Anmeldelse: Griselda, Det Kongelige Teater

By: Kristina McClelland Jacobsen
On: 6. maj 2025

Af Kristina McClelland Jacobsen

Publikum sætter sig til rette i de røde plyssæder og kigger mod scenen, som består af et stort hvidt lærred med en sort bænk foran. En kvinde sætter sig til rette på bænken med en iPad og viser et slideshow på starten om fortællingen, Griselda. Operaen af Antonio Vivaldi er sat i gang på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Operaen følger den bondepigen Griselda, hvis ægteskab med Kong Gualtiero er én lang prøvelse af hendes loyalitet og dyd. Gennem tyve år har hun udholdt Gualtieros grusomme tests, såsom den opdigtede død af deres datter. Det eskalerer, da Gualtiero med pres fra folkets utilfredshed fortæller, at han må forlade Griselda og gifte sig med en adelig kvinde, Constanza, som viser sig at være deres nu voksne datter. Griselda accepterer sin skæbne uden protest. Adelsmanden Ottone fra hoffet ser sit snit til at erklære sin kærlighed til Griselda, men hun afviser urokkeligt Ottones tilnærmelser. Endda selv da han kidnapper hendes søn, Everardo.

Ydmygelserne fortsætter, da Griselda skal være tjenestepige for sin uvidende datter. Gualtiero tvinger Griselda til at forberede hans og Costanzas bryllup. På trods af at Ottone har angrebet og truet Griselda, stiller Gualtiero et ultimativt krav: Griselda skal giftes med Ottone. Stillet over for valget mellem ægteskab med Ottone eller døden, vælger Griselda døden og beviser dermed sin ubrydelige troskab mod Gualtiero. Men hvad skæbnen ender med at blive for Griselda, må tiden vise.

Kongen Gualtiero blev sunget af Terrence Chin-Loy, som med sin varme stemme, passede godt til den royale karakter, som desuden gennemgik en klar udvikling. Forestillingens hovedrolle, som operaen er opkaldt efter, Griselda, blev sunget fint af Noa Beinart. Dog formåede hun ikke at komme udover scenekanten med sit skuespil. I rollen som Roberto var kontratenoren Christopher Lowrey, som leverede en udmærket præstation.

Marlene Metzger var i rollen som Ottone og leverede en præstation med stor indlevelse i karakteren. Hendes skuespil afspejlede en arrogant og overmodig mand, så man som publikum kunne blive helt irriteret på karakteren. Kontratenoren Ray Chenez klarede det også godt i rollen som Corrado. Forestillingens stjerne var Mari Eriksmoen i rollen som datteren Costanza. Hun havde en flot indlevelse i rollen og brød aldrig karakter. Hendes arier blev livliggjorte og historierige og blev udført med sangligt overskud.

Concerto Copenhagen under musikalsk ledelse af Lars Ulrik Mortensen spillede i verdensklasse og havde musikalsk drivkraft gennem hele forestillingen. Det var som altid en fornøjelse at høre et af de mest førende barokorkestre i verdenen.

Iscenesættelsen af Béatrice Lachaussée søgte også at belyse nutidens problem om partnervold i samarbejde med Danner. Udover at de startede med at vise en paragraf fra straffeloven om vold i husstanden, synes det ikke helt at komme tydeligt til udtryk. De prøvede at binde forestillingen sammen med en udstilling, som blev vist i balkonfoyeren. Udstillingen ”Red min søster” viste nogle fotografier af kvinder, som er brudt fri fra partnervold, hvor deres styrke symboliseres med blomsterdekorationer. Symbolet i forestillingen var fint, men det blev ikke helt tydeligt implementeret. Jeg kan derfor anbefale at bruge pausen på at se udstillingen.

Som nævnt begynder forestillingen med en pige, som sætter sig på en bænk og viser et ”slide-show” fra sin iPad. Jeg tænker, at det har været en måde at prøve at få et moderne twist på operaen, eller måske en måde at kunne distancere handlingen fra virkeligheden. Alligevel kunne det godt virke lidt malplaceret, da der ikke rigtigt blev fulgt op på det efter. Herefter bliver der stillet en masse mikrofoner på scenen, men det er omtrent det, som man ser af nutidens teknologi.

Forestillingen kunne til tider også virke lidt stilstående. Måske var det grundet den svære musik med lange tirader, at sangerne måtte være lidt stillestående i løbet af operaen. Om de nåede i mål med ”en iscenesættelse til vor tid”, som skrevet i programmet, ved jeg heller ikke helt.

Den dynamiske scenografi af Amber Vandenhoeck hjalp på forestillingens udtryk og gav noget liv og spil til den. Det havde en god effekt på forestillingen, at væggene blev rykket og der blev skab flere rum. Rummene blev belyst og stemningen støttet af lysdesignet af Glen D’haenens. Desuden passede Vivaldis barokmusik godt på Det Kongelige Teaters guldbelagte Gamle Scene.

Kostumedesignet af Anja Vang Kragh var tydeligt inspireret af barokken, hvor de royale havde stort farverigt tøj på, mens tjenestefolket var iklædt gråt og kedeligt tøj. Dette tydeliggjorde de forskellige karakterers status gennem forestillingen.

Så tag ind og se Vivaldis Griselda på Gamle Scene, hvis du vil opleve barokmusik på højt niveau. Det er en oplevelse, der i sig selv værd at have med. Derudover berør forestillingen nogle, desværre meget aktuelle, tematikker, som kan give noget til eftertanke.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 4.-13. maj 2025

Set den 4. maj 2025

Fotos: Maria Albrechtsen Mortensen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/griselda

Medvirkende: Terrence Chin-Loy, Noa Beinart, Mari Eriksmoen, Christopher Lowrey, Marlene Metzger og Ray Chenez

Orkester: Concerto Copenhagen

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Iscenesættelse: Béatrice Lachaussée

Scenografi: Amber Vandenhoeck

Kostumedesign: Anja Vang Kragh