Anmeldelse: Salamimetoden, Aarhus Teater
Af Lea Hansen Damgaard
Hvordan forener man egoisme og kærlighed? Og er det i virkeligheden to sider af samme sag? Det lader til at være det helt store spørgsmål i ’Salamimetoden’ på Aarhus Teater.
Med ’Salamimetoden’ er det lykkes Aarhus Teaters husdramatiker Julie Petrine Glargaard at skrive nogle meget interessante karakterer, som spilles rørende godt af skuespillerstaben, frem. Der er ikke sparet på tematikkerne, men desværre er der truffet nogle ganske uforståelige valg i iscenesættelsen.
Salamimetoden er en politisk metode til at nå sit mål, ved at nærme sig det lidt efter lidt – stykke for stykke. Men i forestillingen bruges metoden dog i mindre grad partipolitisk, men i stedet til at vise parforholdet og kærlighedens problematikker. ’Salamimetoden’ handler om, hvorvidt det overhovedet er muligt at støtte nogle, hvis der ikke er en lille smule egen vinding i sidste ende.
Tore (Jesper Dupont) er dødssyg, og afmagten fører ham ind til et desperat behov for at have del i beslutninger og efterlade et aftryk i verden. Hans overvejelser handler derfor både om at melde sig ud af folkekirken, og at tage livet af sig (eller benytte sig af aktiv dødshjælp), indtil han til sidst kaster sig over den lokalpolitiske sag, at redde den gamle bydel fra at blive til parkeringshus.
Tores kæreste, Alfred (Bue Wandahl) har svært ved at mobilisere sin støtte, mest fordi Alfred, modsat Tore, drømmer om kirkelig vielse, at leve i idyl indtil Tores sidste dag og ikke mindst, fordi kampen mod parkeringshuset slår Alfred som åndssvag og spild af tid. Men i takt med sygdommens invalidering af Tore bliver det dog muligt for Alfred – et lille skridt af gangen – at finde et ’fælles’ ståsted.
På samme vis agerer venneparret Sander (Anders Baggesen) og Aske (Anders Brink Madsen) og lokalpolitikeren (Kim Weisgaard) som støtter, hvis sande bevæggrunde også er påvirket af personlig vinding.
Kort sagt lader alle beslutninger, der tages af forestillingens karakterer, til at stå i spændingsfeltet mellem en opofrende kærlighed og egoisme. Det giver et godt udgangspunkt for en fin sammenligning mellem politik og parforhold, med alt hvad det indebærer af kompromiser, magtkampe og manipulationer, men eksemplerne lader desværre ikke til at få en ende i ’Salamimetoden’.
Parforhold, politik, ægteskab, byggematadorer og byplanlægning, aktiv dødshjælp, manipulation og egoisme, er bare nogle af de tematikker, som ’Salamimetoden’ byder på. Og det betyder, at man som publikum kan have svært ved at finde ind til hovedessensen og i stedet forvirres over, at forestillingen vil berøre så mange emner på sine kun 90 minutter (uden pause).
Heldigvis vejes det et godt stykke hen ad vejen op af, at skuespillerne spiller virkelig godt sammen, og at karaktererne er så interessante.
Det, der dog også kan trække ned i helhedsindtrykket af ’Salamimetoden’, er de scenografiske valg. For her er det altså ikke altid faldet helt heldigt ud. Særligt brugen af videoprojektioner er generende. Det kommer desværre til at virke lidt uprofessionelt, når videoproduktioner gør det ud for den miljøskabende scenografi (som når en video af vinflasker skal fortælle publikum, at nu er vi på en bar), eller når en scene i make-up-rummet vises som video, mens selv samme make-up-rum senere etableres vha. en enkelt stol på scenen.
At man har prioriteret brugen af en skumkanon og samtidig har sparet på bygget scenografi, virker som en ulogisk beslutning. Og når videoprojektionerne virker som ’en billig løsning’ mere end et kreativt valg, bliver de desværre ekstra irriterende.
Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Aarhus C
Spiller indtil 19. december 2015
Spilledato: 7. december 2015
Fotos: Rumle Skafte
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod