Anmeldelse: Lille Eyolf, Husets Teater
Af Helene Franch
Liv Helms opsætning af Ibsens drama Lille Eyolf er et stærkt foruroligende, til en vis grad realistisk bud på både skylden og det følelsesmæssige kaos, der kan opstå i en familie efter et barns død.
Vi møder først stykkets fire voksne karakterer siddende på stole fordelt jævnt ud på scenen, alle vendende ud mod publikum. I midten står et bord, hvorpå der står en frugtskål og forældrene Frederik og Ritas lille dreng, Eyolf, ligger. At de voksne i starten fører deres samtaler, mens de vedvarende kigger ud mod publikum, skaber en boble af forladthed omkring drengen på bordet – en boble der ikke bliver brudt på noget tidspunkt i stykket.
Lidt efter bryder de voksne fri fra stolearrangementet, men stolene forbliver vigtige rekvisitter i det spil af skiftevis fastlåshed og følelsesmæssige udbrud, som kører på højtryk gennem hele forestillingen. Især forældreparret er fanget i dette spil. Men også Frederiks halvsøster, Asta, og ingeniøren Bjarke, der er desperat og håbløst forelsket i hende, har deres forviklinger.
Omkring en tredjedel inde i stykket drukner Eyolf i fjorden. Hans død vises på uhyggelig og rørende vis ved hjælp af Freya Sif Hestnes’ på én gang stramt funktionelle og stærkt æstetiske scenografi. Der er blandt andet en bagvæg af glas på scenen, som udgør den fysiske, uoverskridelige grænse mellem liv og død. Glasvæggen gør det samtidig muligt for publikum at se ind i dødens rum (bagscenen), som udgør den ultimative kontrast til de levendes desperate drama på forscenen.
Her hjemsøges familien af den nagende skyld over deres fravær og frygt for ”de onde barneøjne”. Døde Eyolf, fordi hans forældre glemte, hvad de delte – glemte at elske, at lære drengen at kende? Var hans død i virkeligheden resultat af Frederiks fravær, når han vandrede rundt i bjergene eller arbejdede med at skrive sin store bog? Druknede Eyolf i Ritas jalousi og længsel efter sin mand? Og så er spørgsmålet, de står tilbage med efter barnets død også: Deler de andet end skylden?
Efter ulykken er alt forandret. Eller er det? Den tvetydige spillestil, som alle skuespillerne gør brug af, og som blander realistisk fremtræden med karikerede følelsesudbrud, er den samme før og efter Eyolfs død. Men mens karakterernes forstilte munterhed før ulykken hjalp til at opretholde velfungerende livsløgne, kredser deres udtryk efter ulykken omkring det umulige: At fatte barnets død.
Her flagrer Jens Albinus’ Frederik ofte med armene og vrider sit ansigt, råber det ene øjeblik og taler lavt, desperat og indtrængende det næste. Rita, portrætteret af Signe Egholm Olsen, kradser væggene, farer omkring, hulker og sender jævnligt onde blikke. Den følelsesmæssige desperations crescendo leveres dog af Asta, dygtigt spillet af Asta August, som bliver offer for Frederik og Ritas kvalmende forviklinger. Som modstykke til hende spiller Mikkel Becker Hilgart den praktisk-positive Bjarke, som gentagne gange akavet forsøger at vinde, omend ikke Astas hjerte, så i hvert fald hendes fornuft. Og så er der den tavse Eyolf, spillet på skift af tre skuespillere, som med deres næsten anklagende tavshed gør et overbevisende arbejde.
Blandingen af karikeret og realistisk spillestil skaber en distance til de følelser, der udfolder sig på scenen. Det kan i én henseende punktere den alvor, som de fleste af scenerne kalder på. På den anden side spejler distancen den afstand, som forældrene havde til Eyolf, da han var levende, og som de aldrig kan fjerne efter hans død. Samtidig illustrerer spillestilen det problem, mennesker kan løbe ind i, når de udsættes for uoverskuelige omvæltninger: At man ikke kan eller vil føle sådan, som en situation åbenlyst tvinger én til at føle.
Lille Eyolf halter i stykkets begyndelse ind på scenen, klædt ud som soldat i en blå uniform med guldknapper, bælte og skulderpuder. Fra første scene bliver vi klar over, at der er noget som ikke stemmer, nogle dirrende forventninger, som aldrig vil kunne blive indfriet. Af samme grund får Eyolf og ”det menneskelige ansvar”, som Frederik skriver en bog om, ikke lov til at udfolde sig som mere end blot en idé. Det er denne sorg over egen blindhed, samt det kaos, der følger, når man mister, som illustreres smukt og med sitrende rædsel i Liv Helms iscenesættelse. Og det gøres ganske fokuseret og klart trods stykkets varighed på under halvanden time.
Det eneste, jeg kunne ønske, var en større eksplicitering af den tid, handlingen foregår i. Ibsens manuskript er blevet gjort nutidigt med en sproglig opdatering af Liv Helm, og replikkerne er troværdige og stærke. Alligevel hænger der en svag 1800-talsluft over det hele, da der ikke er noget i handlingen eller scenografien, der tydeligt trækker stykket op til nutiden. Resultatet bliver interaktioner mellem troværdige karakterer med et nutidigt sprog, mens det forbliver uvist, om man også skal forestille sig, at handlingen foregår i nutiden. Måske bidrager det også en smule til distancen til følelserne på scenen, men det ændrer ikke meget ved stykkets slagkraft.
Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V
Spilletider: 19. september-24. oktober 2020
Set den 28. september 2020
Fotos: Henrik Ohsten Rasmussen
Lyst til at købe billet. Læs nærmere her:
Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Jens Albinus, Asta August, Mikkel Becker Hilgart og på skift som Eyolf: Arthur Garfield Lund, Emil Wrist Lundorf og Bertram Grønfeldt Rasmussen
Oversættelse: Jens Albinus
Bearbejdelse og instruktion: Liv Helm
Dramaturg: Pernille Kragh
Scenografi og kostumedesign: Freya Sif Hestnes
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Lyddesign: Erik Christoffersen
Varighed: Ca. 1 time og 20 min. uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod