problematiske one-night stands, overgreb og graviditet behandlet med et ublu håndgreb, der ikke overlader meget til fantasien. I udpenslede beskrivelser, der sigter efter akavet stilhed med fuldt overlæg, er det en undersøgelse af kvinders kaotiske navigering i livet, der fortolkes igennem ligeså fiktive karakterer.  

Frankly my dear I don’t give a damn fungerer som et kabaretshow (på slap line), der changerer imellem falden-på-hale-komik og ubehagelige MeToo-oplevelser. 60’er-pop-hits bliver soundtracket til Medusas voldtægt, mens feminine sydsstatskostumer iføres til et følelsesmæssigt sammenbrud og trusler omkring selvmord.

Iscenesættelse, scenografi og kostumedesign af Nathalie Mellbye er et kæmpe plus at opleve, hvor universet omkring rockbandet ”The Franklys” er blevet ført ud til yderste potens med band merch, tatoveringer og bobler i baren – ren rock n’ roll style! Lysdesignet af Kim Glud understøtter det rockede sceneshow og har sørget for stemningsskift imellem alvor og overdreven komik, mens lyddesignet af Aki Bech supplerer musiker Murmurs elektroniske lydunivers gnidningsløst.

I rollerne som ”The Franklys”, samt assorterede unavngivne karakterer, er forestillingens fire medvirkende – Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Carla Eleonora Feigenberg og Murmur, også kendt som den norske musiker Suuniva Mellbye. De er forestillingens absolutte højdepunkt i deres fælles band-synergi, hvor rammesætningen bringer en smittende løssluppenhed til scenen, der i sidste instans fungerer, og hvor det store følelseskartotek også har mulighed for at blive udfoldet. Norske musiker Suuniva Mellbye, der med sin mørke synth-lyd smyger forestillingen ind i forførende og legende 80’er-inspirerede tracks såsom ”For You, Baby” og ”Me & You” klæder kun det samlede udtryk og sætter et ekstra kreativt prik over i’et.

Opsætningen af Frankly my dear I don’t give a damn spiller på filmklassikeren ”Gone With the Winds” (”Borte med blæsten”) berømte sluttende scene, og det åbner samt lukker forestillingen med en fin lille tematisk krølle på halen: Sydsstatskvinden Scarlet O’Hara trygler Rhett Butler om, hvad hun skal stille op med sit liv, der er blevet opløst, hvor svaret falder prompte! Hun må klare sig selv og der er ingen hjælp at hente hos ham. Forestillingen opponerer direkte imod i et fælles udbrud: ”I do give a damn!”

Scenen udspiller sig også derfor til sin største velovervejede komiske effekt. Det er bare grundlæggende lettere svært at tage en i kvinde i enorm kærestesorg – iført lavendelfarvet krinolinekjole med pufærmer – seriøst. Frankly my dear I don’t give a damn leger konsekvent og bevidst med denne type dikotomi – alvor og mangel på samme, uforløste følelser, som brager til overfladen og iførelsen af emotionelle skyklapper – igennem hele forestillingen.

Det er her, at husdramatiker Nanna Cecilie Bang har fundet sit skærpede dramatiske udtryk, som fungerer allerbedst i ensemblet af stemmer, der kan glide ind og ud af mytologiske portrætteringer af gudinder og helt virkelighedsnære skildringer af akavede sex-oplevelser og graviditetsforsøg. Alle drejer de sig om kvindeliv, der er ved at gå i stykker, men som altid lappes sammen med et ironisk plaster.

Det er således også her at selve forestillingen deler vandene i konteksten af publikum i forhold til præmissen om at kunne se sig selv genspejlet. Akavede og grænseoverskridende oplevelser – især i seksuelle situationer – er primus motor, for den mestendels, for de fremførte beskrivelser.

Frankly my dear I don’t give a damns klare genklang er langt mere i den udforskende forståelse af hvad en ”kvinde” kan være i karaktergalleriets vekslende interaktion – bloddrikkende punk-rocker gud på hævntogt eller storklynkende sydstatsfruentimmer – som er ligelig underholdende og tankevækkende – især i en tid, hvor spørgsmålet omkring identitet og seksualitet er vedvarende samtaleemner. Frankly my dear I don’t give a damner bestemt et besøg værd.

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 8. september-8. oktober 2022

Set den 8. september 2022

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/frankly-my-dear-i-don-t-give-a-damn/

Medvirkende: Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Carla Eleonora Feigenberg og Murmur   

Tekst: Nanna Cecilie Bang

Iscenesættelse, scenografi og kostumedesign: Nathalie Melbye

Musik og komponist: Murmur

Lyddesign: Aki Bech

Lysdesign: Kim Glud

Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *