Anmeldelse: Hexiere eller blind alarm, Teatret Møllen

Anmeldelse: Hexiere eller blind alarm, Teatret Møllen

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Én fjer bliver til ti høns i Holbergs komedie ’Hexerie eller blind alarm’, som er genopsat af Teatret Møllen. Teatret Møllen er egnsteater i Haderslev Kommune og Sønderjylland.

 

Som en af de første teatertrupper i Danmark, har Teatret Møllen turneret land og rige rundt med deres forestilling ’Hexerie eller blind alarm’ af Ludvig Holberg. Denne gang spillede de i Valby – ikke på bytorvet som i gamle dage, men på Teater V’s scene.

 

IMG_3063-TeatretMøllen

 

I ’Hexerie eller blind alarm’ møder vi en gældsat teatertrup, som slår sig ned i en lille, men meget overtroisk by. Snart går rygterne og sladderen om de besynderlige ting, som de nyankomne foretager sig, og pludselig er lederen af teatertruppen sigtet for hekseri og trolddom. Vi har her at gøre med den kendte historie om fjeren, der bliver til ti høns.

 

Pakket ind i gøgl og vittigheder var intensionen bag Holbergs stykker at højne borgernes kulturelle og moralske niveau. Meget er dog sket, siden Holberg skrev ’Hexerie eller blind alarm’ i 1723, og danskerne er (gudskelov) blevet en del mere belæste og dannede. Derfor er den ret så banale pointe: Brug din egen dømmekraft og fornuft frem for at tro på sladder – ikke helt så aktuel længere. Det betyder dog ikke, at ’Hexerie eller blind alarm’ ikke er værd at gå ind og se.

 

IMG_2513-TeatretMøllen

 

For os teaternørder er det især sjovt at se Holberg blive iscenesat på helt traditionel vis. Al realisme er sat på hylden, når skuespillerne kæmper om publikums opmærksomhed og latter. Karaktererne er overdrevne og karikerede, inspireret af den italienske teaterform commedia dell’arte. Vi snakker altså ikke socialrealisme, men de helt store armbevægelser og groteske typer.

 

I Teater Møllens opsætning er der en kompetent slagtøjsspiller på konstant arbejde, skabende baggrundslyde til hele sceneriet. Derudover bliver vi præsenteret for et væld af dialekter, sang og spil. Kombinationen af alle disse lydindtryk og det høje tempo gjorde, at jeg af og til ikke kunne forstå, hvad der blev sagt, og følte mig lidt forstyrret af støjniveauet. Her kunne en sortering i lydbilledet og et lidt langsommere tempo i sproget have givet mig en mulighed for at følge bedre med. Jeg var dog meget begejstret for samarbejdet mellem slagtøjsspilleren og skuespillerne, når lyde blev skabt for at underbygge karakterernes handlinger. Et godt eksempel på dette var, da der blev betalt med mønter. Her hørtes pengenes sammenstød og klirren ovre fra slagtøjsspilleren, samtidig med at skuespillerne mimede at give penge til hinanden.

 

IMG_2953-TeatretMøllen

 

Gennemgående for forestillingen er, at karaktererne og historien er svær at indleve sig i i 2016. Men når man accepterer denne præmis, er der en overflod af gøgl og sjove figurer. I 2. akt får vi endda en lille snert af en opdateret samfundskritik, som virkelig fik folk i salen til at grine. Vi møder kort nutidens problematik og politikere i en relevant parodi – lige i Holbergs ånd!

Er du frisk på en sjældent eksplosiv gøgleroplevelse, så se om den spraglede teatertrup kommer forbi dig inden de slutter deres turné!

Teatret Møllen

Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

 

Spillede 7.-9. januar 2016. Herefter turné rundt i Danmark i januar 2016, inden forestillingen spiller ”hjemme” på Teatret Møllen i Haderslev den 2.-3. februar 2016

 

Spilledato: 9. januar 2016

Fotos: Søren Hasselgaard Skaaning

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

http://www.teatretmoellen.dk/forestillinger/HexerieEllerBlindAlarm

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *