Anmeldelse: Kejseren fra Portugalien, Betty Nansen Teatret, Edison

Anmeldelse: Kejseren fra Portugalien, Betty Nansen Teatret, Edison

Af Kirstine Harloff Birckner

Med Maria Rossing i hovedrollen (ja, faktisk alle roller) kan du lige nu opleve en helt enestående opsætning af Selma Lagerlöfs klassiske værkKejseren af Portugalien på Betty Nansen Teatret. Tilsat vokalensemblet ÆTLAs lydkulisse er Kejseren af Portugalien en vanvittig smuk fortælling om kærlighed, sorg og galskab.

Kender du historien om Jan fra Skrolycka, der elskede sin datter så højt, at han mistede forstanden – og blev den selvopfundne kejser af Portugalien? Det er hovedfortællingen i Kejseren af Portugalien, som iscenesætter Elisa Kragerup og tekstforfatter Tom Silkeberg har valgt at følge kronologisk, mens de på fineste vis folder historiens mange lag ud.

Historien udspiller sig i et landsbysamfund i 1870’ernes Sverige, hvor den fattige bonde Jan og hans kone Kattrina kæmper med at få pengene til at række. Men datteren Klara Gulla bliver hans livs lys, og alle skrupler om penge blegner i forhold til denne kærlighed, der vokser frem. Det er dog også denne uoverstigelige kærlighed, der bliver Jans undergang, for da Klara Gulla rejser fra hjemmet og ikke vender tilbage, rammes Jan af en dyb sorg og depression, som det aldrig lykkes ham at komme ud af. I stedet flygter han ind i sin indre verden, hvor han opfinder paradiset Portugalien, som han udnævner sig selv til kejser af. I landsbyen bliver der hvisket og tisket om Jans sindstilstand, og de ser undrende til, mens han tilsyneladende bliver mere og mere skør. 18 år efter adskillelsen vender Klare Gulla pludselig hjem til sine forældre, og den forsoning hun håber på, bliver i stedet erstattet af et chok over farens galskab.

Med en kompliceret historie som denne ville man naturligt tænke, at det kræver en god håndfuld skuespillere at forløse fortællingen – men det er ikke tilfældet. I stedet står Maria Rossing som den eneste skuespiller på scenen, og hun hopper med legende lethed ind og ud af samtlige roller. Hun portrætterer kejserens galskab, Kattrinas omsorgsfulde væsen, Klara Gullas chok og sorg, handelsmanden Jon i Fallas uretfærdighed, husbonden Lars’ drikfældighed og hele den øvrige landsbys beboere.

Det er en blændende kraftpræstation, som Maria Rossing leverer. Nogle af skiftene mellem rollerne sker på få sekunder, og de forskellige personligheder står knivskarpt takket være Rossings eminente mimik, kropssprog og forskellige stemmer. Man er som tilskuer nærmest hypnotiseret af dette rolleskift, som dog kræver, at man holder tungen lige i munden. Men kan man det, ser man tydeligt den fattige stue hjemme hos Jan og Kattrina, byens kaotiske markedsplads eller den indelukkede krostue for sit indre blik.

På scenen er også koret ÆTLA, som består af 8 hamrende dygtige sangere. Ene ved hjælp af deres stemmer leverer de en vidunderlig lydkulisse, der bliver som en forlængelse af karakterernes følelser og sindstilstande. Der er tale om 8 sangkunstnere, som får lov at vise deres håndværk i særligt åbnings- og afslutningsscenen, hvor harmonierne mellem sopran, alt, tenor og bas sidder lige i skabet. Med musikken tilfører Louise Alenius romanen et nyt fortolkningslag og udnytter teatrets muligheder for at lade lyd, fortælling og følelser smelte sammen.

Samtidig spiller koret også en vigtig rolle på scenen. Ida Grarup er hjernen bag den stramme, grå og brune scenografi, som koret løbende er med til at skabe. De bevæger sig elegant rundt på scenen og bliver med deres forskellige opstillinger en afspejling af landsbyens tavse observation og nysgerrighed. De få rekvisitter på scenen understreger, at det er sangen og Maria Rossings tale, gestik og mimik, der er i fokus. Og det fungerer – scenografien passer til fortællingen.

Den stærkeste scene i forestillingen er forsoningsscenen, da Klara Gulla efter 18 års adskillelse vender hjem. Her står Maria Rossings portrættering af Jan, Kattrina og Klara Gulla særligt stærkt. Jan, der lever i sin egen virkelighedsflugt, som kun han forstår, og som måske kan ses som et opgør mod de autoriteter, han har levet under hele sit liv, skræmmer Klara Gulla. Hun kan ikke genkende den far, der har opdraget hende, og overtaler derfor den ængstelige Kattrina til at rejse fra landsbyen så hurtigt som muligt. Som publikum føler man med alle tre; Klara Gullas chok, Kattrinas forpligtelse over for Jan og hans desperation, da han opdager, hvad hans kæreste eje har tænkt sig at gøre.

I Kejseren af Portugalien er der også et stort fokus på landsbyens syn på Jan som et menneske, der stikker ud fra normen. ”Sådan nogle som dig har ikke noget at gøre her” er den generelle holdning blandt naboerne. Som publikum ser vi det hele – både landsbyens snakken i krogene og udviklingen i Jans sindstilstand – og man ville sådan ønske, at landsbyen kunne nedbryde deres fordomme og se Jan som mere end bare gal. På den måde rejser forestillingen også en række spørgsmål om, hvorfor vi egentlig er så fjendske over for det unormale – og hvad der ville ske, hvis vi slap fordommene.

Alt i alt er Kejseren af Portugalien en hjerteskærende og livsbekræftende fortælling, som Betty Nansen Teatret er lykkedes overordentlig godt med at formidle.

Betty Nansen Teatret, EDISON, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C

Spilleperiode: 21. oktober-15. november 2025

Set den 23. oktober 2025

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://bettynansen.dk/forestilling/kejseren-af-portugalien/

Medvirkende: Maria Rossing og vokalensemblet ÆTLA: Rögnvaldur Konráð Helgason, Sara Amalie Heise, Nikolaj Vangdrup Høybye, Johan Kullander, Liv Larsen-Lechuga, Alex Friis Nielsen, Nina Smidth-Brewer, Christine Bach Tofft

Original tekst af: Selma Lagerlöf

Scenetekst: Tom Silkeberg

Iscenesættelse: Elisa Kragerup

Scenografi og kostumedesign: Ida Grarup

Komponist: Louise Alenius

Lysdesign: Christian Alkjær

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *