Anmeldelse: Lazarus, Aarhus Teater (Aarhus Teater, Det Kongelige Teater og Mikkel Rønnow)
Af Anne Sophie Parsons
Da sensationen David Bowie døde tilbage i 2016, efterlod han sig musicalen Lazarus, som ét af sine sidste kreative fingeraftryk på verdenen; Lazarus er en forestilling, som både rækker tilbage i Bowies kendte musikalske bagkatalog, samt genfortolker det melankolske og lyriske univers, sangene består af i form af et rumvæsens færden i New York.
Stykket er inspireret af Walter Tevis’ science-fiction roman fra 1963, The Man Who Fell to Earth, hvor vi i Bowies viderefortolkning følger rumvæsenet Thomas Newton på jorden. I sin lejlighed er han hensunket i alkoholmisbrug og søvnløse nætter; i løbet af forestillingen, hvirvles publikum igennem syrede mareridtsscenarier, der alle cirkulerer omkring Newtons tab i livet, i form af kærlighed og familie. Som stykket skrider frem, må Newton indse, at han må gøre et sidste forsøg til at vende tilbage til sin hjemplanet – med hjælp fra uventede sider.
Helt naturligt fungerer Bowies sange som stykkets omdrejningspunkt, idet de er blevet specifikt udvalgt til at give et indblik i de forskellige karakterers sindstilstande og individuelle personligheder – David Bowie komponerede helt ny musik såvel som omarrangerede flere af sine gamle nume til forestillingen, hvilket bliver tydeligt i sangenes fremstilling og nyiscenesættelse; f.eks. sange, som kunne opleves som værende kærlighedssange, bliver twistet og fremstillet i en anden uvant kontekst, som blot ét eksempel på Lazarus’ nye øjne på materialet.
Det er præcis musicalens styrke, at man som tilskuer får mulighed for at opleve gamle ørehængere, såsom ”Life on Mars?”, ”Absolute Beginners” og ”Changes”, i ledtog med f.eks. dystre, stemningsmættede sange fra 2013-albummet The Next Day i komplet nye versioner, som en tour de force igennem David Bowies gehør for forskellige klangfulde sange. I sammenblanding af nyt og gammelt, kæmpe hits og mere gemte albumsange, er der en sammenkobling mellem fortid og fremtid i form af et figurativt spejl, der rettes mod de nye sangformationer, som ultimativt skabes i mødet.
Kostumerne af Christian Albrechtsen viser visuelt også denne genspejling; karakteren massemorderen Valentine, spillet af Simon Matthew, ligner en forskruet, monstrøs fortolkning af Mr. Newton, mens den stille Elly, spillet af Sofia Nolsøe, begynder at skeje mere og mere ud i Newtons selskab ved at kopiere Newtons tidligere kones, Mary-Lous, fysiske fremtræden. I Lazarus er det derfor Newtons grundvilkår at han ikke kan undslippe fortidens spøgelser, der rumsterer i hans sind og som dukker op fra skyggerne, som brudstykker fra sange.
I rollen som Mr. Newton indtager Jacob Madsen Kvols scenen som det høje rumvæsen med en stemme, der både brager igennem, men i lige så høj grad også er en direkte hyldest til den nu afdøde Bowie med sin fin tunede toneklang. I rollen som den mystiske, navnløse pige, spillet af Sara Viktoria Bjerregard, bydes der på interaktioner imellem de to karakterer, som er Lazarus’ højdepunkt, i min mening, samt nogle af de mest interessante og virkningsfulde sarte fortolkninger af velkendte sange.
Scenografisk har Albrechtsen formået at skabe et stilistisk unikt univers, der er sit helt eget, når karakterene bevæger sig igennem Newtons smadrede sind. Moverende, kvadratiske flader aktiverer settet på en imponerende let, men samtidig imponerende måde, mens lysdesign af Mathias Hersland understøtter forestillingen bemærkelsesværdigt, hvor lyddesign af Lars Gaarde akkompagnerer de førnævnte elementer på bedste vis.
Den bibelske titelfigur, som stykket er opkaldt efter, vendte tilbage til livet fra døden igennem Jesus’ indgriben; liv, død og at befinde sig i stadiet imellem disse to verdener er således også hele forestillingens omdrejningspunkt. Thomas Newton som rolleindtageren i form af rumvæsenet, der hverken kan dø eller vende tilbage til sin hjemplanet, må derfor tilbringe sine dage i en langstrakt lidelsesproces, hvor de andre karakterer enten forsøger at hjælpe eller forhindre ham i sin plan om at undslippe.
Men Lazarus som forestilling er også unægteligt viklet ind i Bowie, som den ikoniske musiker han var – og dette er måske på godt og ondt i sidste ende, hvor nostalgien sættes op imod nyskabelsens forhåbninger i sangenes indfletning i musicalen. Det er her, hvor man som publikum kan komme i tvivl omkring det narrative handlingsformåls styrke målt mod sangenes gennemtrængende kraft. Snarere end at være fuldkommen selvstændigt tekstligt formet, og mere psykotiske brudstykker fra et forstyrret sind, træder sangene frem som katalysator-elementerne i forestillingen. Det skaber en gråzone i forhold til den egentlige styrke i sammensmeltningen af teaterstykke og kendingsmelodier, sidstnævnte som har været epokedefinerende for et stort udvalg af mennesker.
Dermed ikke sagt at sangene kun burde bestå af ny komponeret musik; musicalen Lazarus’ styrke ligger netop i sange, der opstår på ny og får pustet liv i sig i deres uventede introduktioner igennem forestillingen. På den måde viser Lazarus i sidste instans, at David Bowies musik aldrig kommer til at dø – rumvæsener fra det ydre rum holder dem i live, sølet ind i gin og korruption.
Aarhus Teater, Det Kongelige Teater og Mikkel Rønnow
Aarhus Teater, Store Scene, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 29. august-12. oktober 2019
Spiller også den 3. april-3. juni 2020 på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene med et nyt cast
Set den 29. august 2019
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1920/lazarus/
Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Sara Viktoria Bjerregaard, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Bjørn Fjæstad, Mathias Flint, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Isa Marie Henningsen og Kristine Marie Brendstrup
Musikere: Søren Bigum, Mads Fogt, Henrik Poulsen, Stephan Grabowski, Mads Hyhne, Jakob Elvstrøm, Rene Damsbak
Af: David Bowie & Enda Walsh
Inspireret af romanen “The Man Who Fell to Earth” af Walter Tevis
Iscenesættelse og oversættelse: Heinrich Christensen
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Lysdesign: Mathias Hersland
Originale musikalske arrangementer af: Henry Hey
Kapelmester: Søren Graversen
Koreograf: Rebekka Lund
Lyddesign: Lars Gaarde
Varighed: Ca. 2 timer og 20 min inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod