Anmeldelse: Hudløs, Mungo Park

Af Christian Skovgaard Hansen

I forestillingen Hudløs på Mungo Park sætter den palæstinensiske dramatiker og instruktør Bashar Murkus fokus på isolation og ensomhed, og hvordan mennesket reagerer, når det isoleres ene i en kortere eller længere periode.

Vi inviteres ind i en ung mands lille soveværelse. Der er noget farligt uden døren, hvorfor han er stoppet med at gå ud og gøre noget overhovdet. Han bliver på værelset, hvor han bare ”er”. Forestillingens tanke er, at den vil undersøge, hvordan man reagerer i isolationen, og ikke mindst hvad man gør af sig selv i den tilstand. Hvordan interagerer man – med sig selv? Spørgsmålet er, om man kan finde en mening med både isolationen, hele livet og ikke mindst en selv.

Idéen er god, og i starten fanges vi af den unge mands liv og isolation. Isolationen og ensomheden er omdrejningspunktet hele vejen igennem. Den unge mand prøver at leve et ”normalt” lov som alle andre, og men det er svært at gennemføre, når man kun er sig selv. Han prøver med selvindspillede sekvenser på computeren og tilbageblik til en anden tid at skabe et vist nærvær, og kvinden er her en gine, som alligevel ikke vil, som han vil.

Det er på sin vis både tragisk, alvorligt og sine steder morsomt, og man kan sikkert finde en vis genkendelse i sin egen isolation og ensomhed. Efterhånden som isolationen varer længere og længere tid, bliver ensomheden mere og mere opslidende, og virkeligheden begynder at krakelere. Menneskets ensomhed italesættes, og vi prøver at løse konflikterne. Livets eventyr har ikke nødvendigvis en happy end.

Ifølge teatrets hjemmeside hævder Bashar Murkus, at ”der [er] masser af mening, men man skal lede efter den selv”. Vi kan diskutere, om der er så meget mening, men det er korrekt, at man selv skal lede. Problemet med forestillingen er blot, at vi skal lede – længe! Forestillingen kan ikke holde til en varighed på næsten 1 time og 20 minutter (som i øvrigt er noget længere end det, som teatret skriver på deres hjemmeside).

Forestillingen præsenteres som ”moderne absurdisme”, og den tilstand, som den unge mand er i, skulle være lig det, som man kender fra Beckett og Kafka. I f.eks. Becketts ”Mens vi venter på Godot” møder vi handlingen som spejl for livets absurde meningsløshed, og en genkendelse af, hvad samfundet egentlig går ud på. Her er der eftertænksomhed og et klogt nærvær. Det mangler man her i Murkus’ tekst og iscenesættelse, hvor gentagelserne blot bliver triste og kedelige med tiden. Her føles det som om, at sekvenserne blot trækkes ud for at… trækkes ud! Eftertænksomheden og værdierne i ”at være” udvandes hermed.

Det hele foregår på en lille scene, som illuderer den unge mands soveværelse, på scenen. Bagvæggen er som et stort lærred. Her afspilles både den unge mands minder, men også det, som han drømmer om. Det fungerer derfor fint som et vindue til omverdenen – både den, der engang var, og den, som er. Men Majdala Khourys scenografi rammer alligevel ikke helt plet. Resten af scenografien i form af diverse glas og en større klase bananer giver ikke helt den samme mening.

Hvorfor skuespiller Sebastian Aagaard-Williams skal iklædes et gigantisk fatsuit, vides ikke. Men det er i hvert fald hans fortjeneste, at forestillingen alligevel næsten reddes hjem. Vi forstår hans sindstilstand, som skifter, efterhånden som isolationen går ham mere og mere på. Aagaard-Williams giver os alle livets mange følelser, hvor han til en start sagtens kan overleve isolationen, men som tiden skrider frem bliver mere og mere sørgelig og indestængt. Han viser os, hvordan man kan (prøve at) overleve, så der også er et liv på den anden side.

Hudløs er en interessant forestilling i sin tanke, men den bliver desværre noget lang og uskarp. Bashar Murkus har fat i nogle interessante og vigtige temaer, men de reddes ikke rigtig hjem. Forestillingen holdes derimod i høj grad sammen af Sebastian Aagaard-Williams interessante, fikse og alsidige portræt af den unge mand i isolation og ensomhed. Men noget nærmere svar på spørgsmålet ”Hvorfor?” og ”Hvordan reagerer mennesket i isolation og ensomhed?” kommer denne forestilling ikke til.

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

Spilleperiode: 9. marts-5. april 2022

Set den 12. marts 2022

Fotos: Zuhal Kocan

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Hudløs

Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams

Skrevet og instrueret af Bashar Murkus

Scenograf: Majdala Khoury

Lysdesign:  John Ivar Venned baseret på Muaz Aljubehs originale design

Lyddesign: Emil Bøll

Koreograf: Jacob Stage

Instruktørassistent: Nicolaj Dissing Schledermann

Oversætter: Naja Bjørnsson

Kostume-skrædder: Maria Ipsen

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod