Anmeldelse: Har du hørt en fugl synge?, Designmuseum Danmarks Have (Grønnegårds Teatret)

Anmeldelse: Har du hørt en fugl synge?, Designmuseum Danmarks Have (Grønnegårds Teatret)

Af Henriette Devantier

Har du hørt en fugl synge? Hvis ikke, så skynd dig at smutte forbi Grønnegårds Teatret, hvor familieforestillingen Har du hørt en fugl synge? spiller denne sommer frem til den 11. august. Forestillingen, der opføres frit efter H.C. Andersens udødelig eventyr ”Nattegalen”, er for hele familien og favner både børn og voksne.

I Kejseren af Kinas land bor en lille nattergal, der synger så smukt, at alle vil høre dens sang. Kejseren hører om denne lille syngende fugl og forlanger den straks bragt til ham på sit slot. I flere måneder sidder nattergalen på sin guldpind på slottet og underholder både kejseren, hoffet og hele byen, og den må kun komme udenfor, hvis den bliver fulgt af 12 tjenere, som holder den i snor. En dag kommer der en gave fra Kejseren af Japan. Det er en mekanisk nattergal, der kan synge næsten ligeså smukt som den virkelige nattergal. Men oveni det er den prydet med guld og diamanter. Kejseren bliver så betaget af den nye mekaniske fugl, at ingen opdager, at den virkelige nattergal flyver ud af sit bur – tilbage til skoven og tilbage til friheden. Kejseren bliver døden nær af sorg, og det eneste, der kan få ham til at blive rask igen, er den virkelige nattegals smukke sang.

Allerede fra de første minutter af forestillingen blev det tydeligt, at det var noget anderledes og levende vi, publikum, skulle til at opleve. De unge skuespillere fangede fra første sekund børnene (og deres voksne). Man må sige, at holdet bag Har du hørt en fugl synge? har truffet noget sjove men utroligt kloge valg, der gjorde forestillingen helt til sin egen. Scenen var i den grad levende under hele den 1 time lange forestilling, og skuespillerne leverede H.C. Andersens dybe eventyr til børn som voksne med en lethed og en sprællende fantasi, der fangede alle.

Jeg var meget begejstret for hele holdet på scenen bestående af de fem unge skuespillere, Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg. Alle mestrede de skuespillet, det omskiftelige ved at have børn som publikum, og deres sangstemmer var imponerende. Det var dog Nicolai Jørgensen, der tog publikum med storm. I rollen som den lille sangfugl, nattergalen, brillerede han både med humor og inderlighed, samtidig med han også mestrede rollen som højtråbende hof.

Omgivelserne er heller ikke til at komme udenom. Grønnegårds Teatret holder til i Designmuseum Danmarks have. Et roligt, magisk sted, der ligger lige ud til den travle Bredgade i indre by. Men når man træder ind i haven, er det som at træde ind i en boble. Og denne boble benyttede Har du hørt en fugl synge? sig af på fineste vis. Med simpel scenografi og rekvisitter gemt i kasser, der for øvrigt også agerede scenografi, flyttede de fokus til det sagte fremfor det visuelle. De udnyttede også de smukke omgivelser og brugte haven rundt om scenen, og den smukke natur blev meget let og elegant til forestillingens kulisse.

Har du hørt en fugl synge? er i den grad anbefalelsesværdig. Det er en forestilling for hele familien, men den kan også sagtens overværes uden børn. Holdet bag forestillingen har formået at videreføre H.C. Andersens evne til både at fortælle for børn og voksne på to forskellige niveauer. Det var en betagende oplevelse at være vidne til, hvordan skuespillerne favnede og fængslede både små som store med deres humor og direkthed. Både børn og voksne går beriget hjem fra forestillingen.

Grønnegårds Teatret, Designmuseum Danmarks Have, Bredgade 68, 1260 København K

Spilleperiode: 4. juli-11. august 2019

Set den 19. juli 2019

Fotos: Bjarne Stæhr

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg

Instruktion: Charlotte Munksø

Bearbejdelse: Charlotte Munksø og Mette Borg

Scenografi: Rolf Søborg Hansen

Musikalsk indstudering: Marianne Sørensen

Kostumer: Pille Behrendt

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *