Anmeldelse: Klovnen der bare ikke var særlig sjov, Aalborg Teater

Anmeldelse: Klovnen der bare ikke var særlig sjov, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Kim Fupz Aakesons børnebog ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” har Martin Lyngbo nu dramatiseret og iscenesat på Aalborg Teater.

Cirkus er kommet til byen, og der er både en linedanser, en jonglør, en løve og ikke mindst en klovn, nemlig klovnen Dummy. Problemet er bare, at Dummy ikke er særlig sjov. Cirkusdirektøren vil derfor fyre Dummy til den første, hvis han ikke bliver sjovere! At blive fyret betyder både, at han ikke tjener penge, men ikke mindst også at han må holde op med at arbejde i cirkus. Det ønsker hverken Dummy, hans datter eller de øvrige artister, så noget må der gøres. Og en ting er, at Dummy måske ikke er særlig sjov, men publikum savner ham alligevel, og når han optræder, får tilskuerne øjnene op for, hvad der er vigtigt her i livet. Hvad er klovens rolle egentlig?

Salens børn fanges af fortællingen. De hepper med på, at Dummy nok skal klare den, og de holder vejret, når Dummy nu er på jagt efter den særlige genstand, der gør en til en klovn, men som nu pludselig er forsvundet – for at blive fundet højt oppe. Dummy klarer den, og det hele ender godt.

Forestillingen er gennemgående meget musikalsk. Johanne Andersson og Thomas Hamilton sørger for musikken på alverdens instrumenter, og musikken passer godt til cirkusstemningen. Frederikke Dalum har kreeret en livlig, glitrende og velfungerende scenografi med byens huse langs scenekanten og en stor cirkusvogn midt på scenen. Cirkusvognen kan både fungere som ind- og udgang til manegen og som cirkusfolkets hyggelige stue.

Marta Holm er klovnens datter, Sofie, der fortæller historien om faren, som hun elsker og har tiltro nok skal klare det hele, selvom han ikke er nogen særlig sjov klovn. Hun vil egentlig bare bo i cirkus. Hun tror på det bedste i alle, og hun besidder (stadig) ungdommens kække mod. Nicolai Duckert Perrild er Sofies far, klovnen Dummy, som er omdrejningspunktet for historien. Han er godhjertet og empatisk, når han blot vil det bedste for andre folk, og han er samtidig venlig akavet, som kun en klovn kan være.

Jørgen W. Larsen er tilpas sprælsk og samtidig ilter som cirkusdirektøren. Kathrine Høj Andersen som den syngende løvinde Lea med den store stemme og Thomas Kristian Bek som jongløren, der kan balancere med indtil flere vandmeloner, er morsomme som nogle af cirkussets artister, og Johanne Andersson er fin som linedanser.

Udover at være en morsom cirkushistorie, har Klovnen der bare ikke var særlig sjov også lidt mere på hjerte. Det kan godt være, at Dummy ikke er særlig sjov, men publikum kan ikke undvære ham alligevel. Det skyldes, at han kan meget andet – og måske endda mere vigtigt – end alene at få folk til at grine. Han kan nemlig også få folk til at stoppe op og tænke over tingene. Forestillingen får os til at tænke over, hvad det egentligt er, der vigtigt for os, og om hvordan vi klarer de udfordringer, som livet bringer os. Fokus er på livets drømme og magi. Vigtigst af alt viser den os, at alle kan noget, og at der er plads til alle i verdenen.

I Klovnen der bare ikke var særlig sjov er der derfor både cirkus, glitter, musik og sang – og heldigvis også lidt at tænke over for både store og særligt små, når de forlader teatersalen. Forestillingen retter sig det til yngste publikum, og den anbefales fra fem år og op.

Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 27. januar-27. marts 2024

Set den 17. februar 2024

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Nicolai Duckert Perrild, Kathrine Høj Andersen, Marta Holm, Jørgen W. Larsen, Thomas Kristian Bek, Johanne Andersson og Thomas Hamilton

Forfatter: Kim Fupz Aakeson

Dramatisering og sangtekster: Martin Lyngbo

Iscenesættelse: Martin Lyngbo

Scenografi: Frederikke Dalum

Musiker og komponist: Thomas Hamilton

Varighed: Ca. 1 time og 5 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *