Anmeldelse: I love Dick, Husets Teater

Posted by - Emil Samaras Eriksen
On - 19. september 2019

Af Emil Samaras Eriksen

Husets Teaters I love Dick er et velproduceret stykke fyldt med indtryk, humor og relevans. Så enkelt kan det vel egentlig siges.

Jeg har hverken set eller læst den oprindelige bogklassiker I Love Dick (1997), som denne forestilling bygger på. Jeg er dog rigtig glad for denne fortolkning, selvom jeg erkender, at den måske ikke fanger alle, som den fangede mig.

Forestillingen handler om parret Chris og Sylvére, som er kunstnere og stærkt intellektuelle. Chris, spillet af Marina Bouras, er interesseret i kvindens historiske undertrykkelse på bl.a. kunstscenen, mens Sylvére skriver bøger om Holocaust og er ”post-strukturalist.” Mere om det senere.

Vi følger Chris, som i forbindelse med en middag kommer i kontakt med Dick – spillet af Jimmy Jørgensen. Dick er en klassisk cowboytype, der lever et enkelt liv alene, uden mange ord, og med en afventende attitude. Jørgensens høje figur og stærke fysiske udtryk gør ham ideel til rollen. Dick er ikke hovedpersonen, men langt hen af vejen et kærlighedsobjekt for Chris, der med det samme forelsker sig brændende i ham. Men hendes intellektuelle tilgang til verden gør, at hun simpelthen ikke har sproget til at udtrykke det.

Chris – og især Sylvére – elsker at analysere, referere begivenheder og kunstnere. De griner af det absurde faktum, at senkapitalismen forhindrer dem i at leve et lykkeligt liv. Samtidig er det helt tydeligt, at de har glemt sig selv, til fordel for deres arbejde, og dermed ikke engang kan mærke, hvad det ”lykkelige liv” er. De mangler den passion, som Dick udtrykker, men som de ikke kan få.

Sylvéres og Chris’ intellektuelle overvejelser fører til absurde og humoristiske øjeblikke mellem de to skuespillere på scenen. Dialogen er virkelig sjov og velskrevet, og man får mængder af information om deres kunstneridoler. Som Sylvére siger ved morgenbordet, på et af de tidspunkter, hvor parret virker til at tale direkte til publikum: ”Eftersom vi ikke har sex mere, holdes (vores) intimitet i live ved at fortælle hinanden… alt. Mm. Lækker. Pancake.”

I starten kan det føles en smule overvældende, fordi der er så meget at huske. Undervejs i stykket vises det dog, at denne informationsstrøm er en måde at udtrykke, hvor opslugte af deres intellektuelle liv, disse personer er. Jeg grinte højt flere gange med resten af salen, da Steen Stig Lommer, som spiller Sylvére, fortalte sin femte historie om et abstrakt fransk kunstværk og leverer en kompliceret dekonstruktivistisk post-strukturel analyse af værket… uden reelt at sige noget af værdi. Steen Stig Lommer er en karismatisk skuespiller, der spiller rollen som den franske nørd Sylvére eminent.

Ægteparrets intellektuelle tanker præsenteres på ren satirisk vis. Særligt var der et øjeblik, hvor Sylvére beskriver et kunstværk, som ”man ikke kan se, og som praktisk taget ingen ved eksisterer. Alene det at hævde at det eksisterer, er allerede at strække begreberne (for kunst, red.).” Værket viser sig at være et hul i jorden, som senere samme dag fyldes op igen. Denne beskrivelse er sigende for Sylvéres viden, og hvilken rolle den har i historien – nemlig ingen. Det er et intellektuelt hul af irrelevans, han har gravet sig ned i, som udelukkende bremser hans kone i at udtrykke sine reelle følelser for Dick.

Sylvére er så opslugt af kunsten og sin viden, at han hjælper sin kone med at skrive kærlighedsbreve til Dick, uden overhovedet at forstå at der er reelle følelser bagved hendes tanker. Det er først i stykkets tredje akt, hvor Chris må skrige til Sylvére, at behovet for Chris er fysisk – ikke intellektuelt eller konceptuelt eller andre kunst-fagtermer.

Chris’ mange breve og telefonopkald til Dick viser også hendes mangel på viden om sig selv. Hendes forsøg på kontakt indeholder historier om Coca Colas mord på politiske modstandere i Colombia, mens hun samtidig kæmper med at udtrykke simple og stærke følelser. Dette eksistentielle dilemma gør stykket mere seriøst undervejs, idet vi oplever Chris’ krise udfolde sig på scenen.

Ditlev Briniths scenografi er enkel – en trævæg bag skuespillerne. Til sidst i forestillingen, hvor Chris’ psyke presses og hun gennemgår eksistentielle kriser, smadres denne trævæg dog med et intenst brag. Scenen bagved transformeres yderligere, og bliver på snild vis en fysisk platform for Chris’ transformation og kamp for at finde sig selv, i den virkelighed, hun har konstrueret. Lydbilledet, som er fyldt med skarpe og intense lyde, understøtter dette drama på overbevisende vis, og i slutningen af stykket føles hendes udvikling og kamp næsten uhyggelig. Maria Bouras’ performance er ligeledes kraftfuld og intens. I baggrunden hele tiden lurer Dick som en næsten mytologisk figur. En objektiviseret cowboy-stereotyp, der repræsenterer Chris’ passion og lidenskab, men som i sidste ende viser sig at være blot et menneske. Det er en overbevisende præstation fra alles side.

I LOVE DICK STJERNEBESAT MUSIKALSK ROADMOVIE FOR TEATER Med: MARINA BOURAS, STEEN STIG LOMMER, JIMMY JØRGENSEN Bearbejdelse og instruktion: JENS ALBINUS Efter roman af: CHRIS KRAUS i dansk oversættelse af LOUISE ARDENFELT RAVNILD, udgivet af GYLDENDAL Musik: AUGUST ROSENBAUM Scenografi og lyddesign: DITLEV BRINTH Lysdesign: SÚNI JOENSEN

I Love Dick er nok ikke for alle. Dialogen er skarp og rapkæftet og ofte ganske forvirrende – jeg havde lyst til at høre mange af samtalerne igen efter stykkets afslutning. Det er ligeledes en smagssag, hvor sjov eller informativ man finder den, men jeg var ekstremt underholdt af den vittige og absurde dialog; mest fordi det udgjorde en god kontrast til det følelsesmæssige drama. Forestillingen trækker dog en anelse i langdrag, og kunne godt forkortes, så den intellektuelle snak fyldte mindre i forhold til det nødvendige følelsesmæssige punch i slutningen. Men det holder stadig, og jeg kedede mig aldrig.

På den dramatiske side synes jeg også, at forestillingen holder. Idéen om, at man har basale følelser, som kan være en kamp at snakke om, resonerer med mig, og skuespillerne leverer overbevisende præstationer, så følelserne brænder solidt igennem alt det faglige bullshit, der serveres i første og anden akt. Det er et indspark i tidens ånd, hvor veluddannede mennesker kæmper med at finde lykken og vender tilbage til drømmen om et enklere liv. Om det enklere liv, Dick symboliserer, faktisk eksisterer, eller om det er en elitær myte, er sit helt eget spørgsmål, som stykket ikke besvarer. Men det er heller ikke så relevant for denne historie, hvor Dick bliver symbolet på de rå følelser, længslen og kærligheden, som holdes tilbage af det gennemtrådte, døde ægteskab. Det tror jeg, mange kan relatere til.

Alt i alt var I Love Dick derfor en fornøjelse, som fylder én med indtryk og tanker bagefter. Jeg mener ikke at den endeligt står frem som et konkret manifest, idet den mere dekonstruerer (!) personerne i forestillingen. De mister deres ståsted og identitet, og skal genfinde den, og den genfødsel får vi ikke set. Således lægger den i højere grad op til tanker om livet, end at have et gennemslags-budskab. Hvis sidstnævnte var intentionen, så er jeg personligt glad for, at der er skudt forbi, for resultatet bliver en nuanceret og skarp forestilling, som jeg varmt vil anbefale til alle, der er nysgerrige og/eller mangler en ”Dick” i deres liv.

Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V

Spilleperiode: 14. september-12. oktober 2019

Set den 18. september 2019

Fotos: Henrik Ohsten

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.husetsteater.dk/forestillinger/i-love-dick/

Medvirkende: Marina Bouras, Steen Stig Lommer og Jimmy Jørgensen

Bearbejdelse og instruktion: Jens Albunus

Efter roman af: Chris Kraus i dansk oversættelse af Louise Ardenfelt Ravnild udgivet af Gyldendal (dansk udgave, 2017)

Musik: August Rosenbaum

Scenografi og lyddesign: Ditlev Brinth

Lysdesign: Súni Joensen