Anmeldelse: Hjem, svære hjem, C:NTACT

Af Sidsel Stoustrup
’Hjem, svære hjem’ er et politisk teaterstykke, der ikke blot omhandler men også bliver lavet af, hjemløse. Det er en barsk forestilling, der gennem de medvirkendes egne personlige fortællinger giver publikum et indblik i, hvad det vil sige at være hjemløs.
’Hjem, svære hjem’ giver ikke blot én definition på det at være hjemløs, men fremstiller hvordan hjemløshed kan komme i mange forskellige pakker. De medvirkende krænger deres sjæl ud, og de fortæller os deres individuelle historie om vold, kriminalitet og om, hvordan Københavns massive boligmangel sender unge ud i sofa-surfing hos venner og familie, inden tjenester er brugt op, og den kolde asfalt bliver ens nye hjem.
Som de fleste andre unge i København har jeg også prøvet at stå uden hjem i en længere periode. Det er jo efterhånden desværre blevet en normal ting, men det er ofte også noget, som vi bare ikke snakker om. ’Hjem, svære hjem’ sætter ord på tabuet hjemløshed og fortæller, at det ikke er dit hjem (eller mangel på samme), der definerer, hvem du er. Samtidig er det også en barsk fortælling om, hvordan man hele tiden skal kæmpe for at rejse sig op – for der er ingen, der gør det for dig.
Som ung københavner vil jeg gerne sige ”Tak!” Tak, fordi I vælger at fortælle os jeres historie. Der er ingen tvivl om, at C:NTACT giver jer medvirkende plads til at reflektere over nogle svære perioder i jeres liv. Men for os unge, der hopper fra bolig til bolig, giver jeres historier et pusterum til os. For de fleste sidder inde med følelsen af, at man ikke er god nok, når lejekontrakten ikke bare er der. Men efter at have set ’Hjem, svære hjem’ ved man, at det ikke er en følelse, som man er alene om.
Jeg vil varmt anbefale forestillingen, da dette politiske teaterstykke giver rum for refleksion – både for dem der kender og ikke kender følelsen af at miste sin grounding. For med ’Hjem, svære hjem’ brydes tabuet, og der stilles spørgsmålet: Hvor har du hjemme?
C:NTACT
Edison, Edisonsvej 10, 1858 Frederiksberg C
Spiller indtil 17. december
Spilledato: 10. december
Foto: C:NTACT
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
http://www.contact.dk/generelt/projekter/hjem-svaere-hjem.aspx
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod