Anmeldelse: Les Misérables, Betty Nansen Teatret

By: Jesper Brandrup
On: 5. april 2025

Af Jesper Brandrup

I beskrivelsen af Les Misérables på Betty Nansens hjemmeside kan man læse, at “(d)en norske stjerneinstruktør Kjersti Horn har gennem sin karriere beskæftiget sig intenst med det, hun kalder udenforskabet. Dem, der ikke er os, fordi de ikke kan, og vi ikke vil.”

I hendes opsætning af Les Misérables kommer dette tilsyneladende til udtryk ved, at publikum helt bogstaveligt bliver holdt uden for alt det spændende, der foregår oppe på scenen, da det meste af den er gemt bag en meget stor fladskærm, og resten er sløret bag et stort (dog trods alt gennemsigtigt) plasticforhæng. Bag forhænget og skærmen udspiller teaterstykket sig, tæt filmet af videoinstruktør Borgar Skjelstad, således at publikum ser forestillingen på skærmen gennem hans kameralinse.

Jeg havde håbet på mere, end at jeg bare var kommet i teateret for at se fjernsyn. De fleste øvrige gæster denne lørdag eftermiddag var dog vist nok udmærket tilfredse efter den positive omtale i foyeren under pausen at bedømme.

Les Misérables er her en ualmindelig rå opsætning. Udover forhænget og skærmen kunne jeg ikke skelne Sven Haraldssons scenografi fra de allerede eksisterende huller og afskalninger i malingen på væggene bag scenen. Skuespillerne havde fået udleveret havestole at sidde på, til når de ikke havde replikker. Christian Alkjærs lysdesign er tilsvarende råt i form af en kvadratisk ramme af lysstofrør over scenen (de kan sænkes tættere på skuespillerne).

Erik Hedins musik er habil uden at være uforglemmelig. Den lægger sig til den forsigtige side, men den leverer de rette stemninger, efterhånden som historien skrider frem. Hans lyddesign er overvældende udfordret af plasticforhænget, som jeg antager, er grunden til, at skuespillerne skal bruge microports i stedet for at tale til mikrofoner i loftet. Det førte dels til en del tabte replikker, men mest frustrerende er de små mikrofoner alt for følsomme over for diskantlyde. Det er synd for forlægget. Hvad angår lydeffekter er de valgt og timet med stor præcision – en række maskingeværsalver under Parisoprøret dog uden historisk ditto.

Stykkets store force er i skuespillet. Den rå opsætning giver dem plads og ansvar til at grave dybt, og de spytter, græder og skriger sig mere end helhjertet gennem stykkets 3½ timer (inkl. pause). Der er også plads til enkelte letheder, som bliver leveret med overskud og timing. Niveauet er tårnhøjt bredt blandt de seks skuespillere, og der skal lyde ros til Kjersti Horn for virkelig at få alle de medvirkende til at finde så tårnhøjt et niveau frem.

Jeg vil særligt fremhæve Özlem Saglanmaks Fantine og Jens Albinus’ Jean Valjean som værd at opleve i teatret. Sidstnævnte dog udfordret af, at han tilsyneladende sent er blevet inddraget som dubleant for Emil Johnson pga. pludseligt opstået sygdom. Jeg er ikke sikker på, det er meningen, at hovedrollen skal have manuskriptet med rundt på scenen, men han håndterer det professionelt, og hans fysiske spil er fremragende. Samtidig leverer Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev og Francisco Kalle Navarro også alle gode præstationer. Det er ikke skuespillet, der fejler noget.

Navnlig er langt størstedelen af stykket filmet i close-ups af skuespillernes ansigter. Det er en sjov idé, men den bliver grundlæggende uinteressant at se på i længere tid. Tanken har muligvis været, at det ville bringe publikum tættere på skuespillerne og deres elendighed, som er så gennemgående et tema for stykket, men det har den modsatte effekt. At opleve stykket gennem en skærm destruerer dels følelsen af at være i samme rum som Jean Valjean, og det skaber afstand til de mennesker, som Les Misérables handler om, men langt værre er lange, fastholdte closeups uden klip for mig det forkerte billedsprog til at fremkalde indlevelse i de følelser og temaer, som stykket handler om.

Filmisk kræver elendighed, sult, afmagt, ostrakisme, hævn, meningsløshed, håb, oprør osv. et levende og dynamisk billedsprog, hvor handlingen flytter sig med kameraet. Det har Les Misérables ikke her.

Selvom skuespillet er godt, og det er et sympatisk eksperiment, så gør den lange varighed det simpelthen udmattende for mig at se en teaterforestilling optaget, hvor den filmiske dynamik er holdt til så absolut et minimum – uanset hvor godt de spiller. Det skyldes, at det grundlæggende ikke er lykkes at overføre teatrets dramaturgi til skærmen. Eller en ”live teater-film”, som det hedder på Betty Nansen Teatrets hjemmeside.

Jeg mistænker Kjersti Horn og Kristian Lykkeslet Strømskag for at have forelsket sig en smule i forlægget. Bevares, det er stor litteratur, de skal udvælge perler i, men de skulle altså have taget flere replikker og givet til skuespillerne at arbejde med, i stedet for de lange oplæsninger, der gør stykket for langt.

Det er et interessant eksperiment, man kan opleve på Betty Nansen Teatret. Hvis ingen vil tage fat om og give nyt liv til de gamle litterære klassikere så ender vi med kun at have de trætte klichéer tilbage. Eksperimenter har dog også den egenskab, at de ikke altid fører til det håbede resultat. Men bag skærmen og forhænget udspiller der sig en rigtig god teaterforestilling.

Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 26. marts-3. maj 2025

Set den 29. marts 2025

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: