Anmeldelse: Lilleskoven, Odense Teater

Af Mette Herschend

 

Publikum ledes ind i det rum, hvor Værkstedets lille scene på minimalistisk vis er sat op med et klatrestativ og en lille hule af farvet, klart plast. Da de otte afgangsstuderende (og den enkelte 3. års ditto) iført tøj fra 60’erne indtager klatrestativerne, kan publikum godt forvente et højt niveau og en uhyggelig affære.

 

"Lilleskoven" Foto: Emilia Therese

 

Året er 1961, og børnene leger på legepladsen, som de plejer. En dag opdager Anita og hendes brødre et hul i hegnet ind til Lilleskoven, som de er blevet forment adgang i af de voksne, for der bor nemlig vagabonder. Her finder nogle af børnene enspænderen Julie Nielsen i sit undertøj, og de må få alt hendes slik, hvis de ikke fortæller det til nogen. Slikket er noget, Julie Nielsen har fået, og det er noget slik, som man ikke kan købe nede hos Jensens, hvor de andre børn køber lørdagsslik fra. Løgnene om Julies besøg i skoven vokser sig større og større – hun græder hele tiden, og en dag er hun forsvundet. Hvem var den mand, hun havde fået guldarmbåndet fra? Og er Julie og hendes forældre bare flyttet, eller er hun blevet bortført af nogle farlige mænd? Eller taget til Afrika? Eller druknet?

 

Tilbage sidder man som publikum med hovedet fuld af tanker om barndommens uskyld, hvordan voksne mennesker let kan udnytte den, og hvor grusomt det er. Skuespillerne er så dygtige til at ramme den barnlige gestik og mimik, at man næsten glemmer, at de er voksne mennesker. Især vil jeg fremhæve Nikolaj Dencker Schmidt i rollen som Stump, der uden replikker får udtrykt så meget alligevel.

 

lilleskoven_PR03

 

Scenen er som sagt minimalistisk, men yderst funktionel. Skuespillerne bruger klatrestativerne hele tiden som legeplads, hegn og andre forhindringer, som de må bestige i deres søgen efter sandheden om Julie Nielsens forsvinden. I siderne er der sat LED-lamper op i smalle aflange skærme, som i samspil med lydeffekterne sætter scenen og stemningen rigtig godt.

 

Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvorfor ’Lilleskoven’ ikke skal have den sidste og sjette blodsdråbe, men jeg tror det har noget at gøre med, at jeg blev lidt forvirret i starten over børnenes lege, hvad der var ’virkeligt’, og hvad der var løgne, hvem Gagarin egentlig var, og at det lige tog et kvarters tid, før stykkets univers rigtig fangede mig.

 

lilleskoven_PR05

 

Alligevel synes jeg, at ’Lilleskoven’ alt i alt et meget velkomponeret stykke teater, som bør opleves, hvis man som mig har en ting for psykologiske dramaer.

 

 

 

Odense Teater, Vækstedet, Jernbanegade 21, 5000 Odense

 

Spiller indtil: 19. december 2015

 

Spilledato: 8. december 2015

Fotos: Emilia Therese

 

Præsentationsforestillingen spiller også på Nørrebro Teater i København
6. januar 2016 kl. 20.00
7. januar 2016 kl. 16.00 og kl. 20.00
8. januar 2016 kl. 20.00

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.odenseteater.dk/forestillinger/lilleskoven

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Chess, Tivoli (Mikkel Rønnow & TOCA Records)

Af Ea Melissa Christiansen   ”Alle mennesker spiller et spil.” Musicalklassikeren Chess havde forleden ...

Anmeldelse: Welcome to the Internet, Filuren

Af Caroline Schrøder   At skulle acceptere 1000 siders købsbetingelser for en kop kaffe er absurd. ...

Anmeldelse: Butterfly Lovers, Tivoli

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Bag påfuglevingerne på Pantomimeteatret findes der en ...