Anmeldelse: Skæbnen – Melodrama #2, Konservatoriets koncertsal (Copenhagen Phil)

Anmeldelse: Skæbnen – Melodrama #2, Konservatoriets koncertsal (Copenhagen Phil)

Af Christian Skovgaard Hansen

Sidste år startede Copenhagen Phil deres nye koncept, Melodrama, i Konservatoriets koncertsal. Det er en hybridgenre, hvor original klassisk musik fremføres med nyskrevne satser, mens historien fortælles gennem performere og via en kæmpemæssig skærm, som på en og samme tid skjuler, men også fremviser orkestret.

I år gentager de konceptet, nu med forestillingen Skæbnen – Melodrama #2. Denne gang er musikken Beethovens symfoni nr. 5, ”Skæbnesymfonien”, tilsat fem nye kompositioner af Rasmus Zwicki. På scenen står Sofie Gråbøl i hovedrollen med kor og solister fra Københavns Drengekor og Ars Nova Copenhagen i Vertigos videoprojektioner. Christian Lollike har skrevet manuskript og iscenesat.

Skæbnen – Melodrama #2 er en gyserfortælling, hvor en mor hjemsøges af den søn, som hun har mistet i en krig. Moderen er fortvivlet, og fortvivlelsen gør, at hun overvejer at søge pagt ikke længere med Gud, men i stedet for med Satan. For hvad skal det hele nytte? Og hvordan kan Gud tillade, at skæbnen har udfoldet sig, som den har? For selvom hun beder til Gud, så kan han ikke hente sønnen ud af himlen og op af helvede – og ud til hende igen.

Samtidig er er det en Europafortælling om det skifte, der er sket i verdenen, hvor tidligere tiders optimisme nu er erstattet af en mere dyster storpolitisk scene med oprustning, krig og ufred, hvilket har personlige konsekvenser for ikke bare dem, der er i krigen, men også for deres familier og omgivelser. Det bliver storpolitik og et spørgsmål om den fortælling og retorik, som vi præsenteres for. Gyseren får herved tilført et ekstra – ganske skræmmende, men virkeligt – lag.

Musikken spilles af Copenhagen Phil under ledelse af dirigent Christian Øland. Orkestret er på stikkerne, og både de stille følelser, men i høj grad også de voluminøse grusomheder står i fuldt flor. Lyspunkterne erstattes hurtigt af ondskaben og mørket. Musikken og dens drama kryber ind under huden på os. Beethovens musik har det hele, men med Rasmus Zwickis mellemspil får rædslerne og det grusomme lige en tand mere. Håbet og rædslerne står nu stærkt over for hinanden. De to komponisters værker passer forbavsende godt sammen.

Sofie Gråbøls fortæller rummer alle følelserne – både når hun fortæller sin historie og som en del af videoprojektionerne. Sorgen tærer dybt på hende, og hun er næsten faldet sammen. Stemmens smerte skærer dybt igennem rummet og ud til os på rækkerne. Hendes egen sørgmodige fortælling om sønnen, der blev dræbt i krigen, opløftes nu til en fortælling om det rimelige i, hvem det egentlig er, der ofres, når der er krig. Drømme og virkelighed flettes sammen. Hvad er drøm, og hvad er mareridt?

Hendes historie forstærkes af koret fra Ars Nova Copenhagen og solisterne fra Københavns Drengekor, og de giver både sønnen den stemme, som er nødvendigt, men de tilføjer også fortællingen et ekstra lag, når ensomheden italesættes.

Det altomsluttende mørke afløses ganske brat af lyset og den ensomme lille dreng, der synger med en klarhed og ikke mindst renhed i stemmen – han er ikke ødelagt af verdenen – endnu! Gråbøls fortæller og videoprojektionerne kører et stramt og skræmmende parløb, som sammen med musikken smelter sammen i gyserfortællingen. Det hele er skarpt orkestreret i Christian Lollikes manuskript og instruktion.

På kun godt fem kvarter kommer vi hele følelsesregistret igennem, alt imens vi tænker over konsekvenserne af krig og ufred. Skæbnen – Melodrama #2 er både grum, men på en forunderlig måde også æstetisk smuk og overvældende. Vi mærker alle følelserne. Melodrama-formatet fungerer godt, og man kan kun håbe, at på et tidspunkt også vil genopføre ”From the new world – Melodrama #1”.

Copenhagen Phil

Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1, 1974 Frederiksberg C

Spilleperiode: 23.-25. oktober 2025

Set den 23. oktober 2025

Foto: Jesper Edvardsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://copenhagenphil.dk/koncerter/skbnen-melodrama-2

Orkester: Copenhagen Phil

Dirigent: Christian Øland

Skuespiller: Sofie Gråbøl

Kor og solister fra Københavns Drengekor og Ars Nova Copenhagen

Musik: Beethoven, Symfoni nr. 5, Skæbnesymfonien

Manuskript og instruktion: Christian Lollike (Enter Ghost)

Dramaturg: Anders Thrue Djurslev (Enter Ghost)

Komponist: Rasmus Zwicki

Scenografi og videodesign: Vertigo

Lysdesign: Yaw Darko

Fotografer: Mia Mai Dengsø Graabæk DFF og Manuel Alberto Claro DFF

Skuespillere på koncertens filmspor: Albert Elnif & Sofie Gråbøl

Eksterne dramaturgiske konsulenter: Nila Parly & Pernille Fischer Christensen

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *