Anmeldelse: Impossible, Husets Teater
Af Emilie Lykke Hartz
Husets Teater forærer os en forestilling uden sammenligning. Denne forestilling kan ses og nydes af alle aldre, og med alle dens elementer inddrages vi i en vidunderlig måde at opleve teater på.
’Impossible’ er en fortælling om en mand, som mister sin kone på tragisk vis, og om hvordan han vil rejse til månen for at få hende tilbage. Dette gør forestillingen ved hjælp af poesi, science fiction, teater, digital teknologi og trylleri. Jeg er allerede fanget – om man vil, tryllebundet – fra start, da hele salen rammes af en sorg, og jeg kan ikke undgå at mærke tårerne presse sig på, da manden tager afsked med sin elskede kone. Dette til trods for at jeg ikke har det store kendskab til nogen af dem.
Jeg får dog ikke tid til at være fastlåst i sorgen. Forestillingen har nemlig så mange skift, at den nærmest barnligt leger med én. Her er så meget at opleve, at jeg ikke ved om jeg skal holde øje med skærmen, skuespillerne med deres kameraer og spændende rekvisitter eller teknikerne til venstre på scenen, som skaber en optiske illusion.
Det hele er så spændende bygget op af visuelle effekter, bluescreen-teknik og skiftende kamera vinkler. Alene timingen er lige i øjet, og ikke én gang bliver den brudt. Forestillingen har endda ikke brug for ord, da det visuelle taler højere, og det vidunderlige klaverspil fortæller os lige præcis, hvad vi skal føle og hvornår.
Ydermere er jeg vild med måden rekvisitterne bliver brugt – for eksempel når en gul paraply ikke længere kun er en paraply, men også en faldskærm og styrepind til det rumskib, som manden bygger for at kunne nå månen og sin store kærlighed igen.
Impossible more like possible!
Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V
Spiller indtil: 23. januar 2016
Herefter spiller forestillingen på Aarhus Teater i perioden 26.-30. januar 2016.
Spilledato: 9. januar 2016
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod