Anmeldelse: Homage, Teater Får302 (Mette Rønne/Kulturmarkt DK)

By: Ea Melissa Christiansen
On: 19. september 2020

Af Ea Melissa Christiansen

Hvad sker der når vi tør drømme? Når vi ikke mere gider bøje os for andre, men vælger at stå op for os selv og tør skubbe igen.

På Teater Får302 er Mette Rønne på besøg med forestillingen Homage, som betyder ”en hyldest”. I Homage er det en hyldest til fantasiens verden vi som publikum kan opleve, et sted hvor kun fantasien kan sætte grænser.

I fantasien verden kan vi finde alt, mens i dette tilfælde er det fantasien, der skaber forestillingens rekvisitter, fra suppe til læbestift, og den der blæser på offentlig toiletter, som aldrig har lært at blæse for fuld kraft. Den skaber ligeså forestillingens medspillere, lige fra biroller til statister og herudover foregår næsten alle scener i stilhed. Fantasien skaber også scenografien til det her spisested, som vi befinder os på; med snæver entré til højre, klemt bordopsætning i midten og et toilet ude i venstre side. Realistisk set kigger vi til gengæld på en black box og en stort stol midt på scenen.

Forestillingen er skabt ud fra en naturalistisk mimeteknik, som Mette Rønne lærte under sin uddannelse i Rusland, hvor ”det usynlige” danner rammen om forestillingen. Der kommer altså ingen rekvisitter frem bag tæppet, men til gengæld er der arbejdet intenst med at få alle detaljerne med hvad angår gestik og mimik, så vi ikke er i tvivl om hvad vi kigger på. Enkelte glip forekommer hist og her, men heldigvis ikke nogen af større betydning. Mette Rønne er overordnet set meget overbevisende.

Forestillingen ”sælges ved” at minde om bl.a. forestillingerne: ”BLAM!” og ”BREVET”, hvoraf begge forestillinger gør brug af fantasien som et kerneelement. ”BLAM!” er fyldt med klassiske filmsoundtracks, blærede stunts m.m. og sammenligningen kan på visse parametre virke som en overdrivelse, da Homage er mere stille og knapt så ”over the edge blæret” om end jeg ved, at der har været et kæmpe arbejde bag selv de mindste ”usynlige fantasi rekvisitter”. Men ikke desto mindre forstår jeg den, når vi pludselig befinder os i en kampscene med musik til, der nærmest giver associationer til at befinde os på en bikersalon. Her ville jeg til gengæld ønske, at der blev skruet blot en my op for lyden, så kontrasten fra usikker kvinde i historie til badass selvsikker lady, udpensles.

Hos ”BREVET” er det kunsten omkring at kunne genfortælle samt gengive ned til selv den mindste detalje, dog i konstante nye set-ups. I Homage forekommer hvert set-up som et led i en overordnet kronologisk historie, men måden historien foregår på, er ved at scenarierne kører i en slags loop: Kvinden i historien sætter sig til bords, nogle skubber til hende så suppen spildes, kvinden går ud på toilettet – and repeat.

Alt imens dette loop fortsættes, finder vi bl.a. ud af, at kvinden venter på en blind date på et spisested. Løbende må hun fortælle tjeneren, at vedkommende er på vej, men som tiden går, kan man overveje, om det er tjeneren eller hende selv der skal overbevises. Dette leder os hen til et af hovedtemaerne: Hvor længe vil vi vente på noget, før vi tager handling?

Forestillingen handler nemlig ikke kun om en blind date, men om at tage aktion. Tage handling for sit eget liv, for at kunne realisere sine drømme i livet. Kvinden i historien er meget usikker på sig selv, på grænsen til angst, mens hun kæmper med at skabe dét billede af sig selv, som hun tror andre vil se hende.

Samtidig er Homage en humoristisk forestilling, hvor vi løbende som publikum overraskes med nye scenarier, som f.eks. der hvor hun vælger at sidde i en yderst ubehagelig stilling, for at dække en plet på blusen, velvidende hun kan ende med at sidde sådan i flere timer. Der blev løbende grint med, og hvor meget man finder scenarier akavede eller ej, må være en individuel sag. Min medkompagnon og jeg synes f.eks. mange af dem mindede om noget, der var pinligt i teenageårene, ikke nu, mens andre i salene efterfølgende delte, at de knapt kunne være i egen krop af ren og skær forlegenhed.

På forestillingens små 50 minutter vil du måske starte med at tænke: ”Shit. Skal jeg sidde i 50 minutter og kigge på en skuespiller, der valser rundt i stilhed?” Vi lever i en tid, hvor mange er vant til konstant at blive bombarderet med indtryk, og her er tonen en helt anden. Du er selv en slags medfacilitator og afgør selv, hvor meget du aktivt vil investere i ”din fantasiforestilling”.

Men ikke desto mindre, vil jeg tro, at de 50 minutter vil gå hurtigt for de fleste, da Mette Rønne har en evne til hurtigt at få os ind i historiens univers, som indeholder nogle af de mest essentielle issues i livet, når noget ikke fungerer og vi står overfor et valg mellem tryghed versus det ukendte. Når først du er tryllebundet, er det nemt at glemme, at du i realiteten kun kigger på en scene med en skuespiller og en stol. Forhåbentligt vil du til gengæld gå derfra med en reminder i baghovedet, der fremover vil huske dig selv på at stoppe og mærke efter, næste gang du står overfor et valg, der kan bringe dig et skridt tættere på at få realiseret dine drømme.

Mette Rønne/Kulturmarkt DK

Teater Får302, Toldbodgade 6-8, 1253 København K

Spilleperiode: Den 17.-19. september 2020

Forestillingen er på turné – se turnéliste på http://www.kulturmarkt.dk/homage

Set den 17. september 2020

Foto: www.foto8600.com

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.kulturmarkt.dk/homage

Medvirkende: Mette Rønne

Idé: Mette Rønne

Kunstnerisk Konsulent: Hans Rønne

Udviklet i samarbejdet med: Daniel Lil og Carsten Eskelund