Anmeldelse: It’s so cute I’m gonna die, Blaagaard Teater (Blaagaard Teater og VOMP — Et dansekompagni af GUNILLA LIND)

By: Ida Spedtsberg
On: 20. april 2026

Af Ida Spedtsberg

Candyfloss-lette tylgardiner og små, bjæffende hundebamser møder dig allerede inden, du har sat dig i sædet. Et lyserødt univers, der er så cute, at det gør helt ondt i kinderne. Og til Lydmors elektroniske anime-inspirerede jingle hopper 4 iklædte dansere ind på scenen med en entusiasme, jeg aldrig nogensinde kommer til at matche. Ever. Som en form for pokemon-intro siger vi hej, mens de vinker, kysser og drejer for publikum og hinanden. Og så i den helt rigtige tone af kvalmende pastelfarver.

Lyrikken synger om babyfugle, cupcakes og ”it’s so cute I’m gonna die”. De bamselignende dansere er et popcornbæger af sødme, klar til at flyde over hvert sekund. Vimsende bliver de betagede af hinanden, og så en række sølvballoner. Et meget kort attention span. Som i Just dance, danser de i takt, springer og drejer med stor ynde – og også professionel styrke. Ruth Rebekka Hansen, Marcus Alexander Roydes, Sarah Olivia Klitgaard og Clara Luna Nordahl er all dygtige dansere.

Men det er for godt til at være sandt. Det gør en tand for ondt i kinderne, og pludselig ’lagger’ porcelænsbilledet, som var vi i en dystopi. Grønt lys bølger ind over scenen, mens danser Ruth Rebekka Hansen går i spåner. Og så begynder gyset. Med jernbat indtager de før så nuttede karakterer scenen, mens de myrder, truer og går til grunde. En form for live identitetskrise for tegneseriebamserne, som måske også har fået nok af at være 100 % regnbuer og 0 % virkelighed. Det kan jeg ikke blame dem for.

Uncanny Valley-effekten er til fuldt skue. Følelsen af, at noget er så perfekt, at det er forkert. I dagligdagen ser vi den i AI, hvor menneskelignende gengivelser giver dårlige mavefornemmelser. Og It’s so cute I’m gonna die er et meget fint perspektiv til debatten om forskellen på robotter og mennesker, der ruller ind over os nu. Koreograf Gunilla Lind rammer helt klart en aktuel nerve der. Og danserne mestrer den til fulde.

For mig mister forestillingen desværre lidt momentum af et par omgange. Og måske er det min generations TikTok-hungrende ”fast dopamin”, der fælder mig. Det beklager jeg, i så fald. Men jeg mangler lidt mere konsekvens, lidt mere udvikling, eller en lidt tydeligere pointe, end at cuteness åbenbart ikke dør helt til sidst alligevel. Når det er sagt, så er forestillingen underholdende og veludført lige til grænsen af kvalme, og måske lidt til.

Blaagaard Teater og VOMP — Et dansekompagni af GUNILLA LIND

Blaagaard Teater, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 14. april – 25. april 2026

Set den 14. april 2026

Fotos: Kasper Nybo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://blaagaardteater.dk/program/its-so-cute-im-gonna-die-2

Medvirkende: Dansere: Ruth Rebekka Hansen, Marcus Alexander Roydes, Sarah Olivia Klitgaard og Clara Luna Nordahl

Koreograf og koncept: Gunilla Lind

Scenografi: Lise Marie Birch og Lars Englund Frimann

Kreativ Producent: Shuli Nordbek

Dramaturg: Rikke Frigast Jakobsen