Anmeldelse: Sundets stilhed, BaggårdTeatret

Normalt prøver vi som anmeldere tit at skjule ”jeg’et”. I denne vil jeg gøre en undtagelse, da jeg finder, at Sundets stilhed er en personlig fortælling. Den er i høj grad formet af dig. Du, som går den.

Den audiovisuelle forestilling tager dig med langs Svendborgsund, hvor du på din vandring møder seks forfattere. Tre nulevende, tre afdøde. Josefine Ottesen, Mikael Josephsen, Jesper Wung Sun, Karin Michaëlis, Tom Kristensen og Bertolt Brecht. Der gås i fodsporene på nogle af Fyns mest kendte forfattere. Vi møder dem, vi leger med på deres præmisser, vi udforsker verden sammen på ny og binder en sløjfe mellem fortid, nutid og fremtid.

Lars Mikkelsen indtager rollen som vores nærværende guide gennem hele turen. I øjebliksbilleder fanger han vores opmærksomhed, der hvor vi er nået. Langs sundet finder vi placeringer, hvor vi tages i hånden af en af de givne forfattere. Sammen skaber vi kontrakten mellem det fiktionelle/nonfiktionelle rum. Bølgeskvulp høres bruse, vinden suser og mågeskrig forkyndes foroven. Hører vi det fra vores headset eller fra virkeligheden? Det kan vel egentlig være ligegyldigt. Det smelter sammen. Man bliver på den måde trukket godt ind i fortællingen.

Men hvilken fortælling? Ja, det skal vi selv være med til at afgøre. Første forfatterstop på vejen er Josefine Ottesen. Ved de gamle bådehuse beretter hun en personlig fortælling om hendes forhold til vores fælles historie igennem 2. verdenskrig. Samtidig stiller hun spørgsmålet: Hvilken del af historien er vi? (Hvilket især kan føles aktuelt i disse tider). Nysgerrigheden i hendes egen fortælling smitter af. Endvidere møder vi Mikael Josephsens monotone, men meget digterisk afstemte klang, der indlemmer os i tanker om fodsporene vi går i, til hans svundne tid med misbrug af alkohol og stoffer. En meget personlig historie.

Jesper Wung Sung kommer med en mere humoristisk slentre-fantasi dog med fine strøg af noget dybereliggende. Hans bidrag kommenterede, ligesom der blev gjort flere steder på ruten, til lytterens gangart. Hver har vi vores. I denne seance kom der en bid om, hvordan vi med barnefødder gående med vores forældre i hånden, lærer at betragte verden. Dette bragte mig direkte ind i et naturligt flashback af, da jeg som lille gik synkront i takt med mine forældre, og de skiftede ben med et lille rytmisk hop i gangarten, så vores ben gik asynkront indtil jeg stemte i og det hele blev samstemmigt igen. Jeg husker det tydeligt som en finurlig lille ting, jeg fandt meget underholdende.

Ved Strandhuse stiftede man bekendtskab med den bramfri kvinde Karin Michaëlis, der både manede til leg og forklarede om sine, for sin tid, mindre populære holdninger. ”Næste gang din ven fortæller om, at de sad og drak kaffe i morges, i stedet for bare at svare, at det gjorde du også, prøv at spørge om, hvad de tænkte lige i det øjeblik de drak kaffe”, sagde hun. Tom Kristensen fortalte om verden set gennem hans hornbriller, hele tiden med en underliggende melankoli og uafgørlighed i forhold til livet. Brecht afsluttede turen, idet man satte sig direkte på et af hans vise citater, skrånende på bænken til huset, som han levede i, under eksil i 2. verdenskrig.

I fodspor af de store forfattere, uden tvivl. Men endnu mere end det. Vejen fra Maritimt Center og ud til Brechts hus havde en stor kvalitet af zen. Ro. ”Fortiden er bag os, fremtiden er foran os”, sagde Lars’ bløde klang ved bænken ud for Sct. Jørgens kirke, da vi skuede tilbage mod vejen vi kom fra.

I flere omgange deltager man aktivt i at gøre fortællingen til sin egen. Ved at sanse, gøre ting og (selv)reflektere. I den smukke sløjfe der blev bundet mellem fortid og fremtid gik jeg ind på kirkegården og betragtede min farbrors gravsted. Første klasses udsigt til de blå bølger, tænkte jeg.

Trods lidt tekniske problemer undervejs blev jeg dog ikke hylet ud af den. Visse steder var jeg også nødt til at stoppe op, for at gå enten lidt frem eller tilbage så det passede med lydsporet. En naturlig foranstaltning, når man går i sit eget tempo, må man sige.

Nysgerrigheden blev dog ikke mindre alle seks kilometrer igennem. Som skridtene blev tungere, afspejlede mit sind sig hele tiden i mine fødder og omvendt. Alle skulle prøve det. Det er bedre end mindfulness.

BaggårdTeatret

Vandringen starter ved Maritimt Center ved havnen i Svendborg og slutter ved Bertolt Brechts hus

Spilleperiode: Ruten kan høres/gås frem til 30. september 2022

Hørt/gået 14. april 2020

Illustration: Nontira Kigle

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Forfattere: Leonie Pichler, Danijel Szeredy, Josefine Ottesen, Mikael Josephsen og Jesper Wung-Sung

Instruktør: Leonie Pichler

Lyddesign: Mathias Sørensen, Kontrafej

Musik: Søren Huss, Mathias Sørensen, Hanns Eisler & Percy Whitlock

Efter idé af: Jakob Bjerregaard Engmann

Fortæller: Lars Mikkelsen

Stemmer: Josefine Ottesen, Mikael Josephsen, Jesper Wung-Sung, Joen Bille, Meike Bahnsen og Jens Gotthelf (kan også høres på engelsk og tysk)

Længde/varighed: 6 km., ca. 2,5 timer til fods

Pris: Ca. 60 kr./8 Euro

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Overgang, Husets Teater (Teater Rio Rose)

Af Jonathan Stahlschmidt   ”Så gammel er jeg vel heller ikke …” “Nej, nej. ...

Anmeldelse: An Officer and a Gentleman, Musical Silkeborg

Af Christian Skovgaard Hansen   ’An Officer and a Gentleman’ er oprindeligt et amerikansk ...

Anmeldelse: D’ARC, Dansehallerne (Teater Nordkraft og Sydhavn Teater)

Af Sidsel Stoustrup   ”Har du glemt mig?” spørger Jean D’arc os fortvivlet efter ...

Anmeldelse: Hang On, Fidget Feet Aerial Dance Theatre

Af Julius Gotthardt Møller   I programteksten spørges der, om danserne i ’Hang On’ ...

Anmeldelse: Spillemand på en tagryg, Odense Teater

Af Mette Herschend   Ja, hvor skal jeg dog begynde? Odense Teaters opsætning af ...