Anmeldelse: Le Sacre du Printemps og Common Ground[s], Østre Gasværk Teater (København Danser)

Af Ida Spedtsberg

I den tyske by Wuppertal opførtes den 3. december 1975 en danseforestilling, der senere tog verden med storm, og som satte koreografen på verdenskortet for moderne dans. I onsdags, den 29. september 2021, havde forestillingen endelig premiere med dansk grund under fødderne. Det var vist også på tide.

”Hvordan ville du danse, hvis du vidste, at du skulle dø?”. Sådan skriver dansefestivalen København Danser selv i aftenens program. På plakaten er den legendariske danseforestilling Le Sacre du Printemps, på dansk kendt som ”Forårsofret”, af den anerkendte, afdøde koreograf Pina Bausch. En forestilling om angst og livsglæde og om at ofre for at andre kan leve. En forestilling, der lever med os, igennem os og som leverer en koreografi så menneskelig og nærliggende, at den ikke kan lade være med at sætte sig i os. Bare en lille smule.

Le Sacre du Printemps er en kraftfuld fortælling om et uundgåeligt menneskeoffer. På en scene bestående af flere tons mørk jord, vågner en kvinde på et rødt klæde. Klædet symboliserer den ofring, der er forstående, og som hun eller en af hendes medsøstre i sidste ende må fuldføre. Panikken, angsten og tvivlen kommer hurtigt rullende mod gruppen af 11 kvinder. Den opbygges yderligere da mændene ankommer fra mørket, og beslutningen ikke længere står til at udskyde. En kvinde må dø.

I rytmiske, rituelle bevægelser bevæger gruppen sig i et sanseløst tempo til Stravinskys insisterende toner. I karakteristiske Pina Bausch-bevægelser lader de kroppen følge blindt med, mens de slår, hopper og løber fra valget og livet. Man skal være et meget upåvirkeligt menneske for ikke at lade sig rive med. Og til sidst sker det, vi alle har ventet på, en kvinde træder frem. Og fra det øjeblik er hun ikke længere en del af gruppen – hun er den, der skal ofres. I desperation kaster hun sig ud i vild dans. For til slut at falde om med dansen som hendes endeligt. De andre kan leve.

Le Sacre du Printemps er en fænomenal forestilling, der lever op til al dens ry og rygte. Den kan mærkes helt inde i, og den rå, upolerede stil og de ægte følelser sidder stadig i mig. Ingen tvivl om, at den er et koreografisk mesterværk. For første gang nogensinde danses forestillingen af et udelukkende afrikansk cast med dansere fløjet ind fra 14 forskellige lande. Hvilket privilegium. Alt i alt har vi fornøjelsen af 22 dansere på scenen – et cast af en luksuriøs størrelse, som vi sjældent oplever i moderne dans herhjemme. Det kunne jeg godt vænne mig til. De mange dansere udstråler en naturlig styrke og emotionel tyngde, der klæder forestillingen, som ellers også opsættes til balletkompagnier. I dette cast ofres fejlfri teknik til fordel for en umiddelbarhed, der giver forestillingen en ekstra dimension.

Ingen tvivl om, at Le Sacre du Printemps var hovedattraktionen for de fleste denne aften. Men inden scenen indtages af eksplosiv koreografi og ikke mindst jord, vises værket Common Ground[s]. En gestus der passer så fint ind i temaet, men som dog ender med at være mere symbolsk handling et koreografisk vidunder. Men af flere årsager løfter gestusen sig over danseoplevelsen, og jeg ender faktisk med at synes helt godt om den rørende duet Common Ground[s].

I duetten møder vi 77-årige, senegalesiske Germaine Acogny, der er tidligere danser hos Maurice Béjarts kompagni i Frankrig, sammen med den 73-årige franske danser Malou Airaudo fra Pina Bauschs kompagni. Alene det at optræde med et 30 minutters værk koreograferet af og til dem selv i en alder af 70+ er jo en bedrift af en anden verden. Når man så tilføjer, at Malou Auraudo er en af danserne fra den oprindelige opførsel af Le Sacre du Printemps tilbage i 1975 i Wuppertal, går det hele op i en højere enhed. Så gør det ikke så meget, at det ikke er her, vi oplever den højintense koreografi – den skal vi nok få senere. I fin forening viser Germaine og Malou samhørighed og nærvær i en koreografi, der skal symbolisere mødet mellem Europa og Afrika.

Aftenens forestilling har min største anbefaling. Der er udsolgt, men får du tilbudt en billet, må du ikke tøve med at sige ja. Le Sacre du Printemps er et værk, der skal mærkes helt ned i maven, og jeg ser ikke noget bedre sted end at gøre det i den rå sal på Østre Gasværk Teater.

København Danser
Østre Gasværk Teater, Morten Grunwalds Plads 1, 2100 København Ø

Spilleperiode: 29. september-3. oktober 2021

Set den 29. september 2021

Foto: Maarten Vanden Abeele og Roswitha Chesher

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kbhdanser.dk/ecole-des-sables-pina-bausch/

Pina Bausch – Le Sacre du printemps:

Koreografi: Pina Bausch

Musik: Igor Stravinsky

Scenografi og Kostumer: Rolf Borzik

Koreografisk assistent: Hans Pop

2020-genopsætning – Iscenesættelse: Josephine Ann Endicot og Jorge Puerta Armenta

2020-genopsætning – Instruktører: Clémentine Deluy, Çağdaş Ermiş, Ditta Miranda Jasjfi, Barbara Kaufmann, Julie Shanahan og Kenji Takagi

Dansere: Rodolpho Allui, Sahadatou Ami Touré, Anique Ayiboe, Korotimi Baroo, D’aquin Evrard Élisée Bekoin, Gloria Ugwarellojo Biachi, Khadija Cisse, Sonia Zandile Constable, Rokhaya Coulibaly, Inas Dasylva, Astou Diop, Serge Arthur Dodo, Franne Christie Dossou, Estelle Foli, Aoufice Junior Gouri, Luciény Kaabral, Zadi Landry Kipre, Bazoumana Kouyaté, Profit Lucky, Vuyo Mahashe, Babacar Mané, Vasco Pedro Mirine, Stéphanie Mwamba, Florent Nikéma, Shelly Ohene-Nyako, Brian Otieno Oloo, Harivola Rakotondrasoa, Oliva Randrianasolo (Nanie), Asandra Ruda, Amy Collé Seck, Pacôme Landry Seka, Guessa Eva Sibi, Carmelita Siwa, Armel Gnago Sosso-N, Amadou Lamine Sow, Didja Kady Tiemanta og Aziz Zound.

common ground[s]:

Koreografi og dansere: Germaine Acogny og Malou Airaudo

Komponist: Fabrice Bouillon LaForest

Kostumer: Petra Leidner

Lysdesign: Zeynep Kepekli

Dramaturg: Sophiatou Kossoko

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod