Anmeldelse: Høstsonaten, Aalborg Teater

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 10. maj 2024

Af Christian Skovgaard Hansen

Man vælger ikke sin familie selv, og ikke alle familieforhold er lige gode eller harmoniske. Både familiemønstret og hele det menneskelige reaktionsmønster sættes under lup i Ingmar Bergmans film ”Høstsonaten”, som han i 1978 skabte sammen med Ingrid Bergman og Liv Ullmann.

Den kendte koncertpianist Charlotte Abdergast har to døtre Eva og Helena, og hun har mildt sagt ikke det bedste forhold til døtrene. De har ikke set hinanden i syv år. Da hun har mistet sin ven og samarbejdspartner Leonard, skriver Eva til hende og beder hende besøge dem. Eva introvert, sky og sorgramt. Hun er gift med præsten Viktor, og hendes liv har ikke altid formet sig som ventet, og hun har for mange år siden mistet sin søn, der kun blev fire år. Helena er lammet og dødssyg, og Eva har hentet hende hjem for at passe hende i præstegården.

Charlotte er derimod den altdominerende, verdensberømte og ikke mindst – på mange forskellige måder – fraværende mor, der har prioriteret karrieren over familielivet. Fælles for dem alle er dog, at de alle tror, at de har gjort, hvad de kunne for at få familien til at hænge sammen, og at de mener, at det er de andres skyld, at det gode ikke altid er lykkedes. Fraværet er total, og balancen er ikke-eksisterende. Et opgør er uundgåelig, og spørgsmålet er, om familien kan samles og forsones.

Høstsonaten er derfor et følelsesladet og intenst drama om mødet mellem den voksne datter og hendes mor, hvis liv har bevæget sig i forskellige retninger. Følelserne lurer lige under overfladen, indtil det hele eksploderer, og sandhederne kommer frem. De to er så langt fra hinanden, som det næsten er muligt. Det kan godt være, at minderne er de samme, men forståelsen af dem er noget forskellig. Genforeningen bliver ikke helt som forventet, inden moren igen er på farten – hvilket måske er det bedste for dem begge.

Rollerne som mor og datter spilles eminent af henholdsvis Kirsten Olesen og Marie Knudsen Fogh. De rammer begge dramaets kerne med perfektion, og de formår at bære de mange følelser ud over scenekanten, når de to modpoler møder hinanden. Kirsten Olesen besidder Charlottes primadonnanykker og nærmest ufølsomme tilgang til andres liv til fingerspidser. Marie Knudsen Fogh giver hende et direkte forbitret og rasende modspil, og følelserne sidder uden på tøjet, uden at det bliver utroværdigt.

Det er i dette drama, at Camille Sieling Langdals drama rigtig kommer til sin ret. Indtil da er det en smule tamt, men når mor og datter mødes, og dramaet først stille er på vej, men siden udfolder sig i fuldt flor, tror man på både karaktererne og særligt det intense og følelsesstærke drama, hvor der egentlig ikke er nogen vindere. Peter Schulz’ enkle, men virkningsfulde scenografi hjælper på dramaet. Det hele er nok simpelt, men dramaet sidder i de mørke bordeauxrøde præstegårdsvægge og den åbne pejs, hvorfra morens mareridt får ild.

Præstemanden spillet af Patrick A. Hansen bliver aldrig rigtig troværdig, og han virker lettere fejlcastet til rollen. Kathrine Høj Andersen er god som Helena, og selvom hun får lov at slippe følelserne løs, er det som om, at der mangler noget i hendes rolle.

Der er store følelser på spil i Høstsonaten, og det er når de følelser rigtig gnistrer i mødet mellem Kirsten Olesens mor og Marie Knudsen Foghs datter, at dramaet rigtig bliver gribende og rammende. Kærligheden kan måske ikke overvinde alt. Men husk, at livet og familien kun er til låns.

Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 27. april-25. maj 2024

Set den 6. maj 2024

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: