Anmeldelse: Juveler, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
Gamle Scene er disse dage forvandlet til et smykkeskrin, der indeholder George Balanchines ballet Juveler fra 1967. Balletten, som man kan kalde en kunstnerisk trilogi, er som titlen antyder baseret på tre ædelsten, der hver får sin egen akt. Vi præsenteres for glimtende smaragder, skarpe rubiner og overdådige diamanter. Det er, hvad man kan kalde et ekstravagant indhold til en ekstravagant aften i teatret.
Det siges, at Juveler er den første helaftensballet uden handling. Balletten er derimod et stykke sanseligt kunst, og man fristes til at tænke Juveler ind i kunstbegrebet ”l’art pour l’art”. Det er kunst for kunstens skyld med et fokus på krop og musikalitet. De tre ædelsten bliver til gennem deres forskelligartede musik, der danner fundamentet for koreografien. Balanchine leger med kroppen i alle tre akter, og han får skabt en æstetisk legeplads.
Første akt er helliget de lyriske smaragder, der ledsages af blød og romantisk musik af Fauré. De grønne ædelsten bliver symbol på fransk, florlet finesse og emmer af fransk romantik, som den kendes fra 1800-tallet. Men stykket er ikke uden nuancer. En vemodighed lister sig ind i trinene, der understreges af musikken. På denne premiereaften blev de fremtrædende solistdele danset af blandt andet Sebastian Haynes og Emma Riis-Kofoed samt Ji Min Hong og Marcin Kupinski. Særligt det første par havde forstået poesien i de romantiske trin.
Lige så florlet første akt var, lige så skarp var anden akts rubiner! Inspirereret af Amerikas trængsel og fart overtog en vildskab scenen. Balanchines skæve og geniale forcer kom virkelig til udtryk. Til den nærmest jazzede musik af Stravinsky var der flexede fødder og skæve hofter på programmet. Særligt solodanser Holly Dorger og solist Astrid Elbo ramte plet med rubinernes vildskab. De havde begge noget utæmmeligt over sig. Rubinerne understreges af et skarpt ”attack”, en sassy stil, og den er fyldt med akrobatisk spænding og overraskelse.
Juveler afrundes af de overdådige diamanter, der udstråler russisk pomp og pragt. Til Tchaikovskys musik understreges det, at en diamant på en og samme tid er smuk, men den har også skarpe kanter. Generelt for de tre stykker brillerer Balanchines rammende koreografi. Med en rygende musikalsk tilgang til dansen indkapsles ædelstenenes særegenheder. Diamantsolistparret blev danset af solodanserne Caroline Baldwin og Andreas Kaas. Aftenen bar generelt præg af en kløgtig castingproces. Der var valgt de rette dansere med de rette forcer til de meget forskelligartede stykker.
Fælles for forestillingens tre akter er, at al koreografi på scenen er en udfordring for øjet. Der sker noget hele tiden og alle vegne. På den måde leger forestillingen med publikums sanser. Musikken sætter stemningen og giver rammerne for koreografien, der bliver til levendegjorte trin gennem musikken.
Juveler kan tolkes som et billede på Balanchines liv. Hans barndom i Rusland, ungdomsårene i Frankrig og den store karriere, han gjorde, da han grundlagde New York City Ballet i USA. Uanset om denne tolkning af retmæssig, imponeres jeg af den rammende akkuratesse, som balletten besidder.
Værket er som ædelstenene; fulde af farve og med en strålende skønhed. Juveler kræver ikke nødvendigvis, at man skal analysere balletten, men derimod blot nyde den som et overvæld af farve og smuk dans.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K
Spilleperiode: 26. marts-21. maj 2022
Set den 26. marts 2022
Fotos: Costin Radu
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/ballet/juveler?section=top
Medvirkende: Emma Riis-Kofoed, Sebastian Haynes, Ji Min Hong, Marcin Kupinski, Camilla Ruelykke Holst, Carling Talcott-Steenstra, Alexander Bozinoff, Holly Dorger, Jón Axel Fransson, Astrid Elbo, Caroline Baldwin, Andreas Kaas, Isabella Rose Carroll, Stephanie Chen Gundorph, Elenora Morris, Isabella Walsh, James Clark, Jimmy Coleman, Emerson Moose, Alexander Stæger m.fl.
Koreografi: George Balanchine
Musik: Gabriel Fauré, Igor Stravinsky og Pjotr Tjajkovskij
Kostumer: Karinska
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. 2 pauser
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod