Anmeldelse: Lolita for altid, Revolver på Republique (How to Kill a Dog og Østerbro Teater)
Af Helene Franch
”Jeg forstår ingenting, store, kloge bankmand”. Hvorfor ikke udnytte sin sensuelle stemme og de blonde lokker til at komme frem i verden? Hvorfor ikke vælte sig i glitter, likes, komplimenter og klapsalver? Lyder det ikke fristende?
Kunstnerduoen How to kill a dog bestående af skuespiller Emma Sehested Høeg og instruktør Jennifer Vedsted har i Lolita for altid skabt en musikalsk monologforestilling om selviscenesættelse og en umættelig sult efter andres anerkendende blikke. Hele tiden er Lolita (spillet af Høeg) bevidst om publikum, som hun ofte henvender sig til med struttende numse og flirtende fnis. Hele tiden balancerer hun mellem ynkelighed og yndighed.
Tydeligt bliver det dog, at en sådan stræben efter de anerkendende blikke aldrig kan blive forløsende. Modsat igangsætter den en halsen efter mere. Det vokser sig til et spiralformet begær, der bliver ved med at ekspandere ud i al uendelighed. Som Lolita også synger til sidst: ”Det var aldrig helt nok for mig”.
I det hele taget sparker sangene, som Høeg har skrevet med musikeren Viktor Dahl, røv! De er utrolig virkningsfulde og får lov at spænde fra en sensuel ballade til en poppet ørehænger med moduleringer og frasering, der vil noget. Det er i mine øjne særligt i det musikalske stemningsunivers, hvor stykket henter sin styrke.
Høeg kan altså synge og skrive forrygende sange. Derudover er hun en smuk, slank, ung blondine, der tilmed er virkelig sjov! Går man ind på hendes Instagram-profil kan man blandt andet se en satirisk video, hvor hun ”lige er vågnet” og med en påtaget nasal mussestemme forklarer, hvordan hun ser helt forfærdelig ud, mens hun med trutmund laver diskrete, stønnende lyde. Til sidst slutter videoen af med et quote, der også bruges i forestillingen, hvor Miss Lolita med lignende mussestemme, parodierer skønhedskonkurrencens absurde moralprædikener, idet hun savlende siger: ”Be the one you are / everyone else is taken”
Det er tydeligt, at rollen er skrevet til Høeg, der med sit dukkeagtige ansigt, sensuelle stemme, hyperaktive energi og rappe replikker formår at få forfængeligheden og vulgaritet til at rase som dæmoniske kræfter, der gradvist piller den lyserøde scenografi fra hinanden.
Stykket er sammensat af sange og sketches, der ivrigt og overgearet holder tempoet hele vejen. Ofte er skiftene bratte og uden sammenhæng, hvilket i sig selv mimer absurditeten i, hvordan man i princippet kan have et meltdown på sit værelse for derefter at lægge en krigsmaling, lave sig en vodkajuice og sende en snap, om at man er klar til fest.
Metalag er også et gennemgående greb. Eksempelvis efter et sammenbrud, hvor porcelænshuden krakelerer og den autobiografiske Emma-karakter må træde ud af rollen som Lolita for at betale publikum tilbage. Selvfølgelig kan hun i sidste ende ikke overskue ansvaret: Ynkeligheden har ingen ende!
Ude i den ”virkelige” verden opdrages vi til at være høflige, ærlige, anstændige, spørge ind, tage de andres tallerkener med fra bordet, tale pænt. Hvorimod andre regler gælder på de sociale medier, hvor alt peger tilbage på en selv. Emma-karakteren er fortabt i de sociale mediers magt. Hun er afhængig af det ydre blik, faktisk er hun nærmest, hvad det ydre blik ser, idet hun er blevet (uhyggeligt) dygtig til konstant at afkode og opfylde blikkets forventninger. Men hvem er blikket i sidste ende?
Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen lykkes med at italesætte paradokserne. Hele tiden er Emma i fare for at blive afsløret i sit facadespil og på den anden side bliver hun vældig fornærmet, idet en fyr ikke kan se igennem hende. Målet er at opretholde facaden samtidig med, at hun gerne vil afsløres, men selvfølgelig uden at smuldre og fremstå som sindssyg. Og nu, hvor fyren ikke formår det, må det vel ende med et breakup. Og sådan et skal også helst ende godt. Skal det ikke?
Alle i salen kan se, hvordan positionen er dybt ynkelig og ulykkelig, samtidig med at de fleste af os på den ene eller den anden måde med til at opretholde det ideal. Spørgsmålet er, hvor man skal placere sig: Er man en taber, hvis man lader sig rive med? Eller er man en taber, hvis man står ved siden af? Er den ultimative position, ligesom Emma Høeg Sehesteds Instagram-profil, at man lever op til idealerne og samtidig er dem bevidst? Er vi med de sociale medier dømt til at leve metaeksistenser, være blinde eller udenfor?
På den ene side er det at lave et teaterstykke om en opmærksomhedskrævende kvindes selviscenesættelse og seksualitet på ingen måde særlig originalt, nærmere ekstremt tidstypisk og måske, i min øjne, en anelse kedeligt. På den anden side er forestillingen foruroligende sjov og forførende. Lolita for altid fungerer, fordi den netop ikke er forudsigelig, men at den spiller på forvrængningen, lader absurditeterne, det skingrende sindssyge skinne og blænde, som en skarp, hvid sol.
How to Kill a Dog og Østerbro Teater
Revolver på Republique, Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø
Spilletider: 29. oktober-21. november 2020
Set den 29. oktober 2020
Fotos: Sara Galbiati
Lyst til at købe billet. Læs nærmere her:
Medvirkende: Emma Sehested Høeg og Viktor Dahl
Instruktør: Jennifer Vedsted Christiansen
Dramaturg: Rikke Hedeager
Lyddesigner: Anders Munch Amdisen
Lysdesigner: Peter Lorichs
Produktionsleder: Jesper Sønderstrup
Syerske: Kristina Widriksen
Scenemester: Rasmus Rahbek
Kostumedesigner: Petruska Miehe-Renard
Scenograf: Petruska Miehe-Renard
Komponist Emma Sehested Høeg
Varighed: Ca. 1 time og 15 min. uden pause
Aldersgrænse: 15 år
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod