Anmeldelse: Kong Lear, Folketeatret

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 23. februar 2025

Af Christian Skovgaard Hansen

Kong Lear vælger efter et langt liv at træde tilbage, og han ønsker derfor at give kongeriget videre til sine tre døtre: Goneril, Reagan og Cordelia. Dén tanke får dog alvorlige konsekvenser for både Kong Lear, men også hele hans familie. Han kræver nemlig, at de tre døtre skal deklarere deres kærlighed til ham, hvorefter han vil dele riget til dem ud fra, hvor meget de hver især elsker ham.

De to ældste døtre, Goneril og Reagan, overøser ham med smigrende ord, mens den yngste datter, Cordelia, nægter at deltage i dette falske spil. Hun erklærer derfor blot, at hun elsker faren så højt, som en datter skal, og hverken mere eller mindre. Det tilfredsstiller dog ikke kongen, så han forviser Cordelia fra England og deler i stedet landet alene i to. Kongens krav herefter er relativt få, men hverken Goneril eller Reagan, vil opfylde dem, og med tiden begynder de at sammenfatte et plot om at blive af med kongen.

Kongens forfængelighed driver ham samtidig mod vanviddet, og Kong Lear mister sin forstand. Hele riget kaster ud i kaos, når jalousi, forræderi, intriger og vold efterhånden gennemsyrer riget. Cordelia dør i Frankrig, hvor hun er gift med en fransk konge, og Kong Lear forstår med tiden, at Cordelia var den eneste af de tre døtre, der reelt elskede ham. Læg hertil to sidehistorier: Dels en om rivaliseringen og jalousien mellem de to ældste søstre, dels en om de to uægte brødre, som begge får en rolle i det store kongedrama.

Baseret på dette sagn om Kong Lear har William Shakespeare skrevet tragedien af samme navn. Folketeatrets version af kongedramaet Kong Lear som nu kan opleves rundt i landet og senere på Hippodromen på Folketeatret. Waage Sandø, der også fejrer sit 60 års skuespillerjubilæum i titelrollen, har stået for tekstbearbejdelsen, og sammen med instruktør Vibeke Wrede har han bearbejdet Shakespeares forlæg.

Der er ingen tvivl om, at det er Sandø, der bærer forestillingen. Han leverer en imponerende præstation, hvor vi kommer hele følelsesregistret igennem, når alderdommen og autoriteten møder fremtiden. Først er han et koldt og kynisk magtmenneske, der tror, at kærlighed kan sættes på formel, dernæst vokser vanviddet og kaosset ikke bare i riget, men også i hans sind, for til slut at ende med, at han sørgmodig, magtesløs og nærmest opgivende på se tilbage på en række fejlslagne beslutninger, som har fået så stor betydning for hans sene liv.

Efterhånden som handlingen skrider frem, træder magtbegæret og de deraf følgende problemer dog desværre lidt i baggrunden. Selve Sandøs tekstbearbejdelse fejler ikke noget, og hans vinkel på Kong Lear er interessant. Men Wredes iscenesættelse af teksten bliver lidt for tam og anonym. Samtidig flagrer den lidt i alle retninger, og iscenesættelsen får et lettere komisk udtryk, hvor det virker til, at ikke al timing – endnu – er på plads.

Bearbejdelsen er klassisk, næsten grænsende til det gammeldags. Trods en spilletid på ca. to timer (plus en pause), hvor dramaet er komprimeret en smule, virker forestillingen lang, og ikke alt i (tekst)bearbejdelsen fungerer lige godt. Et yngre publikum vil formentlig savne lidt mere galskab og et større spil blandt sidefigurerne. Kongedramaets temaer er ganske universelle, men vi mærker ikke rigtig deres relevans og farlighed i dagens liv.

Teksten er holdt på blankversene, der trods Niels Brunses fine oversættelse, virker underligt fremmede her for størstedelen af skuespillerne. I det hele taget kæmper de resterende seks skuespillere mere med deres roller, om end de momentvis lyser op. De to søstre spillet af Sara Hjort Ditlevsen og Sidsel Siem Koch virker ofte underligt komiske, og vi tror ikke altid helt på deres rivalisering. Bedre går det for Marie Boda, som både giver Cordelia en sødme og kløgtig vildskab. Martin Elung-Jensen, Brian Hjulmann og Mathias Flint spiller med en troværdighed og følelse, men de er alligevel iscenesat lettere anonymt.

Kostumerne af Lauréline Démonet er smukke og klassiske, selvom ikke alle valg måske er lige logiske. Til gengæld er den lettere spartanske scenografi af Peter de Neergaard – i bogstavelig forstand – noget flad, og tronen, der køres ind og ud, fungerer ikke rigtig, ligesom lydbilledet heller ikke sidder lige i skabet. Nok er forestillingen (også) en turné-forestilling, men bare lidt mere intensitet, fylde og foranderlighed havde ikke gjort noget. Det tilføres kun lidt ved nogle fine og tilpassede videoprojektioner på de rigtige steder.

Det bliver derfor til en lidt for ujævn version af Kong Lear. Lyspunktet er dog særligt Waage Sandøs fine portræt af kongen, der går så grueligt meget igennem på vejen mod enden.

Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 25. marts-6. april 2025

Forestillingen spiller endvidere på turné rundt i landet i perioden 20. februar-21. marts og 7.-14. april 2025

Set den 18. februar (pressepremiere)

Fotos: Büro Jantzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/kong-lear

Medvirkende: Waage Sandø, Marie Boda, Martin Elung-Jensen, Brian Hjulmann, Sidsel Siem Koch, Sara Hjort Ditlevsen og Mathias Flint

Forfatter: William Shakespeare

Oversættelse: Niels Brunse

Tekstbearbejdelse: Waage Sandø

Bearbejdelse og instruktion: Vibeke Wrede