Anmeldelse: Ganløse Revyen 2019, Ganløse Kro (Ganløse Revyen)

Af Daniel Lassen
Ganløse kro slår dørene op til Ganløse revyen 2019 med Liselotte Krogager i spidsen som instruktør og skuespiller. Med sig på scenen har hun debutanten i Ganløse, Kim Hammelsvang, og gengangeren, Martin Knudsen, fra sidste år. De musikalske løjer står kapelmester Christian Berg og musiker Josef Aarskov for.
Inden revyen går i gang, står den på en superlækker 3-retters kromenu. Så stemningen kunne næsten ikke være bedre, da revyen endelig kom i gang. Revyen byder i år på en gammeldags og traditionel, men hyggelig krorevy, hvor de gammeldags viser lever i bedste velgående. Desværre bliver revyen for forudsigelig, og den har for få numre, der får lattermusklerne i gang.

Kim
Hammelsvang, eller skulle man sige Ghita Nørby, er total forrygende i rollen
som hele Danmarks Ghita. Han rammer hende spot on både i betoning, stemme og
kropssprog. Denne gang går hendes sure opstød ud over en uskyldig
kasseassistent. Ligeledes er det ustyrlig morsomt, når Kim laver en parodi på
”90 års fødselsdagen”, som denne gang er lavet over Brexit i dette geniale og
gennemtænkte nummer af Jantzen og Aagaards Nummeret bliver spillet
ligesom ”90 års fødselsdagen, hvor Kim Spiller alle rollerne, og bliver mere og
mere fuld, fordi han skal skåle med Theresa May. Et dejligt musikalsk nummer om
de nye lyskryds i Ganløse bliver det også til i første akt. Glædeligt med et
lokalt snit, hvor vi, der kommer andre steder fra, stadig forstår det.
Andet akt byder på de bedste numre, hvoraf alle er skrevet af Rasmus Krogsgaard. Først leverer han nummeret ”Pianisten mener”, hvor kapelmester Christian Berg får lov til at synge, at han altså også har en mening, selvom han bare sidder bag klaveret. Et skønt nummer, som Christian virkelig får op at swinge! Liselotte tager bestemt også kegler som en utrolig kedelig Britta Nielsen, også i et Rasmus Krogsgaard nummer, der dog er lidt for langt. Gøg og Gokke får vi sandelig også på slap linje. De synger om den nye film, der er lavet om dem. Et nummer, der både er sjovt tænkt og godt spillet.

Martin Knudsen står rent tekstmæssigt ringest, hvilket er synd og skam, da han ellers er en fremragende sanger og performer. Kun i nummeret ”Ytringspligt” kommer han en smule til sin ret. Nummeret handler om vores måde at skrive til hinanden på inde på de sociale medier. Det bliver aldrig et helt farligt nummer, men det er et godt emne at sætte fokus på.
Revyen har desværre ikke det store satiriske bid langt hen af vejen, og den bliver meget forudsigelig i opbygningen. Ingen numre går ind og overrasker som sådan, og der mangler noget for at vise, at revyen virkelig vil noget mere end bare at hygge. Det musikalske i revygenren er fantastisk, men at der er sang i 17 ud af 26 numre er lige i overkanten. Man kunne med fordel have sat et par tale-numre ind i stedet for. Hele holdet i revyen er drønmusikalske, og det lyder godt i alle sangnumrene, men man savner de store grinenumre, der gør, at vi går derfra med latterkramper.

Liselotte Krogager har bestemt styr på, hvad stampublikummet gerne vil have, og det skal man absolut også lytte til. Desværre bliver revyen en anelse for gammeldags til min smag. Tempo og nytænkning mangler desværre i årets Ganløse Revy 2019. Så hvis du er til mere klassisk traditionelle revy, så vil Ganløse Revyen garanteret være et besøg værd.
Ganløse Revyen 2019
Ganløse kro, Bygaden 30, 3660 Stenløse
Spilleperiode: 16. juni-30. august 2019
Set den 16. juni 2019
Fotos: Niels-Steen Andersen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Liselotte Krogager, Martin Knudsen og Kim Hammelsvang
Instruktør: Liselotte Krogager
Konsulent, idemager og inspirator: Jan Hertz
Koreograf: Elise Ruusunen
Kapelmester: Christian Berg
Musiker: Josef Aarskov
Scenograf: Team Thompson
Forestillingsleder: Lukas Birch
Tekst og musik af: Peter Oliver Hansen, Christian Berg, Lukas Birch, Kenneth Sichlau, Søren Anker Madsen, Bjarne Lisby, Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre, Sune Krintel, Palle Nielsen, Farshad Kholghi, Ulla Jessen, Mickey Pless, Jantzen/Aagaard, Casper Sloth, Sune Gylling Æbelø, Kander og Ebb, Søren Rasted og Claus Norreen, Rasmus Krogsgaard, Mogens Sørensen, Peterson Berger, Thomas Pakula og Bo Frie
Varighed: Ca. 2 time og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod