Anmeldelse: Frøken Julie, Det Kongelige Teater

Af Laura Munk Christensen

 

Da jeg så, at ’Frøken Julie’ skulle sættes op på Det Kongelige Teater, var jeg både spændt og noget skeptisk. Jeg har selv en ret omfattende baggrund med stykket, som jeg dels har set og analyseret før, og dels selv har spillet. Men dette blev brandet som en ”ny” udgave, så jeg gik alligevel ind med en del forventninger. De blev dog ikke helt mødt.

’Frøken Julie’ er historien om den unge grevedatter Julie, som på en sommernat i 1888 bevæger sig ned i godsets køkken, hvor herskabstjeneren Jean og kokkepigen Kristin, som er forlovede, befinder sig. Hun taler med dem, og da Kristin går i seng, forfører Julie Jean, og de ender i seng sammen den nat. Næste morgen er panikken stor og både tjeneren, der har besudlet sin herskerinde og herskerinden, der er sunket lavere end sin kokkepige, er i vildrede om, hvordan de skal redde sig selv og deres omdømme. Og hvad med den stakkels Kristin?

Stykket er i sig selv interessant og vel også et vigtigt tidsbillede, og jeg mener personligt, at man bør se den på et tidspunkt i sit liv. Den henvender sig til et bredt spektrum, men på grund af de meget erotiske undertoner (i denne udgave fuldbyrdede sexscener) og til dels også et svært sprog, ville jeg nok anbefale den for 15 år og op. Denne udgave er et fint, men lettere harmløst bud på stykket.

På Det Kongelige Teaters hjemmeside beskrives den som ”erotik og magtkamp i helt nye former”. Magtkamp kan jeg måske gå med til, og der er så afgjort erotik i manuskriptet, men helt nye former er der ikke tale om. Det Kongelige Teaters ’Frøken Julie’ er den klassiske fortælling med dobbelt så meget dysterhed, ti gange så meget sex og halvt så meget kemi på scenen.

Og det er ikke fordi, det ikke er i orden at prøve at være nyskabende. Det falder bare lidt til jorden i denne opsætning, da instruktøren, Staffan Valdemar Holm, simpelthen ikke er gået langt nok. Det bliver en mærkelig blanding af et forsøg på at være moderne i det seksuelle og at holde sig helt originalen i statusopgørene, og ender derfor med at føles en smule halvhjertet.

Skuespillerne er ret forskellige i niveau. Henning Jensen giver den udmærket som Jean, og Kirsten Olesen er næsten rørende som den forrådte Kristin. Amanda Collin, som spiller Julie, er dog en lidt anden historie. Hendes præstation er sådan set fin, men hendes humørsvingninger foregår med 180 km/t, og der mangler noget ægte i hendes skift mellem grin og gråd. Det ligner en blanding af mangel på erfaring og dårlig instruktion. Dette er også medvirkende til, at der mangler kemi mellem Julie og Jean. Det er ikke rigtig spændende, om hun ender med at score ham, for der er ikke nok lidenskab til, at det betyder noget.

Et par rosende ord her på falderebet skal dog gå til det visuelle udtryk. Forestillingen er fuld af flotte billeder, skabt af et særligt brug af lys, en speciel scenografi og skuespillernes placering på scenen. Især enkeltheden i scenografien af Bente Lykke Møller er slående, og kontrasterne i mørke og lys giver en særlig atmosfære.

Alt i alt må jeg konkludere, at ’Frøken Julie’ på Det Kongelige Teater er en forholdsvist gennemsnitlig udgave med enkelte afstikkere. Så hvis man gerne vil se den klassiske, så er det en udmærket måde at bruge en aften på. Men hvis man vil have noget nyt, banebrydende eller virkelig overvældende, så er det ikke det værd.

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 15. september 2017-19. november 2017 og igen 5.-24. januar 2018

Set den 15. september 2017 

Foto: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: 

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/skuespil/froken-julie/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod