Anmeldelse: Macbeth, Ørstedsparken (Shakes og Folketeatret)

By: Helene Franch
On: 8. august 2020

Af Helene Franch

Shakespeares stykker har gennem tiden været udsat for lidt af hvert. I denne omgang forvandles hans tragedie Macbeth til en art musical med postmodernistisk parodi og pastiche for hele familien. Jokesene flyver, og der er generelt så meget gang i den, at selv ikke knallertstøj, ambulancesirener eller en ubuden gæst på scenen virker forstyrrende. Men kan et teaterstykke blive for sjovt?

Magtbegær, massemord, korruption og paranoia er ord, som er kendetegnende for Macbeth. I det originale stykke bliver antihelten af samme navn spået af et par hekse, at han vil blive konge. Måske en smule naivt at sætte sin lid til en heks, men ser man bort fra det, rejses spørgsmål som: Hvor mange broer vil man brænde for at nå sin ambition? Og er det overhovedet det hele værd i sidste ende?

I Ørstedsparken er vejret lunt, himlen måske en anelse grå, men ikke noget der ødelægger stemningen. Folk kommer tilfældigvis forbi og slår sig ned, mens andre sidder og taler på tæpper eller udfoldede frakker, knapper øl op og spilder salat ned i skødet. Med udsigt ud over søen, hvor en hængebøg ganske idyllisk spejler sig, venter vi i spænding.

Midt på søen, måske hundrede meter fremme, er der en bro, som to trillende cykelvogne med godt knald på farverne kører over. Publikum hujer og klapper. Heksene er skiftet ud med to ”skæbnepunkere” med tatoveringer og vilde parykker, der giver en ”fuck” til det hele og truer med at ”vride din arm af led, så kedeligt er det!” Nærmest samtidig med at de to rablende punkere indtager scenen spiller ”Morgenstemning” fra ”Peer Gynt”, hvorved clashet mellem det klassiske og det moderne træder frem.

Det musikalske aspekt er med til at understøtte det absurde. Eksempelvis når kongen og Macbeth genforenes og de danser en indøvet koreografi til noget upbeat musik, der med ét slår over i en følsom ballade a la Mariah Carey. Og ja, det er selvfølgelig kongen selv, som bryder ud i sang. Selv på sit dødsleje, mens Lady Macbeth og Macbeth parterer hans krop, synger kongen med rallende iver.

Selvfølgelig uden at nogen fatter mistanke, vandrer den smånaive og fnisende Macbeth – eller ”Maggie” som Lady Macbeth kalder ham – det halve af stykket omkring med kongens tarme viklet om halsen. Lady Macbeth derimod er, med sit store, røde hår, en smøg i hver hånd og spidse patter, fremadstormende, magtliderlig og stønner ved tanken om en Mercedes, nej Porsche, nej Tesla. For ikke at forglemme kongen, der har kæææmpe store hænder og bærer en krone af hulahopringe og CD’er.

Shakes gør særligt en dyd ud af at nedbryde illusionen. Det gør de især ved flittigt at benytte sig af metakommentarer. Eksempelvis Macbeth, der flere gange gemmer sig i busken og venter på sit cue eller prinsen, der konstaterer, at ”nu siger jeg min første replik”. Lidt som små børn, der har fundet ud af, at det er sjovt, når man siger ulækre ord, bliver Shakes ved med at gentage sig selv med små variationer. Sjovt i starten, men lidt trættende i længden.

Vi skal forstå, at alt her er tilfældigt, og at det netop er det usammenhængende og absurde, som er det sjove og bærende element i forestillingen. Hvorved Shakespeares narrativ ikke bliver meget mere end en anledning til spas og festligheder. Skuespillerne er nærværende og dygtige til at fjolle, men fjolleriet tager så meget plads at stykkets fortælling og sammenhængskraft drukner. Desværre forsvinder de gode jokes også ofte i mængden.

Samlet set synes jeg ikke, at stykket fungerer. Intet er overladt til fantasien, og illusionen bliver konstant brudt. Faktisk vil jeg mene, at den aldrig blev etableret. Af samme grund kan en ældre herre trække sin cykel gennem sceneriet, uden det på nogen måde er forstyrrende. Hele tiden kører det i højeste gear, det har sine momentvise sjove øjeblikke, men som oftest er det både anstrengende og kedeligt. Jeg tror, at hvis alt showet blev pillet af, ville den blotte en spændingskurve næsten lige så flad som søen bag scenen.

Shakes og Folketeatret

Ørstedsparken, indgang via Jarmers Plads

Spilletider: 5.-27. august 2020

Set den 5. august 2020

Fotos: Jakob Søby

Det er gratis. Læs nærmere her:

Medvirkende: Niels Skovgaard Andersen (har fra den 11. august afløst Mads Riisom), Karin Bang Heinemeier, Rikke Bilde og Anders Budde

Dramatiker: William Shakespeare

Bearbejdelse: Thomas Markmann

Instruktion: Thomas Hwan

Scenografi og kostumedesign: Julie Forchhammer

Varighed: 70 min. uden pause