Anmeldelse: The Sound of Music, Hedeland Amfiteater (Miolto Arts & Music)

Anmeldelse: The Sound of Music, Hedeland Amfiteater (Miolto Arts & Music)

Af Julie Vad B. Madsen

Tag med til de østrigske bjerge, hvor musik og latter lyder mellem bjergsiderne. Hedeland Amfiteater sætter rammerne om denne opsætning, som samtidig kan fejre 60 året for musicalens Broadway-premiere.

Hedeland Amfiteater forærer opsætningen et helt unik skue. På toppen af teateret træder Maria frem med sit åbningsnummer og danser syngende ned af ”bjerget”.

Med solskin, søen i baggrunden og de grønne bakker omkring en, bliver det ikke smukkere. Og ser man bort fra de skrigende måger, som dog blev mere stille, efterhånden som aftenen svandt hen, så bliver det ikke bedre. Dog kommer kulden krybende, når man har valgt at en udendørsforestilling først skal starte kl. 20.30 og dermed slutte tættere på midnat end fornuftigt, når alle har en køretur hjem på en hverdagsaften.

Holdet bag opsætningen havde valgt, at bytte om i rækkefølgen på nogle sange, hvilket ikke føles rigtigt i en så kendt musical. Når sangen Mine favoritting ikke længere synges som trøst til børnene i tordenvejr, men i stedet i stykkets starts, som en sang Maria forbudt synger i klosteret, så virker det bare forkert.

Tempoet i stykket er ikke jævnt. Vi bruger utrolig lang tid på nogen passager, som snak og ekstra sang i nonneklosteret, mens vi springer let og ikke altid elegant hen over andre essentielle elementer. Der bruges blandt andet ingen tid på at etablere Marias forhold med børnene. Hun møder bare op, trækker en guitar op af hatten og så er de blevet de bedste venner. Stykket mangler derfor noget dybde eller sjæl, for at vi skal bekymre os nok om familiens skæbne. Der mangler tid, hvilket er utroligt i en knap tre timer lang musical, til at skabe relationer mellem karaktererne.

Isabel Schwartzbeck leverer en henrivende Maria, hun giver hende den livsglæde og nysgerrighed, vi forbinder med filmversionen og så smider hun oveni, en fantastisk sangstemme. Hun har en god kemi med de talentfulde børneskuespillere, som også alle blæser os bagover med deres sang.

Morten Hemmingsen er en talentfuld skuespiller og sanger, men det var som om, at der manglede noget autoritet i hans udgave af Kaptajn von Trapp. Tommy Kenter er givet en større frihed med sin karakter Max end de resterende skuespiller. Han skruer op for humoren, og det bliver taget godt imod af publikum, selvom det ikke altid altid klæder hans figur. Elsebeth Dreisig får flot sat sang under abbedissen og kornumrene med alle nonnerne går lige i gåsehuden i selskab af et utrolig velspillede orkester under ledelse af Andreas Vetô. Det er en skam, at man gemmer orkesteret væk, når man nu har fået så talentfuldt en ramme for de kendte numre.

Der bliver taget valg, om at gøre uvenskabet fra Baronessen og onkel Max verbalt meget udtalt, samtidig med, at den stigende trussel fra nazisterne også gøres meget verbal. Personligt finder jeg det overflødigt at skære det hele så meget ud i pap. Det er trods alt en historie, som vi kender, så det kommer kun til at agere som fyld. Samtidig virker det efterfølgende også falsk, når så onkel Max vender på en tallerken og ikke kunne være gladere for, at kaptajnen og Maria finder sammen.

Musicalen kan dog i sin helhed anbefales, det er en skøn familieforestilling bragt til live, af et stort dedikeret ensemble. Det er en hyggelig affære i smukke omgivelser.

Miolto Arts & Music

Hedeland Amfiteater, Tranemosevej 8, 2640 Hedehusene

Spilleperiode: 20.-29. juni 2019

Set den 20. juni 2019.

Fotos: Esben Salling

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

www.the-sound-of-music.dk

Medvirkende: Isabel Schwartzbach, Morten Hemmingsen, Tommy Kenter, Elsebeth Dreisig, Juliette Schaufuss, Samuel Gamborg, Trine Marie Wisborg, Rasmus Malthe Jacobsen, Kaya Bergstrøm Eisted Poulsen, Helena Saldern Vetö, Astrid Brøndal Kardel/Katrine Balle Roswall, Mathias Niclasen m.fl.

Musik: Richard Rodgers

Sangtekster: Oscar Hammerstein II

Manuskript: Howard Lindsay / Russel Crouse

Iscenesættelse: Frank Rubæk

Scenografi: Nina Schiøttz

Dirigent: Andreas Vetö

Orkester: Danmarks Underholdningsorkester

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *