Anmeldelse: Kunsten at være lykkelig, Betty Nansen Teatret/Edison

Anmeldelse: Kunsten at være lykkelig, Betty Nansen Teatret/Edison

Af Line Rolighed

Lykken er umulig, og du bør ikke stræbe efter den. I stedet bør du erkende dine egne begrænsninger og acceptere, at alt ikke er muligt for dig. Ikke ligefrem muntert, vel? Gør dig klar til en tragikomisk, nådesløs og fantastisk forventningsafstemning til livet i Kunsten at være lykkelig på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison.

I Kunsten at være lykkelig fremsætter og iscenesætter Rune David Grue frit efter den tyske filosof og superpessimist, Arthur Schopenhauer, 50 gode råd til en mere tålelig tilværelse. Ikke en lykkelig tilværelse vel at mærke, for her anføres lykkejagten som en usund vane og den sikreste vej til ulykke og unødvendige bekymringer.

Men hvad stiller man så op med bekymringskløen, hvorfor står vi egentlig op om morgenen, er der håb i håbløsheden, eller er ulykken uundgåelig? Skal vi helt opgive den ulykkelige jagt på lykke? Schopenhauer ville uden tvivl svare ”ja”, og ved første øjekast er der da heller ikke meget håb at spore i de mørke rander under øjnene hos Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling. Ikke desto mindre er der en varm og lattermild stemning i salen og publikum grinede selvironisk med fra den allerførste replik til den sidste.

Tragedien og komedien mødes i Kunsten at være lykkelig, og det er netop dén kombination, der er grundlaget for den underfundige humor, som kendetegner forestillingen. Rune David Grue giver Schopenhauers alvorlige og tunge anskuelser et humoristisk twist, og den tilgang gør Kunsten at være lykkelig til noget helt særligt.

De tre karakterer i forestillingen fungerer som billeder på vores egne indre væsner, med alt hvad der hører til af helt urimelige forventninger til vores tilværelse og til os selv. Ganske upoleret åbner de tre karakterer op for deres tvivl, usikkerheder og uforløste drømme, og Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling formår virkelig at give karaktererne personlighed og nerve.

”Kender I det?,” spørger Ena Spottag på et tidspunkt ud til publikum – og hvem kender ikke følelsen af, at tingene ikke lige artede sig som man havde regnet med, eller at bekymringer, misundelse, skuffelse og negative tanker vokser én over hovedet. Vi har sympati med de tre personligheder på scenen, fordi vi kan kende os selv i dem, og med lethed kan spejle os i deres bekymringer, skuffelser, lidelser og knuste drømme.

Genkendeligheden er en enorm styrke i forestillingen, og ironisk nok rammer Kunsten at være lykkelig lige på kornet hos det lykkeligste folkefærd i verden. Selvom Arthur Schopenhauer døde i 1860, har Rune David Grue i dén grad lykkedes med at gøre Schopenhauers gode råd både vedkommende, morsomme og let forståelige.

Det hele foregår imellem et hav af genkendelige skandinaviske design møbler. Scenografien er ligesom resten af forestillingen enormt gennemført – selv Ena Spottags hårfarve er koordineret i den rette blå farve, og øjnene keder sig aldrig, for hele scenen bliver taget i brug. En gang imellem stopper de tre karakterer op i stilbilleder, som markerer sig som en stærk kontrast til den ellers dynamiske brug af scenen, og giver et kortvarigt rum til eftertanke. 

Forestillingen er gennemsyret af en på én eller anden måde ret hyggelig pessimisme, når eksempelsvis Luksusfælden og lykkebilleder fra Instagram sættes op mod den syrlige Schopenhauers sortsynede leveregler såsom: Undgå misundelse og når noget går galt, så tillad ikke dig selv den tanke, at det kunne have været anderledes.

Ikke alle Schopenhauers 50 leveregler bliver gennemgået i stykket, men de der gør, er lige til at tage med hjem. Selvom man måske kender til de fleste af rådene på forhånd, så vil det nok for de fleste være meget sundt at få justeret sit forventningsniveau ved at blive mindet om, at alting sagtens kan blive meget værre!

Efter at have set forestillingen kan det konstateres, at der nok altid vil være noget man kan bekymre sig over – men tager man ind og ser Kunsten at være lykkelig behøver man i det mindste ikke være bekymret for, om man kommer til at more sig i det tidsrum forestillingen varer.

Kunsten at være lykkelig fortjener særligt ros for at være ualmindeligt gennemført i sit udtryk, og for at minde os om at bekymre os mindre, når nu det ikke kan være anderledes. Leveregel #51 må derfor være: Tag ind og se Kunsten at være lykkelig.

Betty Nansen Teatret, Anneksscenen EDISON, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C

Spilleperiode: 9. februar-9. marts 2019

Set den: 9. februar 2019

Fotos: Cathrine Zorn

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/kunsten-at-v%C3%A6re-lykkelig/

Medvirkende: Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling

Instruktør og dramatiker: Rune David Grue frit efter Arthur Schopenhauer

Scenografi og kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz

Oversættelse til dansk: Hans Kristian Fink

Varighed: Cirka 90 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *