Anmeldelse: LOVEU2ND, Dansekapellet (Gunilla Lind Danseteater)

Af Ea Melissa Christiansen

Dørene åbner sig og vi befinder os i toppen af en lang hvid, skindene catwalk. Valget er frit: Jeg kan sætte mig på en af tribunerne, på en af stolerækkerne eller måtterne på gulvet, så længe jeg ikke bestiger det hvide felt, som udgør ”scenen”. Catwalken. Det sted som snart skal udfolde sig til et 50-minutters visuelt og sanseligt rum.

Catwalken er indrammet i blåt-neonlys på gulvet, som får sit endelige touch af de sølvfarvede frynser henover. På tribunen står to ud af de fire væsener, der kan opleves i traileren til LOVEU2ND, som nu vækkes til live af musikken i en blanding af mekaniske og flydende bevægelser. I slowmotion. Og ind kommer de sidste to væsener i deres gang, som var de modeller på fremtidens catwalk. Dette bliver nærmest et møde mellem mennesket og CGI-creations, altså computer-generated-imagery, som en menneskelignende animation, live for øjnene af os, udført af fire ”virkelige” dansere frem for live-stream set via en skærm på et elektrisk apparat.  

Gunilla Lind Danseteater har nu i november 2019 urpremiere på danseforestilling; LOVEU2ND i Dansekapellet,efter at have turneret rundt med forgængeren ”Vanity Of Modern Panic – V.O.M.P.”, der modtog en Reumert i 2018. Og noget siger mig, at dette blot er første spilleblok ud af (forhåbentligt) mange flere fremover.

Farverne er forbeholdt i de blålige nuancer med et touch af sølv, som befandt vi os i et rigt barok-galaktisk univers, hvor de futuristiske aspekter blandes med popkulturen. Der er både kropsnære pvc-dragter, lysene hovedbeklædningerne, frynser og store jakker – i flere udgaver, som er polstret på danserne. Hvad der ydermere gør sig gældende er, at beklædningerne nærmest bruges som et ekstra ”væsen”, som en portrættering af symbiosen imellem dem, men også forskellene.

Vi har at gøre med en afspejling af CGI-animation-kulturen og dets mange facetter, som bl.a. kan findes på Instagram som en nutidens influencers, og som Gunilla Lind udtalte i sin ”greet and talk” efter performancen: ”They look beautiful, but something is going on, that doesn’t feel safe.” Inspiration til dansernes bevægelser og væremåde, er inspireret af disse ”virtuelle robotter”, som vores øje prøver at menneskeliggøre, hvor jeg med denne info i bagagen, giver en større cadeau til de fire dansere, for at have udført formidlingen så fremragende (– umenneskelig –) fascinerende.

Som publikum både skræmmes og forføres vi af de her slanke modeller, mens de med skiftende ansigtsudtryk, hvor tungen hænger ud af munden mens deres forvredne kroppe er viklet ind i hinanden, er en kæmpe kontrast til deres pokerfjæs, der er som limet fast når de i deres metamorfose udgør nye væsner. Sammen som individuelt, i et clash hvor fortid, samtid og fremtid mødes. Fællesnævneren er det tomme blik i øjnene, der forbliver konstant, som havde de fortsat i egen kavalkade, selv om vi ikke sad i rum med dem.

Tre gange fik jeg øjenkontakt med danserne – og normalt kan jeg mærke gnisten bag, enten fra karakteren eller mennesket bag, når filmen knækker i et splitsekund, men her opfangede jeg… tomhed. Intet andet end afspejling af mit blik, hvilket gjorde mig… mærkeligt tilpas. Det er den der følelse af at se mennesker, der agerer ikke-menneskeligt, som bliver til et mind-fuck på den ubeskriveligt (fede) måde. Fordi det fucker med din virkelighedsforståelser, samtidig med du … nyder at kigge på.

Det elektroniske lydbillede, skabt af Kristoffer J. Rosing-Schow, er skiftesvis slowvibes og pop med en vokal indover, der desværre kun lader mig forstå en snert af ordene. Noget a la ”Please take me to the ancient rythms” synges, mens væsenerne samles i endnu en symbiose til knasende lyde og danner nye væsner. Fordi resten står så åbent for fortolkning, ville jeg gerne have opfanger flere af ordene. Hvad jeg ellers opfangede i stor stil, er det ASMR-inspireret lydunivers, som pt. er en trend i form af bl.a. slim, sæbe, knas og andre kendte pop-fænomener der udspiller sig på SoMee, som ofte karakteriseres som ”behagelige lyde”. I denne kontekst er de mixes ind i de elektroniske toner. Lige indtil vi befinder os i et rave med up-beat tempo og et fantastisk eksakt ”komponeret lysshow”, som lysdesigner Peter Bodholdt Løkke godt kan blære sig med. Det er skarp timing der rammer gulvet og det er ikke en forestilling for epileptikere, hvilket der måske burde have stået i programbeskrivelsen?

Når lyset blinker på fulde brag, i takt med musikken, fanger det fluks min opmærksomhed, og jeg forestillede mig danserne som værende alt fra fugle til modeller, monstre, aliens og robotter. Måske ordløse sjæle i jagten på et rus og jagten på ”det perfekte.” Det fungerer rigtig godt, fordi kurven bevæger sig. I starten synes processen en kende lang, og jeg frygtede en ensformig kurve, hvorpå jeg netop at opleve et flair for variationen, hvilket dramaturg Betina Rex kan krediteres for. Dette er ikke bare endnu en danseperformance uden hoved og hale. Ligeså en kæmpe cadeau til koreografen Gunilla Lind for hendes skarpe koreografier, der synes indøvet i kroppen i et udspil, som hvis fraktaler blev projiceret hen på de fire kvindekroppe. De virker ikke trætte, men som nogen der kunne blive ved og ved… Og ved med at udvikle sig. 

Vores verden fortsætter i spænd med den parallelle virtuelle verden, og selv om vores liv slutter mens nye overtager, fortsætter den virtuelle verden med dets udødelige væsner. Med dét syn kan man diskutere, om dette absurde univers på sin vis er for menneskeliggjort? Fordi robotterne portrætteres som mennesker, fordistykket slutter, når den virtuelle verden ikke gør. Samtidig bringer det netop absurditeten frem, når dette blandes og hvem siger det ikke kan det? Er det ikke netop disse spørgsmålstegn der er fede at sidde tilbage med?

LOVEU2ND er en danseforestilling som er de 50 minutter værd, hvis du af tilhænger af moderne dans, store futuristiske kostumer, og hvis du synes det er spændende at reflektere over SoMee’s indvirkning på samfundet. Den er ikke noget for dig, som vil have alt serveret på et sølvfad, men dig som nyder udfordringen i at tage hul på samtaleemner, der nødvendigvis ikke forekommer med et endegyldigt svar.

Gunilla Lind Danseteater formår at vende pladserne om på en måde, hvor de levende dansere umenneskeliggøres, som en kontrast til de virtuelle karakterer der ligner os mennesker mere og mere, og det forekommer enormt skræmmende i forhold til vores virkelighedsopfattelse. Det her er danseteater på en dybere plan – tak for det!

Gæstespil af Gunilla Lind Danseteater

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Spilleperiode: 13.-16. november 2019

Set den 14. november 2019

Fotos: Kasper Nybo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.gunillalinddanseteater.com/loveu2nd-1

Medvirkende: Iris Thomsen, Josefine Ibsen, Katrina Holm, Shuli Nordbek Azoulay

Koreograf: Gunilla Lind
Dramaturg: Betina Rex

Scenograf: Kristen Victoria Lind

Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke

Komponist: Kristoffer J. Rosing-Schow

Producent: Gunilla Lind Danseteater

Varighed: Ca. 50 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Shakespeare Unplugged, That Theatre Company

Af Mia Søndergaard   ’Shakespeare Unplugged’ er en humoristisk og skøn form for totalteater ...

Anmeldelse: Love me do, Café Liva

Af Christian Skovgaard Hansen De fleste kender The Beatles – uanset om det nu ...

Anmeldelse: Den store Gatsby, Odense Teater

Odense Teater har sat sig for at omsætte F. Scott Fitzgeralds klassiske korte roman ...

Anmeldelse: byVANDring, Luna Park Scenekunst

Af Thormod S. Kamban   Har du nogensinde mærket din by? Lukket øjnene og ...