Anmeldelse: Jobbet, Teatret Svalegangen (Himmerlands Teater og Teatret Svalegangen)
Bum! Lyset på scenen tændes, og den unge kvinde sigter på den ældre mand med en pistol. Hvad foregår der? Og hvem har magten? Normalt er det jo den, der har våbnet, der har magten – og det er det også her – i hvert fald i starten. For magtbalancen skifter på tidspunkt. Det skal dog ikke afsløres her hvorfor.
Den unge kvinde Mia er er sendt i behandling hos terapeuten Carl. Hun er hjemsendt fra sit arbejde, og han skal give en faglig vurdering af, om hun igen er klar til at arbejde. Hun var en af skarpeste inden for sit felt. Hun var en tech-specialist, der afsøgte de mørkeste afkroge af internettet. Men en dag brød hendes verden sammen. Mia så noget, som hun ikke kan glemme – noget, der kræver svar. Men hvordan? Og hvad er det hun har set, der er så forfærdeligt? Carl prøver derfor at trænge igennem hendes panser, så han kan forstå hende. De har begge to hver deres job. Men pludselig vendes det hele på hovedet…

Historien i Jobbet er derfor både ganske enkelt og kompliceret på én og samme tid. Bedst som vi tror, at vi er med, tager historien en drejning, og de hele får et tvist. Det er en fortælling om internetkultur og (arbejds)pres, men også en historie om generationskløfter, forståelse og forandring. Det er her, at fortællingen står stærkest, når de universelle og menneskelige temaer og reaktionsmønstre præsenteres.

Teksten er skrevet af den amerikanske forfatter Max Wolf Friedlich, og selvom Maria Laumarks oversættelse egentlig fungerer godt, så fornægter det amerikanske præg sig ikke, herunder brugen af våben. Og det skaber en unødig afstand til teksten. Jeg ved ikke, om man ikke har måttet tilpasse den, men den ville have vundet meget i nærværet og forståelsen, og formentlig også i reaktionsmønstre, for os, hvis den var tilpasset dansk/europæisk kultur.
Samtidig er der måske ikke helt så meget ”psykologisk thriller” over teksten, som den lover os. Der er for mange og for lange enetalesekvenser, som ikke rigtig giver os noget, og ikke alle raserianfald falder lige stærkt ud. Vi tror ikke altid helt på ”kontrollen” – eller manglen på samme. Men det skyldes mest af alt Friedlichs tekst.

Skuespillet fejler til gengæld ikke noget. Rosemarie Mosbæk og Erik Viinberg spiller rollerne som Mia og Carl. Det er i høj grad deres fortjeneste, at vi alligevel fanges af fortællingen, når deres forskellige og ligheder udstilles i et fængende samspil, hvor konflikten først blot ulmer, inden den blusser op for til sidst at bryde ud i lys lue. De er hinandens modsætninger. Hun er energifyldt og optændt af at gøre en forskel, men samtidig fyldt med angst og forargelse over det, som hun har set. Han er derimod rolig – næsten for rolig – og beregnende, men vi opdager, at der gemmes noget bag facaden.

Scenografien af Nick Pedersen er lidt for statisk, og den hjælper ikke rigtig til at drive handlingen frem. Det kan også skyldes, at Svalegangens Ny Sal ganske enkelt er for stor, så scenen føles for lille, hvilket forstærker følelsen af ikke rigtigt at være dér. Det kan formentlig afhjælpes, når den senere i spilleperioden kommer op i Himmerlands Teaters mindre scenerum. Til gengæld er Christoffer Breknes videodesign på skærmen, der dækker hele bagvæggen i Carls kontor, grum, og det er her, at vi forstår det mørke, som Mia har set, og som Carl var (er) en del af.
Jobbet er måske ikke helt den psykologiske thriller, som man kunne have håbet på. Når dens universelle emner foldes ud, er vi dog med, og vi tænker over vores eget (arbejds)pres og ikke mindst vores egen internetkultur. Men det, der virkelig gør forestillingen værd at se, er det intense og skarpe samspil, som Rosemarie Mosbæk og Erik Viinberg leverer.
Himmerlands Teater og Teatret Svalegangen
Teatret Svalegangen, Ny Sal, Rosenkrantzgade 21, 8000 Århus C
Spilleperiode: 14. februar-11. marts 2026
Forestillingen spiller herefter på Himmerlands Teater i perioden 17.-28. marts 2026
Set den 17. februar 2026
Fotos: Montgomery
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2025-2026/jobbet
og
Medvirkende: Rosemarie Mosbæk og Erik Viinberg
Tekst: Max Wolf Friedlich
Instruktion: Camille Sieling Langdal og Simon Boberg
Oversættelse: Maria Laumark
Scenograf: Nick Pedersen
Dramaturg: Emma Kørnøv Bonde
Lyddesign: Anton Bast
Lysdesign: John Hedegaard
Videodesign: Christoffer Brekne
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


