Anmeldelse: Hamlet Familiens Juleshow, HamletScenen

Anmeldelse: Hamlet Familiens Juleshow, HamletScenen

Af Julie Vad B. Madsen

 

Der er ingen glæde uden sorg. Sådan beskriver Hamlet sin forståelse af julen. Hamlet har mistet sin far, og hans mor har fået en ny mand. Denne sammenbragte familie inviterer os med til en julequiz i de traditioner, som vi kender så godt, og som mange af os har så nært. December er for mange, også for mig, en tid, hvor alle er lidt gladere, og hvor vi forsøger selv at være glade og skabe den rette stemning omkring os. Men man må give Hamlet ret; som årene går, bliver stolene tomme, og det er også en del af julen, selvom vi til tider helst vi lukke øjnene for det faktum.

Skuespillerne Max Hansen, Andrea Vang Jensen og Christian Bergman leverer en overbevisende præstation i deres portrættering af en sammenbragt familie. De tager de konflikter og udfordringer op, som kan opstå når livet ændrer sig, og som vi normalt ikke taler om. ”Du er ikke min far”, var en replik, som ramte publikum – der blev meget stille. Stor ros skal der lyde for at få sorgen og frustrationerne frem, så de kan mærkes som publikummer.

2-af-jacob-christian-hansen-1600x1200

De har alle tre en stor grad af publikumsinddragning, som nedbryder barrieren af, at vi ser på en historie. Vi bliver i stedet en del af den. I quizzen er publikum hold 1, mens stedfar og søn er hold 2. Mor fortæller en juleanekdote, og man rejser sig, hvis man tror, at den er sand. Der er også tidspunkter, hvor karaktererne stiller publikum spørgsmål og på den måde involverer dem og deres traditioner.

HamletScenens kunstneriske leder Lars Romann Engel har skabt en forestilling, som man går fra med store tanker og store følelser. Jeg må indrømme, at jeg selv sad og fik ondt i maven undervejs, da familien er allermest splittet og ifører sig masker af skeletter og taler om døden, og tårerne var på vej, da forsoningen samler dem, og de kommer bærende på stearinlys. Inddragelsen af lys til at vise karakterens følelser understøtter sammen med musikken, som stiger og falder i takt med konfrontationerne, flot skuespillernes præstationer.

Den enkle scenografi som tillader skuespillerne at bevæge sig i forskellige etager, og ser henholdsvis op til og ned til hinanden er en flot detalje. Men kameraet som undervejs bruges til at zoome ind på forskellige genstande, der så bliver vist på storskærm, forstår jeg ikke helt.

1-af-jacob-christian-hansen-1600x1200

Når jeg alligevel ikke giver stykket mere skyldes det to ting. Som det første vil jeg mene at stykket rammer en anden publikumsgruppe end de unge teatergængere. Størstedelen af salen var også fyldt af en generation ældre end min. Selvfølgelig er der pointer at få med om, hvordan børn påvirker den sammenbragte familien, men som jeg ser den, handler den mere om at få forældrene til at lytte og forstå.

Som det andet er det ikke et stykke, man er blæst bagover af. Det er mest indholdet, som jeg baserer min rating på, for der er intet at udsætte på skuespillernes præstationer. Følelserne er til stede undervejs, her mest de deprimerende, men de piker aldrig helt. Den rørende slutning er næsten for kort til, at den når at opveje det deprimerende undervejs. Man går ikke derfra glad, men med spørgsmål til selvransagelse – og måske er dette grunden for nogen til at tage i teatret, men det er det ikke for mig. Jeg blev ikke opløftet af stykket.

Stykket sætter julens traditioner til debat, og selvom Hamlet har ret i, at liv og død ikke behøver at være modsætninger, sætter jeg nu pris på julen som glædens og hjerternes tid.

 

HamletScenen, Jorns Auditorium, Konventum, Gl. Hellebækvej 70, 3000 Helsingør

Spiller indtil den 11. december 2016

Herefter turne på Sjælland indtil den 20. december 2016

Spilledato: 24. november 2016

 Fotos: Jacob Christian Hansen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.hamletscenen.dk/dk-forside/om-os/hamlet-familiens-juleshow/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod


Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *