Anmeldelse: Jeg tror kun på en gud/et had, Café Liva
Af Xenia Winther
Forestillingen Jeg tror kun på en gud/et had finder sted i Israel og handler om tre kvinders liv, skæbner, tro og hverdag. Umiddelbart er det eneste de har til fælles, at de om 1 år 8 dage og 10 timer vil de være på samme café, som eksploderer.
Én af kvinderne er fra Palæstina. Hun er ung og studerer – og hun er islamisk. Hun drømmer om at blive martyr. Hun kommer ind i en organisation, hvor hun skal bestå nogle prøver, før hun kan være med i gruppen. Den anden kvinde er fra Israel. Hun er ældre, hun er underviser og professor i jødisk historie – hun tror ikke på krig. Den tredje kvinde er amerikansk soldat og udstationeret i Israel. Hun patruljerer, savner USA og stopper ambulancer for at gennemrode dem for bomber.
Jeg tror kun på en gud/et had er en monologforestilling, og Mette Marckmann er alle tre kvinder. Hun har almindeligt gråt, sort og neutralt tøj på. Det eneste hun har med på scenen er en stol og et blomstret tørklæde. Det blomstret tørklæde spiller mange roller i forestillingen. Det er en hijab, en kjole, et sjal, halstørklæde og et bælte. Det fungerer rigtig godt. Det bliver både en metafor på, at disse tre kvinder har mere tilfælles end det, der skiller dem ad. Men det er også et rigtig godt greb til at gøre klart for publikum, hvilken en af kvinderne man følger nu.
Mette Marckmann gør også brug af stemmen til at skille karaktererne ad. Det gør hun på en markant måde, der gør forskellen på kvinderne klare. Men det bliver ikke karikeret eller overdrevet. Hun gør alle tre kvindestemmer meget forskellige, men alle stemmerne passer også til hende som skuespiller; hun virker ikke til at anstrenge sig.
Generelt spiller Mette Marckmann alle tre karakterer rigtig godt, man forstår dem gennem forestillingen, selv om de alle tre har meget forskellige standpunkter, og man har medlidenhed med dem alle sammen. Det vil sige i hvert fald to af karaktererne. Den amerikanske soldat var for mig overflødig gennem hele forestillingen lige indtil slutningen – hvor eksplosionen sker.
For min skyld kunne hun blive præsenteret i starten, og så først dukket op igen i slutningen, når hendes karakter har betydning for handlingen. Den amerikanske kvindes historie er overflødig og virker lidt overfladisk ved siden af de to andre kvinders liv og historie. De to kvinder fra henholdsvis Israel og Palæstina bliver man meget følelsesmæssigt engageret i – langt mere end den amerikanske soldat. Historien bliver til historien om og af kvinderne fra Israel og Palæstina; det er dem man følger, og dem, der for fremgang til at ske i forestillingen. Det er en forestilling om Israel og Palæstina – jeg havde ikke et behov for at høre om en amerikansk vinkel, når forestillingen heller ikke lagde vægt på den.
Det er en monologforestilling, men den er ikke nyskabende i sin form. Igennem hele forestillingen kommer der så mange detaljer, og tempoet er så højt og konstateret, at jeg taber tråden en gang imellem. Som så mange andre monologforestillinger er der også langt mere snak end handling. Det kan blive lidt som at få læst op fra en bog. Og der var mange detaljer kunne jeg have været foruden – det var i hvert fald ikke detaljerne, der gjorde noget godt for forestillingen, når man drukner i dem. Det var virkelig ærgerligt, at det var så svært at holde fast i tråden i en i øvrigt vigtig historie – når nu Mette Marckmann var så dygtig.
Café Liva, Nyhavn 26, Kajplads 52, 1051 København K
Spilleperiode: 11.-21. august 2021
Set den 11. august 2021
Fotos: Brita Fogsgaard
Lyst til at købe billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Mette Marckmann
Tekst: Stefano Massini
Iscenesætter: Jan Hertz
Varighed: Ca. 70 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod