Anmeldelse: I Feel Good, Kongens Have (Teatret Brændende Kærlighed)
Af Christian Skovgaard Hansen
”This is your captain speaking…”. Vi sidder på Vingevalnøddeplænen, hvor Feel Good Airlines’ flight no. 23 er styrtet ned. Persongalleriet tæller den selvglade og lidt – for – dameglade kaptajn, den nydelige, men efterhånden hårdt prøvede stewardesse og den irriterende passager, som ikke kan holde fingrene for sig selv, Mr. Q. Cumber (og ja, det udtales, som det lyder: ”cu-cumber”!). Spørgsmålet er, om de nogensinde kan forliges sammen og om, hvorvidt de nogensinde når slutdestinationen i Dubai…
Teatret Brændende Kærlighed er tilbage i Kongens Have for 30. gang – denne gang med en genopsætning af deres forestilling I Feel Good. Desværre måske for sidste gang, da teatret ikke længere har får støtte fra Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, så i år kan være sidste gang, hvor det er muligt at se teatrets små fine, komiske – og ikke mindst gratis – forestillinger her på plænen ved Rosenborg Slot og Statens Museum for Kunst.
I Feel Good er en klassisk slapstick-forestilling for alle, og selvom den gennemgående er en fysisk og – mere eller mindre – ordløs forestilling, hvor falde på halen-komikken fylder meget, har den også en morale. En morale, som vi alle kan lære noget af. Man skal tro på det gode i alle og huske at lade godheden ramme os – også selvom det kan føles lidt imod alle odds!
For at denne type forestilling skal komme i mål, kræver det, at både komik og timing er i top. Det kræver samtidig en høj grad af tilstedeværelse, energi og samspil. Det mestrer alle tre skuespillere, Line Svendsen, Kristian Dinesen og Jens Kløft, til fulde denne aften, hvor komik, kropssprog og ansigstmimik går op i en højere enhed. Selvom forestillingen er næsten ordløs, er det aldrig et problem at følge med. Det kan også mærkes på publikum, som er med og griner, hujer og klapper.
Annegrete Kraul og Jens Kløft har skrevet et fint lille manus til historien, men selvom forestillingen kun varer en times tid, kunne man med fordel have strammet lidt mere op på historien, ligesom noget af komikken strækkes lidt for langt ud – og det er synd! For grundfortællingen om alt det gode fejler ikke noget. Den giver os både de eftertænksomme stunder om, hvordan vi agerer over for andre og om, hvor lidt der til tider skal til for at være god, men bestemt også slapstick-scenerne, hvor komikken og klovneriet morer folk.
Det hele foregår på plænen rundt om Henriette Drejer Lubanskis enkle, men meget vellykkede scenografi. Et par vragrester, særligt flyets hale og en vinge, danner grundrammen, mens resten skabes ved hjælp af et flysæde med en genstridig sikkerhedssele, en bakke med drikkevarer og lidt bagage. Enkelt og effektivt, hvor flere rekvisitter bruges vellykket i flere situationer. Passageren har sit hyr både med den genstridige sikkerhedssele, men også med selve sædet, som kan vippes op og ned, og flyets hale rummer både plads til diverse udskejelser, et toilet og ikke mindst flyets sorte boks! Tilsat en god stak lydeffekter giver det den perfekte ramme for forestillingen.
Samlet er I Feel Good en god lille pause i sommeren, og både børn og voksne morer sig og får lidt livsklogskab med hjem. Lad godheden ramme os!
Teatret Brændende Kærlighed
Kongens Have, Vingevalnøddeplænen (indgangen overfor Statens Museum for Kunst), København K
Spilleperiode: 7.-21. juli 2019
Set den 9. juli 2019
Fotos: Gorm Valentin
Læs nærmere her:
https://burninglove.eu/index.php/da/forestillinger/i-feel-good
Forestillingen er gratis at overvære!
Medvirkende: Line Svendsen, Kristian Dinesen og Jens Kløft
Ide og manus: Annegrete Kraul og Jens Kløft
Instruktør: Bodil El Jørgensen
Scenograf: Henriette Drejer Lubanski
Rekvisitør: Annika Nilsson
Musik: Ib Tranø
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod