Anmeldelse: Giant Steps – Jerome Robbins, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
Det efterhånden velkendte koncept Giant Steps er tilbage på Gamle Scene med Den Kongelige Ballet klar til at udføre ”de kæmpe trin”. Denne gang har man helliget sig den amerikanske koreograf Jerome Robbins (1918-1998), der satte enormt præg på New York City Ballets tidlige og definerende år. Han har hele 60 koreografiske værker på sit CV, og det er ikke blot mængden af værker, der er imponerende, også kvaliteten er noget helt for sig.
Robbins havde den sjældne evne til at skildre dét at være menneske i et spænd mellem følsomhed og humor. Han revolutionerede både den klassiske balletstilart, mens han også leverede det ene musicalværk efter det andet til Broadway. Denne opsætning af Giant Steps byder på tre af hans værker – ”Fancy Free” (1944), ”Glass Pieces” (1983) og ”De fire årstider” (1979). Aftenen som helhed skaber tidsbilleder af, hvad der har rørt sig i danseverdenen gennem hele Robbins’ karriere fra de tidlige til de sene år.
Aftenen lægger ud med Robbins’ allerførste værk ”Fancy Free”. Balletten, der havde sin premiere midt under Anden Verdenskrig i 1944, handler om tre sømænd, som er på landlov og turnerer rundt i New Yorks letsindige natteliv. Da ”Fancy Free” havde premiere, var det første gang amerikanerne så en ballet, der handlede om dem selv. Verden var i krig, og åbnede man sin gadedør, mødte man de selvsamme sømænd, som man så på scenen. ”Fancy Free” er en let og komisk affære om de tre sømænd på bar, der møder desværre kun to kvinder, de alle tre forelsker sig i. Det lægger op til komik og drama, der løfter den ellers let fordøjelige ballet.
De tre sømænd blev på denne premiereaften danset af Sebastian Pico Haynes, Jón Axel Fransson og Tobias Praetorius. Udover at centrere sig om, hvem af de tre forlystelsessyge sømænd, der vil imponere de kun to ledige damer, beskriver balletten også et bånd mellem tre kammerater, der kender hinanden ud og ind både i krig og i nattelivet. Det gav plads til karakterarbejde hos sømændene, som de tre dansere i den grad legede med, og som skabte komikken. Særligt Sebastian Pico Haynes var som en fisk i vandet i den karikerede rolle og i Leonard Bernsteins musikalske univers. Det kan godt være Sømand Haynes ikke vandt pigen, men han vandt publikum.
Efter en pause satte vi os i teatersædets tidsmaskine igen, og årstallet landede nu på 1983. Det var en helt anden Jerome Robbins, der var i vente. Med musik af den ikoniske komponist med det klingende navn Philip Glass, var ”Glass Pieces” klart aftenens højdepunkt. At opleve ”Glass Pieces” var som at befinde sig mi¨dt i menneskemylderet på Københavns Hovedbanegård. Mennesker vandrer på kryds og tværs overalt, mens de følger deres egen vej ud i verden, hvor end de skal hen. Alle kender denne upersonlige måde at bevæge sig rundt i byen på. Robbins har i dette værk i den grad fanget de adskilte eksistenser, der blot deler sted på det samme tidspunkt.
Dette neoklassiske værk består af fire satser. Andensatsen er en pas deux mellem en mand og en kvinde i tætsiddende unitards, så man kan beskue hver en lille bevægelse kroppen laver. Bag dem går et tæppe af kvinder i række ind og ud af scenen – en slags stiliseret gåtur. Kvinderne kom for mig til at repræsentere den monotone aktivitet i storbyen. Der er altid bevægelse, og der er altid mennesker. Pas de deux’en blev danset af Ji Min Hong og Gregory Dean, der er to dansere, som kendes for deres majestætiske finesse, der viste sig at være som skabt til ”Glass Pieces”.
”Glass Pieces” var i den grad aftenens trumfkort med sin kropslige poesi i et mix af atletisk og lyrisk dans. Alle fire satser havde noget at byde på, og igen viste Robbins sig som en eminent menneskekender. Værkets portræt af menneskelig interaktion i storbyen vækker genklang også i år 2023.
Giant Steps sidste værk var ”De fire årstider”, der blev til i 1979 til musik fra tre af Verdis operaer. Handlingen til balletten var allerede angivet af Verdi. Den romerske gud Janus introducerer de fire allegorier, der hver repræsenterer en årstid, og derefter har hver årstid sin egen dans.
Robbins vender i ”De fire årstider” hjem til det klassiske trinsprog – men alligevel med en ironisk distance. Balletten kom til at fremstå i et mærkeligt spænd mellem romantisk, klassisk ballet og barnlige fjollerier. Alligevel var koreografien interessant og yderst udfordrende for danserne, der blandt rummede Camilla Ruelykke-Holst som vintersolist, Emma Riis-Kofoed og Alexander Bozinoff i forårsallegorien, Stephanie Chen-Gundorph og Filippe Moraes som sommerparret og til sidst Wima Giglio og Ryan Tomash i den store efterårsfinale.
Jeg skal lige love for at Giant Steps denne sæson var spækket med indtryk. Det var som at få en vitaminindsprøjtning af alsidig amerikansk dans. Som helhed hænger denne omgang af Giant Steps godt sammen, og alle tre værker havde hver sine kvaliteter, men det var dog kun ”Glass Pieces”, der for mig formåede at løfte sig helt til tops. ”Fancy Free” var sød, sjov og underholdende, mens ”De fire årstider” var spækket med koreografisk potentiale, men lidt malplaceret ironi brød til tider illusionen. Uanset det er Jerome Robbins ikke til at komme udenom. Hans koreografiske evner og værker har så meget at byde på, og ham vil vi gerne se mere til hos Den Kongelige Ballet, der flot mestrede den amerikanske arv.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K
Spilleperiode: 4.-23. marts 2023
Set den 4. marts 2023
Fotos: Henrik Stenberg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/ballet/giant-steps
Fancy Free
Medvirkende (denne aften): Tobias Praetorius, Sebastian Pico Haynes, Jón Axel Fransson, Lena-Maria Gruber, Silvia Selvini og Joscelyn Dolson
Koreografi: Jerome Robbins
Musik: Leonard Bernstein
Scenografi: Oliver Smith
Kostumedesign: Kermit Love
Lysdesign: Ronald Bates, genskabt af Jennifer Tipton
Iscenesættelse: Robert La Fosse, assisteret af Tim Matiakis
Glass Pieces
Medvirkende (denne aften): Ji Min Hong, Gregory Dean, Isabella Walsh, Joseph Aumeer, Carling Talcott-Steenstra, Alexander Stæger, Joscelyn Dolson, Filippe Moraes og Corps de ballet
Koreografi: Jerome Robbins
Musik: Philip Glass
Scenografi: Jerome Robbins og Ronald Bates
Kostumedesign: Ben Benson
Lysdesign: Jennifer Tipton
Iscenesættelse: Amar Ramasar, assisteret af Petrusjka Broholm
De fire årstider
Medvirkende (denne aften): Camilla Ruelykke-Holst, Emma Riis-Kofoed, Alexander Bozinoff, Stephanie Chen-Gundorph, Filippe Moraes, Wima Giglio, Ryan Tomash mfl.
Koreografi: Jerome Robbins
Musik: Giuseppe Verdi
Scenografi og kostumedesign: Richard Hudson
Lysdesign: Jennifer Tipton
Iscenesættelse: Maria Calegari og Bart Cook, assisteret af Rose Gad og Ask la Cour
Samlet varighed: 2 timer og 25 minutter inkl. 2 pauser
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod