Anmeldelse: Jeppe på bjerget, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Ludvig Holbergs komedie ”Jeppe på bjerget” fra 1772 kaldes også for ”Den forvandlede bonde”. Fæstebonden Jeppe bor i en lille landsby, og både konen Nille, der er hård mod ham med krabasken Mester Erik, og livet har ikke været let for Jeppe. I stedet for at løse sine problemer, fortrænger Jeppe i stedet ved at drikke brændevin hos Jacob Skomager. Dét hjælper ikke just på problemerne.

Godsejeren, baronen, og hans mænd beslutter sig til at lave et eksperiment med Jeppe. En dag, hvor han ligger sanseløs af druk, tager dem ham med op i baronens seng. Jeppe er forvirret og undrer sig over, hvor han er, men snart ændrer han karakter, så han nu selv undertrykker godsets folk. Siden ender han igen på møddingen, hvorefter han stilles for en fiktiv domstol, ligesom hængningen som eksekvering af dommen aldrig bliver reel. Jeppe er slået tilbage til start. Spørgsmålet er nu, om han er forvandlet, og ikke mindst om han har lært noget.

Frederik Cilius spiller titelrollen som Jeppe. Det gør han egentlig fremragende, og han giver os et ganske nuanceret billede af figuren. Han bliver her en skrydende, men samtidig noget selvjamrende Jeppe med sønderjysk dialekt. En dialekt, som nok gør figuren endnu mere morsom, men som ikke rigtig tilføjer noget til den eller giver en dybere mening. Han er både charmerende, og man kan kun have ondt af ham, men han er også både uberegnelig og tvetydig, når han pludselig får magten i hånden.

Problemet opstår i forhold til fortællingens øvrige personer. Iscenesættelsen af Heinrich Christensen fokuserer meget – og nok også for meget – på Cilius, både som Jeppe, men også som den person og kunstner, som Cilius er med metahenvisninger. Dels bryder det lidt fortællingen om Jeppe, at andre af Cilius’ kunstneriske gerninger inddrages, og det giver ikke noget til fortællingen og forestillingen. Dels – og mere væsentligt – suger Cilius al fokus i forestillingen til sig.

Det betyder, at resten af holdet langt det meste af tiden bliver en anonym masse, som ikke rigtig får mulighed for at skille sig ud og give deres figurerer kant og fylde. Patricia Schumann giver en stærk og slagfast Nille, og Zaki Nobel er Jacob Skomager, der hellere vil omsætte Jeppes penge til brændevin end egentlig hjælpe ham. Men ellers bliver resten af skuespillerholdet mest til en sammensmeltet masse, der ikke rigtig får lov at skille sig ud.

Heinrich Christensen har fokuseret på underholdende element i fortællingen. Både i Jeppes tid hos baronen og under retssagen bliver det vel komisk og endda lidt langt i spyttet og karikeret. Det betyder også, at spillet om magten, den lille mands udfordringer, og komediens lærdom fortoner sig noget. Vi får heldigvis en snert af det i fortæppeprologen, som er nyskrevet til forestillingen. Cilius som Holberg på soklen toner frem for os og giver os en opsang. Dét fungerer, og der sendes her stikpiller til højre og venstre, til kongeparret, som sidder i logen, og os andre publikummer, og til fortid og nutid. Smerten og giftigheden i komedien er derfor næsten ikke til stede. Kun få andre steder får vi de samme svirp – og hér kan ”det var en anden tid” ikke bruges som undskyldning…

Scenografien af Christian Albrechtsen er enkel, næsten tom, når vi er i Jeppes verden. Derimod og som stor kontrast hertil er baronens overdådige univers, som er holdt i righoldige farver og en næsten overdådighed, der sine steder næsten for plat. Forskellene på rig og fattig er i hvert fald tydelig. Hans kostumer er også mest holdt i pangfarver, naturligt særligt hos baronen, og kostumerne har et fantastisk mix og spøjse twists.

Pianisten Ramez Mhaana har komponeret en række musikstykker, som bringer os tilbage til den oprindelige Jeppes tid. Han spiller dem selv på scenen, men operasangeren kontratenor Morten Grove Frandsen synger både datidige og mere nutidige sange. Deres samspil fungerer perfekt – det er smukt, smertefuldt og morsom.

Der er ingen tvivl om, at Frederik Cilius er god som Jeppe, og denne version af Jeppe på bjerget er morsom og med Cilius i fokus. Publikum på denne premiereaften elskede både Cilius og fortællingen. Men jeg savner lidt mere skarp satire, smerte og alvor i fortællingen, som her desværre bliver lidt endimensionel.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv, København K

Spilleperiode: 22. januar-23. februar 2025

Set den 22. januar 2025

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/skuespil/jeppe-pa-bjerget

Medvirkende: Frederik Cilius, Patricia Schumann, Simon Mathew, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Zaki Nobel, Stephanie Nguyen, Casper Kjær Jensen, Ursula Esmeralda Brage, Morten Grove Frandsen og Ramez Mhaanna

Dramatiker: Ludvig Holberg

Iscenesættelse: Heinrich Christensen

Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen

Lysdesign: Balder Nørskov

Lyddesign: Janus Jensen

Komposition: Ramez Mhaanna

Instruktørassistent og scenografassistent: Manda Jønsson

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod