Anmeldelse: Hajlajts!, H9 (Ann Farholt og Flemming Jensen)
Af Christian Skovgaard Hansen
Jazzsangerinde Ann Farholt og forfatter, instruktør og skuespiller Flemming Jensen har slået sig sammen om et helt nyt show, hvor de suppleres musikalsk af pianist Lars Fjeldmose. Konceptet er, at Farholt og Jensen har plukket i hinandens sange, sketches og solonumre, så vi får en række highlights – eller måske rettere Hajlajts, som er forestillingens titel – fra deres karrierer hver især og suppleret med noget nyt. Det format har givet et ny komisk, galt og ikke mindst gennemmusikalsk show, som netop består af en skønsom blanding af sang, musik og komik.
Duoen Ann Farholt og Flemming Jensen fungerer godt sammen, og de forstår begge at bruge hinandens erfaring og kunnen. Samtidig er de gode hver for sig med deres respektive solonumre. Pianist Lars Fjeldmose leverer glimrende musikken til duoen. Han får også lov at brillierer i anden akts åbningsnummer, hvor klassisk musik og øl tilsammen giver en fantastisk morsom og uventet ouverture!
I ”Dyremedley” får vi et hylende morsomt medley med sange, hvori de totalt uundværlige dyrelyde indgår. Flemming Jensen er fantastisk som alt fra hund over ged til gris, og ikke alle sangene vil blive det samme igen, når du hører dem næste gang. Helt perfekte sammen er de to dog i ”Det kedeligste par”, hvor blokfløjtespilleriet når nye højder, i balladen om ægteparret Erna og Kaj, og i den svenske humorist Povel Ramels ”Køb ikke en zebra” og ”Sushi” (sidstnævnte opdateret lidt af Flemming Jensen). Hele vejen igennem sidder timing, mimik og gestik lige i skabet.
Ann Farholt synger eminent og med følelse ”Lazy River”, der leveres så levende, at de små hår rejser sig. Fortvivlelsen, desperationen og den begyndende opgivenhed lyser ud af hendes kvinde, der i ”Tøsefrokost” blot ønsker at afgive den præcise bestilling af frokostretter til de fire spisende – en bestilling, der viser at være ikke så let endda at afgive, og hvem drømmer ikke om ”elefant i asparges” eller en ”nat med dyrlægen”…! Mere alvorlig, men lige så fint serveret, er nummeret ”Fyrre millioner” om samfundets lønninger og om, hvem vi måske, måske ikke bedst kan undvære. Begge tekster er fint skrevet af Flemming Jensen.
Flemming Jensen har et særligt forhold til Grønland, hvor han også har boet og arbejdet, så Grønland og dets befolkning får også plads i flere af numrene. Det sker med kærlighed og respekt for både land og folk. Hans version af ”Elsdyret” og”72 jomfruer” sidder lige i skabet, og hans egen ”Børnebørn” vækker med garanti genkendelse hos både børn og forældre. Helt så godt går det ikke i andre numre, og man kan håbe, at det bare er premierekuller, der skal tøjles.
Der er også blevet plads til de mere alvorlige og tænksomme numre. Flemming Jensen leverer en flot hyldest til Jesper Klein i nummeret ”Mildhed” med tekst af ham selv og musik af Thomas Pakula. På Klein-familiens våbenskjold står ”Intet uden mildhed” (på latin naturligvis!). Nummeret er både en poetisk og smuk hyldest til Jensens mange kollega, men det giver os også en god leveregel i livet som sådan.
Ikke alle numre fungerer lige godt, og Flemming Jensens ”Den store butikssgætsj” bliver noget for lang i spyttet. Både den opdaterede ”Babs og Nutte” og ”Sladderpressen” mangler det skarpe fokus.
På denne premiereaften kommer showets varighed op på over 2,5 time inkl. pause, og det er desværre for langt. Ikke alle numrene er lige morsomme, og nogle af dem kunne godt undværes uden, at det vil gå ud over formatet. Showet ville have kunnet vinde meget ved at blive skåret mere skarpt og stramt til.
Der er dog ingen tvivl om, at Hajlajts er et ganske morsom og ikke mindst gennemmusikalsk show, som nok skal få latteren til at rulle. Forestillingen spiller desværre kun kort denne gang, men skulle du få chancen ved en senere lejlighed, bør du endelig tage et smut forbi showet.
Ann Farholt og Flemming Jensen
H9, Halmtorvet 9a, 1700 København K
Spilleperiode: 20.-21. februar 2024
Set den 20. februar 2024
Foto: Hajlajts
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut?ArrNr=17274200
Medvirkende: Ann Farholt og Flemming Jensen
Pianist: Lars Fjeldmose
Tekst og musik af: Flemming Jensen, H.H. Lund, Torben Kjær, Woody Allen, Jacob Wendt, Povel Ramel, Hoagy Carmichael og Sidney Arodin, Thomas Pakula, Rasmus Krogsgaard, Kenneth Sichlau, Ulf Fleischer, Sebastian Dorset, Arne Forchhammer, Poul Godske, Lars Fjeldmose, Kenneth Casey, Ben Bernie, George Gerswin og trad.
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod