Anmeldelse: Jeppe på bjerget, Aarhus Teater
Af Lea Thalund
”Drømmer jeg eller er jeg vågen” er nok den mest kendte replik fra Ludvig Holbergs Jeppe på bjerget, og ligesom Jeppe kan man godt blive i tvivl om netop dette, når man oplever Christian Lollikes moderne opsætning på Aarhus Teater. Den er hårdtslående, moderne og samfundskritiks, præcis som man ofte kender Lollike. Desværre bliver oplevelsen af Lollikes mangeartede idéer til tider rodet.
Jeppe på bjerget er trukket op til moderne tid. Jeppe, spillet af Thure Lindhardt, er en fordrukken krigsveteran, som ikke lever det bedste liv. Bevidstløs af druk bliver han samlet op af en kunstnergruppe, som vil forsøge at gøre ham til deres næste nye kunstprojekt. Ledet af Baronen, spillet af Jacob Madsen Kvols, bliver Jeppe ført tilbage i tiden og vågner i den store karakteristiske seng, hvor den kendte replik er tilhørende. Med påskønnelsen om at gøre ham til et bedre menneske og stoppe han drikkeri, lader de ham blive i illusionen om at være ”Deres nåde” længe nok til at han både formår at ydmyge en af kunstnerne forklædt som lakaj og voldtage en anden. Herefter tager Lollikes vanvittige idéer kun fart. Holbergs originale tekst er i den grad kommet i nye, men stadig genkendelige, klæder. Holbergs morale om den sunde fornuft er ikke længere nok for den moderne Jeppe, hvor der tilføjes et nyt lag om, at et ord uden handling ikke er godt nok.
Thure Lindhard i rollen som Jeppe er genialt castet. Hans spillestil er gennemgående stærk og han springer med lethed rundt i de større følelseslag og -udbrud. Krigsveteranen med PTSD bliver især tydelig, når tre dansere som zombificerede soldater flere steder forfølger ham, og flasken bliver et forsøg på flugten fra dem.
Jacob Madsen Kvols i rollen som Baronen, der forsøger at slå igennem med sit næste kunsterscoop er ligeledes særdeles godt spillet. Under hans afblegede hår ses ikke skyggen af empati for mennesket hjemme og hans drivkraft er udelukkende kunstnerisk anerkendelse koste hvad det vil. At Lollike til premierens fremkaldelsen var klædt fra top til tå i samme tøj og afblegede hår som Baronen, skabte en stikpille til ham selv, men også kunstnere som en helhed.
I Jeppes virkelighed mødes man hans hustru Nille, spillet af Nanna Bøttcher, der er nødsaget til at prostituere sig selv for, at deres økonomi kan hænge sammen. Hun er dog ikke en kvinde, man har ondt af, da hun udøver systematisk partnervold mod Jeppe. Bøttcher leverer Nille fint, men hendes største præstation er parodien på Dronning Mary, og nu har jeg allerede sagt for meget!
Resten af ensemblet leverer en flot præstation, som er med til at drive fortællingen frem. Lollike har givet skuespillerne plads til at udfolde sig indenfor forestillingens rammer, som skaber unikke sekvenser, men overordnet fremstår som en helhed.
Scenograferne David Gehrt og Ida Grarup er i den grad kommet på prøve. Mængden og forskelligheden i scenografien er imponerende i sig selv. Alt fra et guldbelagt sovekammer i barok stil til det vilde vesten har de tryllet frem. Deres øje for detaljer og sjove løsninger er tryllebundne og lige til at blive opslugt af.
Lollikes moderne opsætning er ikke foruden stikpiller til samfundet. Den manglende håndtering af krigsveteraner med PTSD bliver særligt tydelig her, men også områder som partnervold og kunstens grænser bliver taget op. Publikum er heller ikke i sikkerhed for Lollikes skarpe blik. For hvornår går underholdning over grænsen, og hvorfor er vi ukritiske overfor den underholdning, og i særdeleshed reality’en, som vi konsumerer mere og mere af?
Lollikes nytolkning af Jeppe på bjerget må antages at være langt fra Holbergs oprindelige tanke, men det er ikke uden et friskt pust til fortællingen. Den gamle tekst i moderne skaber en dramatisk kontrast, der underbygger absurditeten i forestillingen og kun hjælper med at sætte ting på spidsen. Selvom Holbergs fortælling er kendt af mange, fjerner Lollike forudsigeligheden og slutningen er ingen undtagelse. Der er konstant noget at få øje på igennem opsætningen, men de konstante ændringer, bevægelser og mærkværdigheder kan til tider blive for meget og forstyrre Lollikes ellers så skarpe budskaber og stikpiller.
Lollikes og Aarhus Teaters moderne opsætning af Jeppe på bjerget rammer hårdt på flere planer. Som publikum skifter ens loyalitet hyppigt imellem karaktererne og man forlader med en ny måde at anskue en selv og virkeligheden på. Lollikes kan og vil mange ting, men det kan til tider også opleves en anelse rodet. Hans forestillinger er oplevet skarpere, men dette skal ikke afholde en fra at opleve denne vellykkede nyfortolkning af Jeppe på bjerget.
Aarhus Teater, Store scene, Teatergaden, 8000 Århus C
Spilleperiode: 6. februar-13. marts 2025
Set den 6. februar 2025
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/jeppe-pa-bjerget
Medvirkende: Thure Lindhart, Nanna Bøttcher, Jacob Madsen Kvols, Olaf Højgaard, Oskar Salvatore, Amanda Friis Jürgensen, Christian Hetland, Anders Baggesen, Andreas Bruun Pedersen, Alvilda Lyneborg Lassen, Cecilia Gosilla, Lina Valantiejute, Kateryna Kuznetsova, Luke Hodkinson, Illia Miroshnichenko og Aarhus Teaters Kor
Dramatiker: Ludvig Holberg
Bearbejdelse: Christian Lollike, Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs
Iscenesætter: Christian Lollike
Scenografisk koncept og kostumedesign: David Gehrt og Ida Grarup
Koreograf: Marie Brolin-Tani og Luke Hodkinson
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod