Anmeldelse: Ondskabens ansigt, Teatret Svalegangen

By: Thormod S. Kamban
On: 12. maj 2021

Af Thormod S. Kamban

Hvordan fungerer kapitalismen i et større perspektiv? Dette spørgsmål prøver forestillingen Ondskabens ansigt,der netop nu spiller på Teatret Svalegangen,at give sig i kast med. Men det er ikke blot en fortælling om money that talks, men også (ganske godt i tråd med penge): Ego, hierarki og eksistensgrundlag.

En nydelig klædt kvinde starter fortællingen som en art foredragsholder under en tv- optagelse. ”Teatret vs. Kapitalismen” står der med rødt. Denne kvinde er også den begyndende elevatorsatires alvidende fortæller, nærmest som var det dramatikeren selv der så med. Så starter fortællingen. To mænd i henholdsvis blåt og sort jakkesæt indfinder sig i en elevator for at komme til hastemøde på 85. etage. Den ene har lænket sig selv til en kuffert, der efter sigende indeholder nogle fortrolige papirer. Pludselig lyder der et kæmpe smæld, og de sidder fast på nogle-og-tressende etage. De har intet signal. Ingen svarer i elevatorens nødkald. Det bliver en lang affære med utallige kameler der skal sluges af de to mænd fra de nedre etager. Vil de kæmpe sig vej op og være tro mod virksomheden? Eller begynder demonstranterne, bålene og optøjerne i gaden at påvirke deres nysgerrighed på papirerne? Og kan de overhovedet tale sammen trods ”titler”?

På mange måder har Nis Momme-Stockmann givet sig selv en spændende udfordring i at skrive dette stykke, der foregår i en elevator. Det er et spændende benspænd at give stykket, at handlingen skal foreligge i en elevator, men det er som om, at potentialet ikke bliver udnyttet fuldt ud. De to mænds oftere karikerede udtryk og lidt for optegnede karakterer giver heller ikke dialogen den største fremdrift. Der er et par finurlige øjeblikke undervejs, men af en satire er der langt imellem grinene, til trods for så jordbundne sjove ting som papirspiseri eller en mand, der ikke kan holde sig længere.

Anders Brink Madsen og Holger Østergaard spiller henholdsvis manden i det sorte jakkesæt og manden i det blå jakkesæt, på en stilsikker måde. Lidt for stilsikkert måske. Det bliver lidt kedeligt, og man kan forstå det meste af, hvad der i dialogen giver den ene et stort ego og den anden en let naiv glød. De øvrige omrids af karaktererne drukner noget videre i teksten og ikke mindst i udførelsen. Om det er teksten eller instruktionen, der har gjort det lidt for pænt, er svært at sige.

Selv når nogle øjeblikke bliver intense og lader op til mere, kommer føromtalte alvidende fortæller ind, kredser om skuespillerne som var de aber i et bur og sætter så beskrivende ord på personernes gunstige situation, at det nærmest ødelægger hele momentet. Skiftevis siger hun alt det åbenlyse i tilspidsede øjeblikke, hvor det er lige ved at have nerve, eller også kommer hun med smålitterære svadaer om stjernehimlen eller andet. Jeg kan se, hvorfor man gerne vil benytte afbræk fra elevatorens lille set-up, men det føles mest af alt tørt og overflødigt.

Det er som om, at instruktør Per Smedegaard ikke har formået at give skuespillerne noget ekstra, der har kunnet rette op på et lidt gumpetungt stykke. Den mundrette scenografi af Lisbeth Burian, bestående af en forscene med elevatorer og trapper, der kan løftes og skjuler en centreret firkant de bevæger sig inden for, virker lettere betagende i sin storby shape. Rent arkitektonisk virker den som de store virksomhedsbygninger, der udstråler en klar finesse, der er en businessmand værdi. Sammen med Troels Engelbrechts enkle videodesign af oplyste skyskrabere og højhuse samt tilfældige tal på farvet lærred, opliver hele forestillingen en smule.

Stykket er ikke blot om kapitalismen og dens gode og dårlige sider, men kredser også om mange finurlige diskussioner imellem de unavngivne mænd, der ikke kun kendetegner høj og lav, men også arrogance og bedrevidenhed. Åbent sind og lukket sind. Menneskets lille kamp mod verdens store systemer og modsatrettede tankegange og ideologier. Hvis du vil frem i verden, kan det ikke nytte noget at du bruger billig parfume, klipse på- slips og tror på en større sag. Du må værne om din værdighed og passe på, at der ikke kommer fækalier på din Armani-mappe.

Så der er bestemt flere tematikker i spil. Men de trættende brud i fortællingen fylder for meget. Efter afslutningen på elevator-stykket, kommer fortælleren ind og synger et par strofer af 70’er- balladen ”Age of aquarius”, der bliver lidt for smuk en afslutning til, at jeg helt tror på, at det er, hvad det ender med. Ganske rigtigt. Hun starter efterfølgende på en barndomshistorie om sin far, akavet slutter denne fortælling brat, publikum skal lige forstå, at der skal klappes og tilbage sidder man og forstår måske ikke helt, hvad de blandede budskaber egentlig går ud på.

Selve forestillingens ærinde har masser på sig, men en kortere forestilling eller bare en mere direkte fortælling uden ”dramatikerens” afbrydelser, indledning og efterspil, havde gjort store underværker.

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 6.-20. maj 2021

Set den 8. maj 2021

Foto: Montgomery Studio

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2020-2021/ondskabens-ansigt/

Medvirkende: Anders Brink Madsen, Holger Østergaard og Kirstine Hedrup

Tekst: Nis Momme-Stockmann

Oversættelse: Kristian Erhardsen

Instruktion: Per Smedegaard

Scenograf: Lisbeth Burian

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause