Anmeldelse: Insideren, Teater Katapult

Anmeldelse: Insideren, Teater Katapult

Af Anne Sophie Parsons

Ville du kunne snyde for et millionbeløb? Ville du kunne have nok distance til dit eget moralske kompas og underskrive et dokument, som hvert år ville indløse en svimlende pengemængde, der ville tikke ind på din konto? De individuelle svar må stå hen i det uvisse, men ikke desto mindre er det omdrejningspunktet for Teater Katapults seneste egenproduktion Insideren, som følger en ung lovende skatteadvokat, der lader sine ambitioner leder ham direkte ind i seneste tids udbytteskattesag, som kronvidne.

Insideren formår at rette et skarpt blik mod sagen om udbytteskat – et velorkestreret kup på samlet mere end 410 mia. kr. fra statskasserne i flere europæiske lande, og står dermed som én af de største sager om økonomisk kriminalitet begået af en mindre gruppe advokater og finansfolk. Diffuse emner såsom finanstransaktioner og økonomisk bedrageri står derfor som hovedtematikkerne i forestillingen, men fremfor at være en gabende kedelig servering, er Insideren et eksempel på hvorledes det abstrakte kan omskabes til en engagerende oplevelse.

Forestillingen kommer flot i mål med at gøre det abstrakte til nærværende og sanselige oplevelser, kropsligt kanaliseret igennem det anonyme kronvidne i sagen. Som publikum følger vi ham helt tæt fra sin start som nyopstartet regelrytter med milde OCD-tics til resigneret korrupt svindler.

I rollen som det anonyme kronvidne, indtager skuespiller Christoffer Hvidberg Rønje overbevisende scenen som den selvsikre unge advokat, der gennemgår en forkvaklet dannelsesrejse fra skatteadvokaten, der ønsker at imponere sin chef på bedste vis til dominerende top dog, der forvilder sig længere og længere ind i millionernes fantasiverden.

Instruktion af Johan Sarauw underbygger husdramatiker Anna Skov Jensens sanselige tekst, der dykker ned i psyken på den suit-and-tie-iklædte advokat, der er villig til at stjæle fra statskassen, så længe det kommer ham og hans egen familie til gode. Fremfor at præsentere et ensidigt følelseskoldt menneske byder den dramatiske tekst på psykologiske nuancer og filosofiske betragtninger omkring identitet i sin udforskning af motivationerne og den emotionelle eufori og angst, der udløses i at blive en del af det lyssky pengenetværk.

Scenografi og videodesign af Signe Krogh er simpelt, men virkningsfuldt; den stylede advokat befinder sig i et glaskontor, der både agerer afhøringsrum, samt understreger transparensen af de fordækte handlinger sat under luppen i teaterstykket, som kronvidnet nu forsøger at forhandle sig ud af, mens lysdesign af Jens Hansen er med til at give effektfulde stemningsskift fra dyster politiransagning til eksalteret technofest.

Med høretelefoner på, er det let at blive opslugt, af det detaljerede 3D lyd-univers, som særskilt er designet til forestillingen; lyddesignet af Sun Hee Engelstoft, Peter Albrechtsen og Marcus Aurelius Hjelmborg har skabt et fordybende rum, hvor den tyske afhøringsproces er lige så fysisk tæt på, som den distinkte lyd af papiret, der underskrives med den let fugtige tip af en kuglepen. Det drager din opmærksomhed og som publikum føler du dig mere omsluttet af den vedvarende trykkende atmosfære, som danner svedperler på forestillingens pressede finansmand, når hans verden styrter i grus.  

Teater Katapults Insideren er en interessant og engagerende forestilling, som sætter de psykologiske resultater af svindel i et glasbur til frit skue, samt sætter spørgsmålstegn ved udbytteskattesagens videre indvirkninger på os alle som borgere. En vigtig pointering er præcis at de europæiske statskasser udgøres af samfundet – og kollektivt af os alle, som mennesker i et velfærdssamfund.

Fremfor at være en abstrakt historie, viser den både hvad penge kan føre til af altoverskyggende motivation, men også hvad økonomisk magt og de mentale og følelsesmæssige konsekvenser i ledtog med denne kan byde på.

Teater Katapult, Skovgårdsgade 3, 8000 Aarhus C

Spilleperiode:

6.-14. maj 2021 på Teater Katapult (Aarhus)

19.-20. maj på Baggårdsteatret (Svendborg)

27.-29. maj på Teater Grob (København)

Set den 7. maj 2021

Fotos: Jens Peter Engedal

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://katapult.dk/kalender/2020-2021/insideren/

Medvirkende: Christoffer Hvidberg Rønje

Stemmer: Marion Reuter, Hanin Georgis, Benjamin Kitter, William Halken m.fl.

Dramatiker: Anna Skov Jensen

Instruktør: Johan Sarauw

Instruktørassistent: Sofie Kallan

Lyddesign: Sun Hee Engelstoft, Peter Albrechtsen og Marcus Aurelius Hjelmborg

Scenografi og videodesign: Signe Krogh  

Lysdesign: Jens Hansen

Idé: Torben Dahl

Tekst-dramaturgi: Susanne Hjelm Pedersen og Daniella O. Skovgaard

Assisterende lyddesigner: Mikkel Nielsen

Lydpraktikant: Nicolai Pedersen

Varighed: Ca. 65 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *