Anmeldelse: Lovers, Authors and Other Strangers, Down the Rabbit Hole

Anmeldelse: Lovers, Authors and Other Strangers, Down the Rabbit Hole

Af Laura Munk Christensen

 

På en lille intim scene i København folder tre overfladiske veninder fortællingen om deres kærligheds- og sexliv ud, afbrudt af små sensuelle scener, alt sammen med udgangspunkt i New Yorks pulserende liv og kvindernes seksualitet.

Forestillingen er bygget op af en ramme bestående af tre overfladiske, noget sexfikserede New Yorker-kvinder, der mødes for at drikke drinks og sladre. Til denne komsammen skiftes kvinderne til at læse små historier op, særligt fra Dorothy Parker, mens de andre udspiller historierne. Til hjælp er en ung mand, som kun kommer på scenen, når historierne fortælles.

Idéen er god og konceptet er et friskt pust, men det hele bliver noget langtrukkent. Mange af historierne får hurtigt deres pointe frem og træder derefter vande lidt for længe i stedet for at holde det kort og præcist. Som resultat dør energien undervejs i forestillingen et par gange, og koncentrationen er svær at fastholde hen mod afslutningen.

600_459553972

Sex er forestillingens primære tema, og jeg vil derfor ikke anbefale at tage de yngste børn med. Forestillingen henvender sig umiddelbart til kvinder, gerne over 30-35 år. Snakken om et afslappet forhold til sex, onani og orgasmer fylder stuen hos de tre kvinder, og alle deres historier har en undertone af lyst og seksualitet.

Kun en historie skiller sig ud: Woody Allens fjollede biografi om Jarlen af Sandwich, opfinderen af sandwichen. Historien er underligt malplaceret og har ingen funktion i forhold til resten af stykket. Et mislykket forsøg på et dramatisk brud eller humor, efter min mening.

Skuespillet er udmærket, men langt fra fantastisk. Den mandlige skuespiller, Rasmus Emil Mortensen, virker en del dygtigere end han tre kvindelige modparter, men kort sagt skal man ikke se den, hvis det udelukkende er stor skuespilkunst, man søger. Det hele bliver på overfladen, man når ikke rigtig under huden på karaktererne.

Alt i alt har forestillingen nogle interessante pointer og sjove øjeblikke, men den formår ikke at overraske eller hæve energien. Jeg vil kategorisere det som middelmådig underholdning i en anderledes ramme.

 

Gæstespil af Down the Rabbit Hole

Stage, House of International Theatre, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Spilleperiode: 1.-7. maj 2017

Set den: 2. maj 2017

Foto: Down the Rabbit Hole

Forestillingen spiller også under CPH STAGE i perioden den 31. maj-4. juni 2017

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.rabbithole.dk/event/lovers-authors/

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *