Anmeldelse: Karantæne, Det Kongelige Teater

Af Line Rolighed

Karantæne er en online forestilling. Ja, den er god nok. Den kan ses hjemmefra sofaen med en kop kaffe eller med popcorn til. Din computer eller dit TV er teaterscenen, der er intet småsnakkede publikum i baggrunden, og det tætteste på et teatertæppe, der trækkes fra, er det sofatæppe du trækker over dig. Men Karantæne er en digital forestilling der, formatet til trods, formår at skabe nærvær til sit publikum og en følelse af forståelse og fællesskab.

I Karantæne følger vi en lille familie på fem gennem en række videosamtaler. Vi følger med mens Corona-krisens alvor gradvist går op for dem og konsekvenserne kommer til udtryk – ikke blot for dem selv, men også for hinanden og verden omkring dem. Fortællingen starter den 6. marts, og som et vidne til eftertiden, skildrer forestillingen både øjeblikkene i og imellem frustration, benægtelse, frygt og afmagt, og kampen mellem hvad vi ved og ikke ved, og hvordan vi hver især håndterer det. Alt dette akkompagneret af smuk lyrik, musik og dans, der giver rum til at beskueren får luft til at sætte forestillingen og egne oplevelser i perspektiv.

Karantæne bidrager til en ikke dømmende forståelse for forskellige handlemønstre i krisetider. Hvordan den lille familie forholder sig til krisen, er en spejling af tanker man enten selv har haft eller har mødt i sin omgangskreds. Vi ser optimisten, pessimisten, idealisten og realistens reaktionsmønstre udfolde sig i autentiske problemstillinger hvor behov, følelser og fornuft er i direkte kamp. Billedet af de barske realiteter er ledsaget af en varm humor og sympati. Her bliver der ikke skældt ud på den hamstrende storebror, den uansvarlige lillesøster eller den virkelighedsfornægtende mor. Tværtimod skabes der forståelse for, at vi alle har forskellige handlemønstre, men at alle i virkeligheden har gode intentioner.

Hvordan passer man bedst på hinanden? Hvor alvorligt er det her egentlig? Og hvornår bliver det hele normalt igen? Uden at blive politisk, forholder forestillingen sig til den offentlige debat. Det er en fin balance, og det skaber en fælles referenceramme og genkendelighed, når Dronning Margrethes tale til befolkningen inddrages og hjemmeundervisning, indrejseproblemer og afmagt skildres.

Skulle man ønske sig mere af forestillingen, skulle det være en repræsentation af endnu flere problemstillinger, f.eks. sundhedspersonalets oplevelser og de økonomiske konsekvenser, der ligeledes er en del af Corona-krisens aftryk på virkeligheden. Det ville dog nok nærmere kræve en ”Karantæne, part II”, for den nuværende længde på forestillingen er meget passende, og de repræsenterede karakterer er med til at bibeholde mange almenmenneskelige træk, fremfor at blive for specifik.

Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente af formatet, for som teatergænger er det netop det at være tæt på skuespillerne og musikerne, der er én af årsagerne til min kærlighed til teatret. Det giver oplevelsen af at være en del af en fælles virkelighed. Jeg havde derfor mine betænkeligheder ved at skulle gå i teatret gennem en skærm, og en frygt for, at det skulle føles kunstigt og distanceret. Mine betænkeligheder blev dog forløst af en forbløffelse over, hvor nærværende og ægte Karantæne formår at formidle den oplevelse, der jo netop er vores fælles virkelighed lige nu.

I disse dage er vi fælles om at opleve verden gennem en skærm, og de digitale muligheder er med til at samle os, selvom vi er fysisk adskilte. Karantæne er ingen undtagelse. Samtidig skildrer forestillingen overraskende autentisk hvordan skærmen, trods de mange muligheder vi har, stadig er en barriere imellem os. Det er svært at se hinanden rigtigt i øjnene, den manglende fysiske kontakt, et asynkront og nogle gange ikke eksisterende signal. Ansigter der kommer helt tæt på kameraet, som i et forsøg på at komme tættere på hinanden. Der er mange fine detaljer i selve iscenesættelsen.

Ligesom vi er skærmet af fra hinanden, er de medvirkende skuespillere i Karantæne det også. Der er noget rørende og meget personligt over, at se det hele optaget i almindelige hjem, hvilket igen bidrager til fællesfølelsen. På samme måde er skuespillernes præstationer rørende og personlige. Som beskuer på den anden side af skærmen, fornemmer man tydeligt deres karakterers personligheder, familiedynamikken og de frustrationer de hver især gennemgår. Alle de medvirkende formåede at trække mig lidt tættere på skærmen, og særligt bør fremhæves Tammi Øst for sin rolle som en utroligt genkendelig moderfigur, og Mikkel Arndt for at sætte ord og ansigt på den bange stemme, som nok også hersker i de fleste af os i disse dage.

Karantæne er et lille stykke danmarkshistorie. Følsomt og forstående sætter den et kærligt blik på det at være menneske i krisetider. Med formidabel timing formår Karantæne at skildre Corona-krisen som en fælles proces, og den er derved med til at skabe forståelse for forskelligheder og en oplevelse af en fælles dansk virkelighed. Sit digitale format til trods, er forestillingen derved et godt eksempel på teatrets evne til at binde os sammen om fælles oplevelser. Karantæne kunne derfor ikke være mere relevant, relaterbar og i den grad anbefalelsesværdig.

Det Kongelige Teater, KGL Xtra

Spilleperiode: 9. april 2002 – til vi mødes igen

Set den 14. april 2020

Foto: KGL Xtra

Lyst til at se med? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/xtra/forestillinger/forestilling-karantane?section=31530

Forestillingen kan streames gratis på Det Kongelige Teaters side, KGL Xtra

Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Tammi Øst, Mikkel Arndt, Sicilia Gadborg Høegh, Lucia Vinde Dirchsen, Simon Duus, Kizzy Matiakis og Tim Matiakis

Ide: Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Stordahl

Iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Stordahl

Komponist: Lasse D. Hansen

Teknisk løsning: Klavs Kehlet Hansen

Mix og mastering: Lasse D. Hansen og Magnus Hansen

Musik: Musikere fra det Kongelige Kapel

Varighed: Ca. 60 minutter

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Alice i Eventyrland, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   ””Alice” er et festfyrværkeri af et balletshow med hundredevis af ...

Anmeldelse: Don Juan, Teatret Slotsgården

Af Mette Herschend   Teatret Slotsgården beriger denne sommer Odenses teaterliv med Molières klassiker ...

Anmeldelse: as I collapse, Dansehallerne (recoil performance group)

Af Rose Himmelstrup Hansen   Moderne dans kan tit være totalt forvirrende. Sådan, hvor ...