Anmeldelse: Klods-Hans, Tivoli, Pantomimeteatret

Anmeldelse: Klods-Hans, Tivoli, Pantomimeteatret

Af Ida Spedtsberg

Danmarks eventyrscene i Tivoli, Pantomimeteateret, er tilbage med endnu en fortolkning af en H.C. Andersen-klassiker. Tidligere har vi haft fornøjelsen af både prinsessedrømmen Askepot og vinterforestilllingen Snedronningen. Denne gang er det Klods-Hans, og igen står Hendes Majestæt Dronning Margrette II for både kostumedesign og scenografi.

Historien er, som vi kender den. Klods-Hans er eventyret om en lidt kejtet fyr, der sammen med sine to arrogante brødre rider mod slottet for at bejle om prinsessens hånd. Med sin optimisme og humor vinder han prinsessens hjerte foran sine brødre med den utraditionelle kombi: krage + træsko + mudder. De bliver gift og lever lykkeligt til deres dages ende.

Forestillingens halve time er en herlig lille perle. Carl Anton Rise Jacobsen, der spiller Klods-Hans, er skøn i Tobias Praetorius Bournonville-esque koreografi. Og brødrene Robert Thomsen og Vincent Vernals overdrevne arrogance hiver mange grin frem hos publikum. Også Maia Gastal som prinsessen er yndig, omend jeg godt kunne have tænkt mig lidt mere dans fra hendes side. Og det er min eneste anke – en smule mere dans mellem hovedrollerne, f.eks. en klassisk pas de deux ville have klædt stykket.

Mimikken og humoren kombineret med Hendes Majestæts design er toppunktet i forestillingen. Praetorius, der tidligere har skabt værker til både Kongehuset, Det Kongelige Teater og Kammerballetten, er ekstremt god til eventyr, karakterer og familiepublikummet. Han har en skarp sans for trinsprogets facetter, og jeg håber, at han snart får lov til at prøve kræfter med en helaftensballet på Gamle Scene.

Dronningen har altid været kendt for hendes forkærlighed for farver – og farver har altid været perfekt til både Pantomimeteatret og eventyr. Det er det også her. Ikke sært, at det samarbejde fremstår så stærkt.

Som om Hendes Majestæt og Praetorius ikke er nok, har Tivoli såmænd også hyret Danmarks sang-darling Phillip Faber til at skrive musikken. Det er blevet til lette, dejlige toner, der løfter stemningen og mundvigene her på plænen foran den skrå scene.

Alt i alt er Tivolis Klods-Hans er et varmt lille værk for både store og små. Den er perfekt på en sommeraften og som introduktion til ballettens verden.

Tivoli Ballet Teater

Pantomimeteatret, Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V

Spilleperiode: 22. juni-25. august 2024

Set den 25. juli 2024

Fotos: Tivoli

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.tivoli.dk/da/kultur-og-program/teater/2024/klodshans-2024

Medvirkende: Carl Anton Rise Jacobsen, Robert Thomsen, Vincent Vernal, Maia Gastal, Allan Nielsen, Jennifer Wagstaffe, Tommy Edvardsen m.fl.

Koreografi: Tobias Praetorius

Scenografi og kostumedesign: Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Komponist: Phillip Faber

Lysdesign: Tue Friborg

Balletschef: Peter Bo Bendixen

Koreografassistent: Tori Cooper

Medvirkende: Dansere fra Tivoli Ballet Teater

Producent og produktionsleder: Bettina Schimmel

Kostumie: Kitt Houen

Varighed: Ca. 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *