Anmeldelse: Inkognito Royal, Musikhuset Aarhus (Den Jyske Opera)
Af Christian Skovgaard Hansen
Kongen er død! Eller er han? Vi er i 1912. Kong Frederik VIII forlader sit hotel i Hamborg inkognito. Ca. 45 minutter senere bliver han fundet livløs på gaden, og han bliver fundet tæt på Hamborgs bordelkvarter. I mellemtiden sidder kongefamilien på hotellet og bliver mere og mere nervøse over kongens forsvinden. Historierne går, og historierne bliver til rygter. Men er der måske noget om rygterne? Eller er det bare fake news?
Operachef Philipp Kochheim, der også har instrueret Inkognito Royal, har skrevet en interessant libretto, som bliver ved med at overraske, og som ganske effektivt udvisker grænserne mellem historie og nutid og mellem rygter og sandhed. Tidsbilledet skifter, og der tilføjes et metalag, hvor ikke alle de medvirkende forbliver i deres oprindelige roller. Det hele er en balancegang. Er det fakta eller fake news? Er det virkelighed – eller en illusion? Der er noget råddent i Danmark – eller er der? Det hele fuldendes i en spektakulær afslutning, som ikke skal afsløres her, men som i den grad rykker publikums grænser.
Operaen er ikke bare en opera, men vi får også elementer af operetten og musicalen, og det hele har skæret af komikken. Komponist Karsten Fundals musik fuldender dette billede, og den formidles fantastisk af Aarhus Symfoniorkester under ledelse af dirigent Christopher Lichtenstein – så længe han får lov altså…
Hele forestillingen bindes sammen af en konferencier, som man kender fra musicalen ”Cabaret”, og som får liv af Randy Diamond. Han fortæller og introducerer, og på en og samme tid vil han være publikums fortrolige, mens foragten står i kulissen.
Hele castet er samtidig velsyngende. Andreas Daum giver både troværdighed og ømhed, men også et par overraskelser som Kong Frederik VIII, og Laura Scherwitzl er sød og ærlig som den lille Fanny, som kongen besøger. Kontratenor Morten Grove Fransen er herlig som et af bordellets mere provokerende og kontante tilbud, og Johanne Bock er en imponerende, statelig bordelmutter, som har sine egne regler i bordellet. Susanne Elmark er pragtfuld som den forsmåede Dronning Lovisa, som har visse divanykker.
Scenograf Emily Bates har skabt en fantastisk, tidstypisk scenografi, som er imponerende uanset, om vi er i ligkælderen i havnen, på bordellet, i Fannys lille værelse, på skriverstuerne eller på det imposante hotel. Mathilde Grebots kostumer passer perfekt ind i disse rammer. Visse steder skifter det hele, så nutid møder datid – eller er de bare en illusion?
Inkognito Royal er derfor en særegen opera, som vel ikke kun er en opera. Den kan dele publikum, og den er nok ikke lige tilgængelig for alle. Men overgiver du dig til Philipp Kochheims galskab, og er du til opera, hvor du selv skal tænke, er det en interessant og seværdig forestilling.
Smut derfor ind i den store sal i Musikhuset Aarhus og bliv blæst bagefter af Inkognito Royal. Der er komik, virkelighed og fake news i et virvar, og det hele er bundet sammen af flotte sangpræstationer og spændende musik af Karsten Fundal.
Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus, Thomas Jensens Allé 2, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 18.-21. august 2021
Set den 18. august 2021
Fotos: Anders Bach for Den Jyske Opera
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://jyske-opera.dk/kalender/inkognito-royal
Medvirkende: Andreas Daum, Susanne Elmark, Randy Diamond, Trond Halstein Moe, Laura Scherwitzl, Martin Lechleitner, Daniel Szeili, Johanne Bock m.fl.
Dirigent: Christopher Lichtenstein
Orkester: Aarhus Symfoniorkester
Komponist: Karsten Fundal
Librettist og instruktør: Philipp Kochheim
Scenograf: Emily Bates
Konstumedesigner: Mathilde Grebot
Lysdesigner: Anders Poll
Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod