Anmeldelse: Hvis jeg bliver gammel, Teatret Svalegangen (sART Danseteater og Odense Teater)

Af Sofie Højlund

Slap hud, rynker og mormorarme. Det er blandt alle de ting, som uundgåeligt indtræffer i takt med, at vi ældes, og som vi, sammen med vores appelsinhud, forsøger at gemme væk med forebyggende vidundercremer og det rette tøj. Men netop dét er ikke gemt væk i den humoristiske, men samtidigt tankevækkende danseforestilling Hvis jeg bliver gammel. Faktisk fremhæves det hele forestillingen igennem, hvor fire karakterer – som hver især er flere karakterer i én – fortæller om alt fra deres ungdom, deres begyndende alderdom, til de ting, de frygter at blive og opleve, når de bliver gamle. Hvis altså de bliver gamle.

Som en forholdsvis ung kvinde på 27 kan jeg se, at gennemsnitsalderen i salen falder en del, da jeg sætter mig på min plads. Men det er en skam, for allerede da forestillingen har været i gang i få minutter bliver jeg draget af den, og det også er en forestilling, der kan nydes af et ungt publikum.

Små soundbites fra børn, der fortæller, hvad de tænker om gamle mennesker, som man – i deres optik – bliver, når man er 40, sætter gang i lattermusklerne allerede inden skuespillerne har indtaget scenen. Den humoristiske start bliver dog hurtigt udskiftet med historier om alderdom, der får mig til at sætte perspektiv på mit eget (unge) liv. Historier om en følelse af usynlighed, man kan føle, når man runder de 40, som Githa Lehrmann på rørende vis udfolder i en smuk monolog. Det italesætter en klar frygt om det, at ældes i en tid, hvor perfekthedskulturen dyrkes i høj grad.

Erindringsglimt fra en svunden ungdom bliver fortalt med en overbevisende ekstase om, hvor rosenrødt alt var, som man så ofte gør, når man taler om gode minder fra unge dage.

Scenografien af Julie Forchhammer er enkel, men effektiv. I størstedelen af scenerne er tre rektangulære kasser, som karaktererne jævnligt flytter rundt på, de eneste rekvisitter. Og det sparsomme brug af rekvisitter gør, at karaktererne, der er iklædt undertøj, står tydeligere frem. En kølig belysning fremhæver desuden det uperfekte ved skuespillernes kroppe, og den næsten nøgne scenografi gør fortællingen om de ting, der sker ved kroppen, når den ældes mere troværdig.

De tankevækkende anekdoter, karaktererne deler, bliver smukt akkompagneret af dans og musik, der i et symbiotisk forhold indkapsler de følelser, fortællingerne sætter i gang, og får én til at mærke deres betydning så meget dybere. Det er især rørende, da Lars Bjørn Hansen på imponerende vis gennem dans og replikker kommer ind på det, vi alle frygter; at dø alene uden venner, uden familie, uden en partner, for i næste øjeblik at få salen til at bryde ud i latter, når han kommer med den genkendelige erkendelse, at han sgu ikke vil have hvem som helst og i hvert fald ikke én, der har rynker og er ved at blive gammel – ligesom ham selv.  

Generelt fungerer sammenspillet mellem dans og teater forrygende godt. Dansen giver skuespillet dybde – og omvendt. Og lige så godt som stilarterne fungerer sammen, stråler de hver for sig. En intens og sensuel pas de deux mellem danserne Camilla Stage og Lars Bjørn Hansen giver mig decideret gåsehud, mens en karikatur af ældre mennesker, der spiser grimt og rystende, giver mig – og resten af salen – latterkramper.

Hvis jeg bliver gammel sætter tanker i gang om, hvordan dét at give afkald på sin ungdom og bevæge sig ind i alderdommen kan være en svær ting at forliges med. Brugen af både karikaturer og morsomme generaliseringer og fordomme om alderdommen, vi alle kender til, og fortællinger af skuespillernes personlige oplevelser tydeliggør dilemmaet om frygten af det at blive gammel.

Det er kun få scener, jeg helst havde været foruden, som trækker ned i den samlede oplevelse. I de scener, som går igen i forskellige varianter gennem forestillingen, udfører karaktererne en koreografi, hvor de går rundt på scenen og på skift går ud mod publikum, mens de siger enkelte replikker som ”Kurt er død”. Det er der sikkert en mening med, men trods en veludført koreografi fanger jeg den aldrig, og det bryder det ellers gode flow, der er i resten af fortællingen.

Overordnet set er Hvis jeg bliver gammel en fantastisk relaterbar forestilling, man sagtens kan spejle sig i, selvom man er ung og ikke nødvendigvis døjer med hverken appelsinhud eller rynker. For lige så meget som forestillingen handler om alderdom og døden, lige så tydeligt er det gennem fortællingerne, at livet ikke skal være en venten på døden.

Co-produktion af sART Danseteater og Odense Teater

Teatret Svalegangen, Ny Scene, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: Turnerer rundt i landet fra 7. oktober til 16. november 2020

Set den 9. oktober 2020

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

HJEM

Medvirkende: Githa Lehrmann, Camilla Stage, Lars Bjørn Hansen. Klaus T Søndergaards rolle blev spillet af Morten Hebsgaard.

Iscenesættelse og koreografi: Sofie Christiansen

Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech

Scenograf: Julie Forchhammer

Lysdesign: Jens Hansen

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod