Anmeldelse: Kammerballetten 2019, Det Kongelige Teater (TRIO VITRUVI)
Af Henriette Devantier
I disse dage er Kammerballetten i fuld sving med deres årlige forestillinger. Sammen med TRIO VITRUVI præsenterer Kammerballetten skøn musik og nykoreograferet ballet i samarbejde med en række dansere og koreografer. Forestillingen foregår på Operaens Takkelloftet, der byder på en intim og intens oplevelse mellem dansere, musikere og publikum.
På programmet er der både at finde musik af Schubert, Debussy, Arvo Pärt og Chopin samt koreografi af Adam Lüders, Kristian Lever, Tobias Praetorius og Sebastian Kloborg. Nøgleordet bag denne forestilling må uden tvivl være ”intim”. Takkelloftets små forhold og forestillingens tilgang danner rammen, og skaber en intim atmosfære, som bringer publikum helt tæt på kunsten i et tilgængeligt og opslugende niveau.
Aftenen var spækket med dans på et højt niveau og den skønneste musik. Højdepunkerne for mig var Kristian Levers ”Unravel”, Tobias Praetorius’ ”Chorale Dances”, Sebastian Kloborgs ”Absolute Pitch-Black” og den eminente musiktrio TRIO VITRUVI bestående af Alexander McKenzie, Niklas Walentin og Jacob la Cour.
Kristian Levers ”Unravel”blev danset af Alba Nadal og Tobias Praetorius, der til dagligt er dansere ved Den Kongelige Ballet. De er begge to fremragende moderne dansere, der er som skabt til Levers koreografi og udtryk. Publikum fik lov at overvære to stærke dansere smelte sammen til ét i det sensuelle værk.
Tobias Praetorius er, foruden sit virke som danser, også koreograf. Til denne forestilling havde han koreograferet værket ”Chorale Dances”, der tydeligt handlede om venskab, at blive afvist og genforenet igen. Værket blev danset af Liam Redhead, Ida Praetorius, Vitor Menezes og Guilherme Menezes. Nogle dele af dette værk fungerede bedre end andre, men Tobias Praetorius’ koreografi kom i den grad til sin ret på denne lille intime scene og atmosfære, der åbnede op for nye detaljer af hans koreografiske sprog.
Sebastian Kloborgs værk ”Absolute Pitch-Black”tog publikum med storm med sin humoristiske tilgang og lette facon. Værket blev danset af Alba Nadal, Benjamin Buza, Emma Håkansson, Ryan Tomash og Ulrik Birkkjær, der alle bidrog til det humoristiske og gjorde ”Absolute Pitch-Black” til noget særligt. Det var nærmest en totaloplevelse at overvære Kloborgs lille ballet, og endnu engang beviser Kloborgs sit koreografiske talent, der rækker ud over ballettens sprog, og rammer publikum dér, hvor man ikke forventer det.
Derudover havde vi fornøjelsen af at overvære ”Suite Italienne” af Adam Lüders og ”Fracture” af Kristian Lever samt ”Andante un poco mosso” af Schubert, ”Claire de Lune” af Debussy og ”Frates” af Arvo Pärt.
Aftenens dans blev akkompagneret af TRIO VITRUVI bestående af et flygel, violin og cello, som bidrog til den intime stemning. Det var som om, at den vante orkestergrav var bragt op til os i øjenhøjde. Alexander McKenzie, Niklas Walentin og Jacob la Cour er hvinende dygtige, og mestrer i den grad hver deres instrument, så de når ud over scenekanten. Alexander McKenzies fløjlsbløde pianotoner ramte mig gang på gang denne aften. Jeg tør sige, at musikken var mere end et akkompagnement til dansen. Musikken kom til sin ret, og var på lige fod med dansen. Det smukke i dansernes samspil og deres afhængighed af musikken blev meget tydelig denne aften på den fineste måde. Musikken og dansen gik hånd i hånd hele forestillingen igennem.
Det unge cast og den intime atmosfære taler direkte til det yngre publikum. Kammerballetten er let tilgængeligt, og rækker ud dér, hvor de større, traditionelle balletter på Gamle Scene ikke når ud. Aftenen føltes uforpligtende og uformel, der i samspil med det intime henvender sig til et bredt publikum.
Kammerballetten (TRIO VITRUVI)
Det Kongelige Teater, Operaen, Takkelloftet, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 14.-19. august 2019
Set den 15. august 2019
Fotos: Tom McKenzie
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.kammerballetten.com/
Medvirkende:
Dansere: Alba Nadal, Benjamin Buza, Emma Håkansson, Guilherme Menezes, Ida Praetorius, Liam Redhead, Stephanie Chen Gundorph, Tobias Praetorius, Ulrik Birkkjær, Vitor Menezes og Ryan Tomash
Trio Vitruvi: Niklas Walentin, Jacob la Cour og Alexander McKenzie
Koreografi: Adam Lüders, Kristian Lever, Sebastian Kloborg og Tobias Praetorius
Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod